En åbenlys forskel mellem Sovjetunionen og Rusland er, at den sovjetiske regeringselite omfavnede marxismen-leninismen og dens mål om verdensrevolution. Rusland i dag er ikke en messiansk magt. Dets økonomiske system er en ret banal variant af korrupt kammeratkapitalisme, ikke en rigid statssocialisme. Det politiske system er et konservativt autokrati med aspekter af et manipuleret demokrati, ikke et enpartidiktatur, der ikke tåler nogen som helst uenighed.

Rusland er næppe et demokrati i vestlig stil, men det er heller ikke en fortsættelse af Sovjetunionens forfærdeligt brutale totalitarisme. Faktisk er landets politiske og sociale filosofi helt anderledes end dets forgængeres. F.eks. havde den ortodokse kirke ingen nævneværdig indflydelse i sovjettiden – hvilket ikke var overraskende i betragtning af kommunismens officielle ateismepolitik. Men i dag har den ortodokse kirke en betydelig indflydelse i Putins Rusland, især på sociale spørgsmål.

Summarum er, at Rusland er en konventionel, noget konservativ magt, hvorimod Sovjetunionen var en messiansk, totalitær magt. Det er en ret stor og væsentlig forskel, og USA’s politik må afspejle denne erkendelse.

En lige så afgørende forskel er, at Sovjetunionen var en global magt (og i en periode vel at mærke en supermagt) med globale ambitioner og tilsvarende kapacitet. Den kontrollerede et imperium i Østeuropa og dyrkede allierede og klienter rundt om i verden, herunder på så fjerne steder som Cuba, Vietnam og Angola. Sovjetunionen konkurrerede også intenst med USA om indflydelse i alle disse områder. Omvendt er Rusland blot en regional magt med en meget begrænset ekstraregional rækkevidde. Kremls ambitioner er i høj grad fokuseret på det nære udland og har til formål at forsøge at blokere NATO’s (Den Nordatlantiske Traktatorganisations) krybende bevægelse mod øst og den amerikansk ledede indtrængen i Ruslands centrale sikkerhedszone. Orienteringen synes langt mere defensiv end offensiv.

Det vil være vanskeligt for Rusland at gennemføre andet end en meget geografisk begrænset ekspansionistisk dagsorden, selv hvis det har en sådan. Sovjetunionen var verdens økonomiske magt nummer to, kun overgået af USA. Rusland har en økonomi på nogenlunde samme størrelse som Canadas og er ikke længere rangeret selv i den globale top ti. Det har også kun tre fjerdedele af Sovjetunionens territorium (hvoraf en stor del er det næsten tomme Sibirien) og knap halvdelen af befolkningen i det gamle Sovjetunionen. Som om det ikke var nok, er denne befolkning skrumpende og er ramt af et udvalg af folkesundhedsproblemer (især grasserende alkoholisme).

Alle disse faktorer burde gøre det indlysende, at Rusland ikke er en troværdig rival, endsige en eksistentiel trussel, mod USA og dets demokratiske system. Ruslands magt er en bleg skygge af Sovjetunionens. Den eneste uformindskede kilde til indflydelse er landets betydelige atomvåbenarsenal. Men selv om atomvåben er det ultimative afskrækkende middel, er de ikke særlig nyttige til magtprojektion eller krigsførelse, medmindre den politiske ledelse ønsker at risikere nationalt selvmord. Og der er ikke noget som helst bevis for, at Putin og hans oligarkers støtter er selvmordstruede. Tværtimod synes de at være optaget af at akkumulere stadig større rigdom og frynsegoder.

Finalt set overlapper Ruslands sikkerhedsinteresser faktisk i høj grad med USA’s – især hvad angår ønsket om at bekæmpe radikal islamisk terrorisme. Hvis USA’s ledere ikke insisterede på at føre en provokerende politik, såsom at udvide NATO til Ruslands grænse, underminere mangeårige russiske klienter på Balkan (Serbien) og i Mellemøsten (Syrien) og udelukke Rusland fra vigtige internationale økonomiske institutioner som G-7, ville der være relativt få tilfælde, hvor vitale amerikanske og russiske interesser kolliderer.

Der er behov for et grundlæggende skift i USA’s politik, men det kræver en større ændring i USA’s nationale psykologi. I mere end fire årtier så amerikanerne (og fik at vide, at de skulle betragte) Sovjetunionen som en dødelig trussel mod nationens sikkerhed og dens mest værdsatte værdier som frihed og demokrati. Desværre fandt der ikke nogen mental omlægning sted, da Sovjetunionen blev opløst, og et kvasi-demokratisk Rusland opstod som en af efterfølgerstaterne. Alt for mange amerikanere (herunder politiske ledere og beslutningstagere) opfører sig, som om de stadig står over for Sovjetunionen. Det vil være den ultimative tragiske ironi, hvis USA, efter at have undgået krig med en totalitær global modstander, nu snubler ind i en krig på grund af et forældet billede af og en forældet politik over for en konventionel, faldende regional magt. Men medmindre USA’s ledere ændrer både deres tankegang og deres politik over for Rusland, er dette resultat en meget reel mulighed.