Udgivelseshistorik

Protokollerne dukkede op på tryk i det russiske imperium allerede i 1903, offentliggjort som en række artikler i Znamya, en avis fra Black Hundreds, der var ejet af Pavel Krushevan. Den optrådte igen i 1905 som det sidste kapitel (kapitel XII) i den anden udgave af Velikoe v malom i antikhrist (“Den store i den lille & Antikrist”), en bog af Sergej Nilus. I 1906 udkom det i pamfletform redigeret af Georgij Butmi de Katzman.

Disse tre første (og efterfølgende flere) russisksprogede tryk blev udgivet og cirkuleret i det russiske imperium i perioden 1903-06 som et redskab til at gøre jøderne til syndebukke, som monarkisterne gav skylden for nederlaget i den russisk-japanske krig og revolutionen i 1905. Fælles for alle tre tekster er idéen om, at jøderne sigter mod verdensherredømmet. Da Protokollerne blot præsenteres som et dokument, er det nødvendigt med en for- og bagside for at forklare deres påståede oprindelse. De forskellige aftryk er imidlertid indbyrdes inkonsekvente. Den generelle påstand er, at dokumentet blev stjålet fra en hemmelig jødisk organisation. Da det påståede originale stjålne manuskript ikke eksisterer, er man tvunget til at genskabe en påstået originaludgave. Det har den italienske forsker Cesare G. De Michelis gjort i 1998 i et værk, som blev oversat til engelsk og udgivet i 2004, hvor han behandler sit emne som apokryfe.

Da den russiske revolution udviklede sig og fik hvidbevægelsestilknyttede russere til at flygte til Vesten, blev denne tekst ført med sig og fik et nyt formål. Indtil da var Protokollerne forblevet obskure; nu blev den et instrument til at give jøderne skylden for den russiske revolution. Den blev et redskab, et politisk våben, der blev brugt mod bolsjevikkerne, som blev fremstillet som værende overvejende jøder, der angiveligt udførte den “plan”, der var indeholdt i Protokollerne. Formålet var at miskreditere oktoberrevolutionen, at forhindre Vesten i at anerkende Sovjetunionen og at få Vladimir Lenins regime til at falde.

Første russisksprogede udgaver

Kapitlet “På den jødiske kirkegård i Prag” fra Goedsches Biarritz, med sit stærke antisemitiske tema, der indeholder den påståede rabbinske sammensværgelse mod den europæiske civilisation, blev oversat til russisk som en separat pamflet i 1872. I 1921 holdt prinsesse Catherine Radziwill imidlertid et privat foredrag i New York, hvor hun hævdede, at Protokollerne var en forfalskning, der var udarbejdet i 1904-05 af de russiske journalister Matvei Golovinski og Manasevich-Manuilov under ledelse af Pjotr Rachkovskij, chef for den russiske efterretningstjeneste i Paris.

I 1944 identificerede den tyske forfatter Konrad Heiden Golovinski som ophavsmand til Protokollerne. Radziwills beretning blev støttet af den russiske historiker Mikhail Lepekhine, som offentliggjorde sine resultater i november 1999 i det franske ugeblad L’Express. Lepekhine anser Protokollerne for at være en del af en plan, der skulle overbevise zar Nikolaus II om, at moderniseringen af Rusland i virkeligheden var et jødisk komplot for at kontrollere verden. Stephen Eric Bronner skriver, at grupper, der var modstandere af fremskridt, parlamentarisme, urbanisering og kapitalisme og en aktiv jødisk rolle i disse moderne institutioner, var særligt tiltrukket af dokumentets antisemitisme. Den ukrainske forsker Vadim Skuratovskij tilbyder en omfattende litterær, historisk og sproglig analyse af den oprindelige tekst til Protokollerne og sporer indflydelsen fra Fjodor Dostojevskijs prosa (især The Grand Inquisitor og The Possessed) på Golovinskis forfatterskab, herunder Protokollerne.

Golovinskis rolle i udarbejdelsen af Protokollerne bestrides af Michael Hagemeister, Richard Levy og Cesare De Michelis, som hver især skriver, at den beretning, der involverer ham, er historisk ukontrollabel og i vid udstrækning beviseligt forkert.

