Det følgende er en blanding af mine egne tanker og tanker fra “The Moral Course of Thinking” i Gathered for the Journey: Moralsk teologi i katolsk perspektiv, red. David Matzko McCarthy og M. Therese Lysaught. Grand Rapids: Michigan: Eerdmans Publishing Company, 2007. pp. 1-19.

To af de mest populære tilgange til etik i moderne filosofi er utilitarisme og deontologisk etik, som begge er normative teorier. Normative etiske teorier er teorier, der tilbyder et princip som det vigtigste kriterium, hvormed handlinger bestemmes som gode eller dårlige.

Den mest almindelige af disse to tilgange i dag er formentlig utilitarismen. Styrken af dette synspunkt kan f.eks. ses i den indflydelse, som etiker Peter Singer, professor i bioetik ved Princeton University, har haft. Som en af vor tids førende etikere er hans etiske paradigme helt igennem utilitaristisk. Det fører ham til nogle meget kontra-intuitive holdninger om, hvad der er rigtigt og forkert. Han hævder f.eks., at det er bedst at slå handicappede spædbørn ihjel, hvis forældrene får et andet barn, som har udsigt til et lykkeligere liv (Peter Singer, Practical Ethics, 2nd ed. Cambridge: Cambridge University Press, 1993, s. 181-91). Hvordan kommer han til en sådan konklusion? For at forstå dette skal man have en grundlæggende forståelse af den utilitaristiske etikfilosofi.

Hvad er utilitarisme?

“Utilitarisme er den moralske doktrin, at vi altid bør handle for at skabe den størst mulige balance mellem godt og ondt for alle, der berøres af vores handlinger” (9). Ifølge dette kriterium er handlinger i sig selv moralsk neutrale – det afhænger alt sammen af deres konsekvenser, om de er gode eller dårlige. Bortset fra overvejelser om sådanne konsekvenser er handlinger hverken skyldige eller prisværdige.

På grund af dette kriterium er det ofte en byrde for utilitaristiske tænkere at overbevise deres læsere – mod deres bedre intuition – om, at grunden til, at vi kalder visse ønsker eller handlinger “gode” eller “dårlige”, ikke er, fordi de er dårlige i sig selv, men fordi vi forbinder gode eller dårlige konsekvenser med sådanne handlinger. Vi kommer således til at opfatte dem som gode eller dårlige handlinger, selv om handlingerne i virkeligheden ikke er gode eller dårlige, men fordi det er en udbredt opfattelse, at de har gode eller dårlige konsekvenser. (OBS: I et tidligere indlæg viste jeg, hvordan en utilitarist påtog sig den ambitiøse opgave at overbevise sine læsere om, at ønsket om at torturere andre mennesker ikke er forkert).

På dette punkt er jeg nødt til at foretage et forbehold. Mange mennesker (inklusive mig selv) ville sandsynligvis indarbejde en vis grad af utilitarisme i deres kriterium for etik. Selv om jeg f.eks. personligt mener, at visse handlinger i sagens natur er forkerte (bortset fra vurderingen af deres konsekvenser), ville jeg stadig tillade, at graden af ondskab øges eller mindskes afhængigt af konsekvenserne.

For eksempel er det en dårlig ting for en mand at voldtage og slå en kvinde (uanset konsekvenserne), men det er endnu værre, hvis som følge af brutaliteten hendes ufødte datter bliver dræbt, og det voldtægtsoffer, der overlever, får AIDS. Det gør forbrydelsen meget, meget værre.

Jeg mener også, at konsekvenser er indbygget i selve logikken i, hvorfor vi i første omgang betegner handlinger som i sagens natur rigtige eller forkerte. For eksempel er utroskab forkert, fordi det skader den person, der bliver snydt, skaber risiko for uansvarligt børnefødsel, introducerer risiko for kønssygdomme i et ellers risikofrit ægteskab (hvis begge gik ind i ægteskabet uden kønssygdomme). Utroskab er altid en uretfærdighed, og det er forkert i sig selv. Men i det mindste en stor del af grunden til, at det altid er forkert (uanset sammenhængen), skyldes dets destruktive konsekvenser. Jeg synes tilfældigvis, at dikotomien mellem handlinger, der i sig selv er rigtige eller forkerte, og handlinger, der er rigtige eller forkerte på grund af konsekvenserne, er lidt overdrevet.