I sin bog The Non-Existent Manuscript studerer den italienske forsker Cesare G. De Michelis de tidlige russiske udgivelser af Protokollerne. Protokollerne blev første gang nævnt i den russiske presse i april 1902 af Sankt Petersborg-avisen Novoye Vremya (Новое Время – De nye tider). Artiklen blev skrevet af den berømte konservative publicist Mikhail Menshikov som en del af hans regelmæssige serie “Breve til naboer” (“Письма к ближним”) og havde overskriften “Komplotter mod menneskeheden”. Forfatteren beskrev sit møde med en dame (Yuliana Glinka, som det nu hedder), som efter at have fortalt ham om sine mystiske åbenbaringer bønfaldt ham om at gøre sig bekendt med de dokumenter, der senere blev kendt som Protokollerne; men efter at have læst nogle uddrag blev Mensjikov ganske skeptisk over for deres oprindelse og offentliggjorde dem ikke.

Krushevan- og Nilus-udgaver

Protokollerne blev tidligst udgivet i serieform fra 28. august til 7. september (O.S.) 1903 i Znamya, et dagblad i Sankt Petersborg, under Pavel Krushevan. Krushevan havde taget initiativ til Kishinev-pogromet fire måneder tidligere.

I 1905 offentliggjorde Sergei Nilus den fulde tekst af Protokollerne i kapitel XII, det sidste kapitel (s. 305-417), i anden udgave (eller tredje, ifølge nogle kilder) af hans bog, Velikoe v malom i antikhrist, der kan oversættes med “Den store i det lille: Antikristens komme og Satans herredømme på jorden”. Han hævdede, at den var et værk fra den første zionistiske kongres, der blev afholdt i 1897 i Basel, Schweiz. Da det blev påpeget, at den første zionistkongres havde været åben for offentligheden og havde deltagelse af mange ikke-jøder, ændrede Nilus sin historie og sagde, at Protokollerne var et værk fra de Ældres møder i 1902-03, men modsagde sin egen tidligere erklæring om, at han havde modtaget sit eksemplar i 1901:

I 1901 lykkedes det mig gennem en af mine bekendte (den afdøde hofmarskal Alexei Nikolayevich Sukotin fra Chernigov) at få fat i et manuskript, der med usædvanlig perfektion og klarhed afslørede forløbet og udviklingen af den hemmelige jødiske frimurersammensværgelse, som ville bringe denne onde verden til dens uundgåelige ende. Den person, der gav mig dette manuskript, garanterede, at det var en trofast oversættelse af de originale dokumenter, der blev stjålet af en kvinde fra en af de højeste og mest indflydelsesrige ledere af frimurerne på et hemmeligt møde et sted i Frankrig – den elskede rede for frimurerkonspirationen.

Stolypins bedrageriundersøgelse, 1905

En efterfølgende hemmelig undersøgelse bestilt af Pjotr Stolypin, den nyudnævnte formand for Ministerrådet, kom frem til den konklusion, at Protokollerne først dukkede op i Paris i antisemitiske kredse omkring 1897-98. Da Nikolaj II fik kendskab til resultaterne af denne undersøgelse, anmodede han om: “Protokollerne bør konfiskeres, en god sag kan ikke forsvares med beskidte midler.” På trods af ordren, eller på grund af den “gode sag”, spredte talrige genoptryk sig.

Protokollerne i Vesten

I USA skal Protokollerne forstås i forbindelse med den første røde skræk (1917-20). Teksten blev angiveligt bragt til USA af en russisk hærofficer i 1917; den blev oversat til engelsk af Natalie de Bogory (personlig assistent for Harris A. Houghton, en officer i krigsministeriet) i juni 1918, og den russiske udlænding Boris Brasol udbredte den snart i amerikanske regeringskredse, specielt diplomatiske og militære, i maskinskrevet form, hvoraf en kopi er arkiveret af Hoover Institute. Den udkom også i 1919 i Public Ledger i form af et par avisartikler i serie. Men alle henvisninger til “jøder” blev erstattet med henvisninger til bolsjevikier som en afsløring af journalisten og den senere meget respekterede dekan på Columbia University School of Journalism Carl W. Ackerman.

I 1923 udkom der en anonymt redigeret pamflet fra Britons Publishing Society, en efterfølger til The Britons, en enhed, der blev oprettet og ledet af Henry Hamilton Beamish. Dette optryk var angiveligt en oversættelse af Victor E. Marsden, som var død i oktober 1920.

De fleste versioner involverer i det væsentlige “protokoller”, eller referater af en tale holdt i hemmelighed, der involverer jøder, der er organiseret som Zions Ældste, eller vismænd, og som ligger til grund for 24 protokoller, som angiveligt følges af det jødiske folk. Protokollerne er blevet bevist at være en litterær forfalskning og svindel samt et klart tilfælde af plagiat.

Engelsksprogede aftryk

Den 27. og 28. oktober 1919 offentliggjorde Philadelphia Public Ledger uddrag af en engelsksproget oversættelse som “Den røde bibel”, hvor alle henvisninger til det påståede jødiske forfatterskab blev slettet og dokumentet omformet til et bolsjevikisk manifest. Forfatteren af artiklerne var avisens korrespondent på det tidspunkt, Carl W. Ackerman, som senere blev leder af journalistuddannelsen på Columbia University. Den 8. maj 1920 fulgte en artikel i The Times den tyske oversættelse og opfordrede til en undersøgelse af, hvad den kaldte en “uhyggelig tone af profeti”. I lederen (redaktionel artikel) med titlen “The Jewish Peril, a Disturbing Pamphlet: Call for Inquiry”, skrev Wickham Steed om The Protocols:

Hvad er disse ‘Protokoller’? Er de autentiske? I bekræftende fald, hvilken ondsindet forsamling har udtænkt disse planer og glædet sig over deres udstilling? Er de forfalskede? Hvis ja, hvorfra kommer den uhyggelige tone af profeti, en profeti, der dels er blevet opfyldt, dels er så langt fra at blive opfyldt?

Steed trak sin støtte til Protokollerne tilbage, efter at de blev afsløret som et falskneri.

USA

I 1920 i USA offentliggjorde Henry Ford i en avis, som han ejede – The Dearborn Independent – en amerikansk udgave af Protokollerne, som en del af en række antisemitiske artikler med titlen “The International Jew: The World’s Foremost Problem”. Senere udgav han artiklerne i bogform med et oplag på en halv million eksemplarer i USA og oversættelser til en række andre sprog. I 1921 citerede Ford beviser for en jødisk trussel: “Den eneste udtalelse, jeg har lyst til at komme med om Protokollerne, er, at de passer til det, der foregår. De er 16 år gamle, og de har passet til verdenssituationen op til dette tidspunkt.” Robert A. Rosenbaum skrev, at “I 1927, da Ford bøjede sig for det juridiske og økonomiske pres, udstedte han en tilbagetrækning og en undskyldning – samtidig med at han frasagde sig det personlige ansvar for de antisemitiske artikler – og lukkede Dearborn Independent i 1927. Han var også en beundrer af Nazi-Tyskland.”

I 1934 udvidede en anonym redaktør kompilationen med “Text and Commentary” (s. 136-41). Produktionen af denne ikke-krediterede kompilation var en bog på 300 sider, en uægte udvidet udgave af det tolvte kapitel i Nilus’ bog fra 1905 om anti-kristus’ komme. Den består af væsentlige løft af uddrag af artikler fra Fords antisemitiske tidsskrift The Dearborn Independent. Denne tekst fra 1934 cirkulerer mest i den engelsktalende verden og på internettet. “Text and Commentary” afsluttes med en kommentar til Chaim Weizmanns bemærkning af 6. oktober 1920 ved en banket: “En velgørende beskyttelse, som Gud har indført i jødernes liv, er, at han har spredt dem over hele verden”. Marsden, der på det tidspunkt var død, er krediteret med følgende påstand:

Det beviser, at de lærde Ældste eksisterer. Det beviser, at Dr. Weizmann ved alt om dem. Det beviser, at ønsket om et “nationalt hjem” i Palæstina kun er camouflage og en forsvindende lille del af jødernes virkelige formål. Det beviser, at verdens jøder ikke har nogen intention om at bosætte sig i Palæstina eller i noget andet separat land, og at deres årlige bøn om, at de alle må mødes “næste år i Jerusalem”, blot er et stykke af deres karakteristiske fantasifoster. Det viser også, at jøderne nu er en verdenstrussel, og at de ariske racer bliver nødt til at domicilere dem permanent uden for Europa.