Med dette forbehold på bordet, vil jeg så fortsætte med at skelne det, jeg kalder den utilitaristiske faktor (inddragelse af konsekvenser i ens etiske tænkning) fra utilitarismen. Mens nogle måske vil anse det for en god ting at have konsekvenserne i tankerne, når man træffer moralske valg, har utilitarismen den byrde at hævde, at et sådant kriterium skal være den eneste begrundelse for at bedømme fortjenesten ved al etisk handling. På baggrund af denne skelnen vil jeg derfor nogle gange omtale utilitarismen som eksklusiv utilitarisme.

Hvad er der galt med utilitarismen?

McCarthy og Lysaught repeterer nogle af standardkritikkerne af utilitarismen, som jeg har givet min egen artikulation og kreative navne til. De lyder som følger:

1) Uundgåeligheden af vilkårlighed – Den har ingen mulighed for objektivt at bestemme konsekvensernes art, betydning og værdi. For at sige det på en anden måde: Hvordan kan vi vide, hvad der er “gode” og “dårlige” konsekvenser? Hvilke konsekvenser tæller mest? Hvis mening om, hvad der er “gode” konsekvenser og hvad der er “dårlige” konsekvenser, tæller mest? Hvis det ikke lykkes at opstille et sammenhængende og rationelt kriterium for besvarelse af sådanne spørgsmål, betyder det et afgørende nederlag for hele teorien om eksklusiv utilitarisme. Den har tilsyneladende brug for noget andet til at hjælpe den. Derfor mener jeg personligt, at den utilitaristiske faktor er legitim, når den betragtes som en del af billedet, men eksklusiv utilitarisme fører altid til en vilkårlig vurdering af konsekvenserne og dermed til en vilkårlig etik.

2) Den modsatrettede intuition – Den underminerer ofte vores sunde fornuft og moralske intuitioner og kræver ofte visse handlinger, som gnider vores samvittighed på den forkerte måde. Hvad nu hvis jeg f.eks. vidste, at jeg kunne være min kone utro med min kvindelige chef, uden at hun nogensinde fandt ud af det, for at få lønforhøjelse, hvilket ville have “gode” konsekvenser for min familie (mindre økonomisk stress, min kone kunne gå ned på deltid for at tilbringe mere tid med børnene, børnene kunne nyde godt af mere forældreomsorg, jeg kunne spare flere penge op til børnene til college osv.) ). Min mavefornemmelse siger mig det: Gør det ikke, det er forkert, forkert, forkert, forkert. Men utilitarismen fortæller mig, at det er som et matematisk problem (gode konsekvenser = god handling).

3) Altvidenhedskravet – Nogle gange er det umuligt at kende alle de potentielle (og slet ikke de faktiske) konsekvenser af ens handlinger. Nogle gange viser det, der for os ser ud til at være en katastrofe, sig at være en velsignelse i forklædning. Vi bliver fyret for senere at indse, at det nye job, vi får som følge heraf, er bedre betalt og mere behageligt. På den anden side tror vi nogle gange, at noget vil gå godt, men i sidste ende er det en stor skuffelse. Hvis disse små oplevelser i almindelige menneskers liv viser, hvor svært det er at kende konsekvenserne af visse handlinger – hvor meget vanskeligere må det så være for folk, hvis beslutninger påvirker en hel nation (f.eks. præsidenten), at vurdere den fulde vægt af konsekvenserne af deres beslutninger?

Konklusion

Jeg er enig med McCarthy og Lysaught i, at disse kritikpunkter er afgørende, og at de mange forskellige modsatrettede holdninger til de samme etiske spørgsmål blandt eksklusive utilitarister “gør det klart, at teorierne ikke gør et godt stykke arbejde med at redegøre for, hvad der faktisk former moralske vurderinger” (12).

Siden Oplysningstiden forsøger den uhjulpne fornuft så ofte at omgå Gudsspørgsmålet og nå frem til et “neutralt” kriterium for at bedømme rigtigt fra forkert gennem den autonome fornuft (uden at forsøge at bringe “religion” ind i spørgsmålet). Efter min mening er den nye oplysningstid denne: Den gamle oplysningstid har vist sig at være fallit med hensyn til etisk grundlag. Måske er spørgsmålet om Gud alligevel relevant.