The Times afslører en forfalskning, 1921

I 1920-1921 blev historien om de begreber, der findes i Protokollerne, sporet tilbage til Goedsches og Jacques Crétineau-Jolys værker af Lucien Wolf (en engelsk jødisk journalist), og offentliggjort i London i august 1921. Men en dramatisk afsløring fandt sted i en række artikler i The Times af dens Constantinopel-reporter, Philip Graves, som opdagede plagiatet fra Maurice Jolys arbejde.

Ifølge forfatteren Peter Grose opdagede Allen Dulles, som var i Constantinopel for at udvikle relationer i de post-Osmanniske politiske strukturer, “kilden” til dokumentationen og leverede ham i sidste ende til The Times. Grose skriver, at The Times ydede et lån til kilden, en russisk emigrant, som nægtede at blive identificeret, under forudsætning af, at lånet ikke ville blive tilbagebetalt. Colin Holmes, der er lektor i økonomisk historie ved Sheffield University, identificerede emigranten som Mikhail Raslovlev, en selvudnævnt antisemit, der gav oplysningerne til Graves for ikke at “give et våben af nogen art til jøderne, hvis ven jeg aldrig har været”.”

I den første artikel i Graves’ serie med titlen “En litterær forfalskning” skrev redaktørerne af The Times: “Vores korrespondent i Konstantinopel fremlægger for første gang afgørende beviser for, at dokumentet i det store og hele er et klodset plagiat. Han har fremsendt os en kopi af den franske bog, hvorfra plagiatet er lavet.” Samme år blev en hel bog, der dokumenterer svindlen, udgivet i USA af Herman Bernstein. På trods af denne udbredte og omfattende debunking blev Protokollerne fortsat betragtet som et vigtigt faktuel bevis af antisemitterne. Dulles, en succesfuld advokat og karrierediplomat, forsøgte at overtale det amerikanske udenrigsministerium til offentligt at fordømme forfalskningen, men uden held.

Schweiz

Bernerprocessen, 1934-35

Den nationale fronts salg af Protokollerne (redigeret af den tyske antisemit Theodor Fritsch) under en politisk manifestation i Casino i Bern den 13. juni 1933 førte til Bern-processen i Amtsgericht (distriktsdomstol) i Bern, hovedstaden i Schweiz, den 29. oktober 1934. Sagsøgere (den schweiziske jødiske forening og det jødiske samfund i Bern) blev repræsenteret af Hans Matti og Georges Brunschvig, bistået af Emil Raas. På forsvarets vegne arbejdede den tyske antisemitiske propagandist Ulrich Fleischhauer. Den 19. maj 1935 blev to anklagede (Theodore Fischer og Silvio Schnell) dømt for at have overtrådt en Berner lov om forbud mod distribution af “umoralske, obskøne eller brutaliserende” tekster, mens tre andre anklagede blev frikendt. Retten erklærede, at protokollerne var forfalskninger, plagiater og obskøn litteratur. Dommer Walter Meyer, en kristen, der ikke tidligere havde hørt om Protokollerne, sagde afslutningsvis,

Jeg håber, at den tid vil komme, hvor ingen vil være i stand til at forstå, hvordan næsten et dusin fornuftige og ansvarlige mænd i 1935 i to uger var i stand til at håne intellektet ved retten i Bern, der diskuterede ægtheden af de såkaldte Protokoller, netop de Protokoller, der, hvor skadelige de end har været og vil være, ikke er andet end latterligt nonsens.

Vladimir Burtsev, en russisk emigrant, anti-bolsjevik og antifascist, der afslørede adskillige Okhrana-agenter provokatører i begyndelsen af 1900-tallet, fungerede som vidne under Bern-processen. I 1938 udgav han i Paris en bog, Zions Ældres Protokoller: A Proved Forgery, baseret på hans vidneudsagn.

Den 1. november 1937 appellerede de anklagede dommen til Obergericht (den kantonale højesteret) i Bern. Et panel bestående af tre dommere frikendte dem og fastslog, at Protokollerne, selv om de var falske, ikke var i strid med den pågældende lov, fordi de var “politiske publikationer” og ikke “umoralske (obskøne) publikationer (Schundliteratur)” i lovens strenge forstand. I retsformandens udtalelse blev det dog anført, at forfalskningen af Protokollerne ikke var tvivlsom, og han beklagede, at loven ikke gav jøderne tilstrækkelig beskyttelse mod denne form for litteratur. Retten nægtede at pålægge sagsøgerne at betale de frifundne tiltaltes forsvarsudgifter, og den frifundne Theodor Fischer måtte betale 100 fr. til de samlede statslige omkostninger ved retssagen (28 000 fr.), som i sidste ende blev betalt af Berns kanton. Denne afgørelse gav grundlag for senere påstande om, at appeldomstolen “bekræftede protokollernes ægthed”, hvilket er i strid med de faktiske omstændigheder. Et synspunkt til fordel for de pro-nazistiske anklagede er beskrevet i et bilag til Leslie Fry’s Waters Flowing Eastward. Et mere videnskabeligt arbejde om retssagen findes i en 139 sider lang monografi af Urs Lüthi.

Det bevismateriale, der blev fremlagt under retssagen, og som i høj grad har påvirket senere beretninger frem til i dag, var, at Protokollerne oprindeligt blev skrevet på fransk af agenter fra det zaristiske hemmelige politi (Okhrana). Denne version er imidlertid blevet anfægtet af flere moderne forskere. Michael Hagemeister opdagede, at det primære vidne Alexandre du Chayla tidligere havde skrevet til støtte for blodforræderiet, havde modtaget 4.000 schweizerfranc for sit vidneudsagn og i hemmelighed var blevet betvivlet selv af sagsøgerne. Charles Ruud og Sergei Stepanov konkluderede, at der ikke er nogen væsentlige beviser for Okhranas involvering og stærke indicier imod det.

The Basel Trial

En lignende retssag i Schweiz fandt sted i Basel. De schweiziske frontister Alfred Zander og Eduard Rüegsegger distribuerede protokollerne (redigeret af tyskeren Gottfried zur Beek) i Schweiz. Jules Dreyfus-Brodsky og Marcus Cohen sagsøgte dem for krænkelse af den jødiske ære. Samtidig sagsøgte overrabbiner Marcus Ehrenpreis fra Stockholm (som også var vidne ved Bern-processen) Alfred Zander, som hævdede, at Ehrenpreis selv havde sagt, at Protokollerne var autentiske (og henviste til den tyske antisemit Theodor Fritschs forord til udgaven af Protokollerne). Den 5. juni 1936 endte denne sag med et forlig.

Tyskland

Ifølge historikeren Norman Cohn var attentatmændene på den tyske jødiske politiker Walter Rathenau (1867-1922) overbevist om, at Rathenau var en bogstavelig “Zions Ældre”.

Det er sandsynligt, at Adolf Hitler først blev bekendt med Protokollerne efter at have hørt om dem fra etnisk tyske hvide emigranter, såsom Alfred Rosenberg og Max Erwin von Scheubner-Richter. Hitler refererer til Protokollerne i Mein Kampf:

… er baseret på en forfalskning, jamrer Frankfurter Zeitung hver uge … det bedste bevis for, at de er autentiske … det vigtige er, at de med en positiv skræmmende sikkerhed afslører det jødiske folks natur og aktivitet og afslører dets indre sammenhænge samt dets endelige slutmål.

Protokollerne blev også en del af den nazistiske propaganda for at retfærdiggøre jødeforfølgelsen. I The Holocaust: The Destruction of European Jewry 1933-1945, udtaler Nora Levin, at “Hitler brugte Protokollerne som en manual i sin krig for at udrydde jøderne”:

Trods afgørende beviser for, at Protokollerne var en grov forfalskning, havde de en sensationel popularitet og et stort salg i 1920’erne og 1930’erne. De blev oversat til alle sprog i Europa og solgt i stort omfang i arabiske lande, USA og England. Men det var i Tyskland efter Første Verdenskrig, at de havde deres største succes. Der blev de brugt til at forklare alle de katastrofer, der havde ramt landet: nederlaget i krigen, sulten, den ødelæggende inflation.

Hitler nævnte ikke Protokollerne i sine taler efter sit forsvar af dem i Mein Kampf. “Distillationer af teksten dukkede op i tyske klasseværelser, indoktrinerede Hitlerjugend og invaderede Sovjetunionen sammen med tyske soldater.” Den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels proklamerede: “De zionistiske protokoller er lige så aktuelle i dag, som de var den dag, de blev offentliggjort første gang.”

Richard S. Levy kritiserer påstanden om, at protokollerne havde en stor effekt på Hitlers tankegang, og skriver, at den er baseret mest på mistænkelige vidneudsagn og mangler konkrete beviser. Randall Bytwerk er enig og skriver, at de fleste ledende nazister ikke troede på, at den var ægte på trods af, at den havde en “indre sandhed”, der egnede sig til propaganda.

Publikationen af Protokollerne blev stoppet i Tyskland i 1939 af ukendte årsager. En udgave, der var klar til trykning, blev blokeret af censurlove.

Tysksprogede udgivelser

Efter at være flygtet fra Ukraine i 1918-19, bragte Piotr Shabelsky-Bork Protokollerne til Ludwig Muller Von Hausen, som derefter udgav dem på tysk. Under pseudonymet Gottfried Zur Beek udgav han den første og “langt den vigtigste” tyske oversættelse. Den udkom i januar 1920 som en del af et større antisemitisk traktat fra 1919. Efter at The Times havde omtalt bogen respektfuldt i maj 1920 blev den en bestseller. “Hohenzollern-familien hjalp med at afholde udgifterne til udgivelsen, og kejser Wilhelm II fik dele af bogen læst højt for middagsgæster”. Alfred Rosenbergs udgave fra 1923 “gav en forfalskning et enormt løft”.

Italien

Den fascistiske politiker Giovanni Preziosi udgav den første italienske udgave af Protokollerne i 1921. Bogen fik dog kun ringe gennemslagskraft indtil midten af 1930’erne. En ny udgave fra 1937 fik en langt større gennemslagskraft, og tre yderligere udgaver i de følgende måneder solgte i alt 60.000 eksemplarer. Den femte udgave havde en indledning af Julius Evola, som argumenterede omkring spørgsmålet om forfalskning, idet han udtalte “Problemet med dette dokuments ægthed er sekundært og må erstattes af det langt mere alvorlige og væsentlige problem med dets sandhedsværdi.”

Efter Anden Verdenskrig

Mellemøsten

Ingen regeringer eller politiske ledere i de fleste dele af verden har henvist til Protokollerne siden Anden Verdenskrig. Undtagelsen er Mellemøsten, hvor et stort antal arabiske og muslimske regimer og ledere har godkendt dem som autentiske, herunder godkendelser fra præsidenterne Gamal Abdel Nasser og Anwar Sadat i Egypten, den ældre præsident Arif i Irak, kong Faisal i Saudi-Arabien og oberst Muammar al-Gaddafi i Libyen. En oversættelse foretaget af en arabisk kristen udkom i Cairo i 1927 eller 1928, denne gang som en bog. Den første oversættelse af en arabisk muslim blev også udgivet i Kairo, men først i 1951.

Det fremgår af 1988-charteret for Hamas, en palæstinensisk islamistisk gruppe, at Protokollerne er udtryk for zionisternes plan. Henvisningen blev fjernet i den nye pagt, der blev udstedt i 2017. Nylige opbakninger i det 21. århundrede er blevet givet af stormuftien af Jerusalem, Sheikh Ekrima Sa’id Sabri, Saudi-Arabiens undervisningsministerium og et medlem af det græske parlament, Ilias Kasidiaris. Den Palæstinensiske Solidaritetskomité i Sydafrika har efter sigende uddelt eksemplarer af protokollerne på verdenskonferencen mod racisme i 2001. Bogen blev solgt under konferencen i det udstillingstelt, der var opstillet til uddeling af antiracistisk litteratur.

Derimod har personer i regionen offentligt hævdet, at The Protocols of the Elders of Zion er en forfalskning, f.eks. den tidligere stormufti af Egypten Ali Gomaa, der indgav en officiel klage ved retten over en udgiver, der fejlagtigt havde sat sit navn på en indledning til den arabiske oversættelse.

Samtidige konspirationsteorier

Protokollerne er fortsat bredt tilgængelige rundt om i verden, især på internettet.

Protokollerne anses i vid udstrækning for at have haft indflydelse på udviklingen af andre konspirationsteorier og dukker gentagne gange op i nutidig konspirationslitteratur. Begreber, der er afledt af Protokollerne, omfatter påstande om, at de “jøder”, der beskrives i Protokollerne, er et dække for Illuminati, frimurerne, Priory of Sion eller, ifølge David Icke, “ekstradimensionale væsener”. I sin bog “And the truth shall set you free” (1995) hævder Icke, at Protokollerne er ægte og nøjagtige.