For at holde udtværingen på et minimum, brugte jeg et stykke papir under min hånd, mens jeg tegnede. Jeg satte også et ark kalkerpapir på til at gå over tegningen, ligesom et “overlay”. Det skulle være med til at forhindre udtværing, når tegningen blev flyttet og transporteret rundt. Kalkerpapiret beskyttede også tegningen mod fingeraftryk og snavs.

Alle indledende skitser blev tegnet let, så vildfarne blyantstreger kunne viskes ud senere. Da jeg følte, at jeg havde tegnet ansigtet korrekt ind, begyndte jeg let at tilføje flere detaljer og skraveringer. Jeg dobbelttjekkede tegningen i spejlet (en god måde at se fejl på) med jævne mellemrum for at sikre mig, at der ikke var noget, der var gået galt.

Igennem hele tegningens forløb brugte jeg det æltede viskelæder til at lysne områder og slette fejl. Jeg brugte viskelæderet til at “klappe klappe klappe klappe” et område, der var blevet for mørkt. På den måde blev området lysere uden at smøre grafitten ud eller miste kvaliteten af blyantstregerne. Gummeret var også meget godt til at slette et område fuldstændigt uden at beskadige papirets overflade.

Tegningen skred fremad, efterhånden som jeg tilføjede flere detaljer og skygger. Alle skraveringer blev udført let i begyndelsen og blev derefter gradvist mørkere. Den skarpe spids på .05-blyanten holdt alle blyantstreger fine og små. På denne måde var jeg i stand til at bevare et “realistisk” og “detaljeret” udseende på tegningen.

Jeg tegnede ikke så mange detaljer i håret eller tøjet. Dette var et bevidst stilistisk valg. Fokuscentret er ansigtet, ikke håret og tøjet. Det er en fin detalje at have nogle løst gengivne områder, der lader blyantstregerne komme til syne. Det giver portrættet en fin “kunstnerisk” fornemmelse og minder os om, at det er en tegning og ikke et slavisk kopieret fotografi.

En detalje af øjet. Alle blyantstregerne er “skraverede”, ikke udtværet eller udtværet. Den blide krydsskravering giver portrættet et renere og pænere udseende. Det er meget lettere at kontrollere end udtværing. Små subtile detaljer er lettere at definere.

Hvis krydsskraveringsteknikken udføres med disse små, raffinerede blyantstreger, vil effekten se glat og endda fotorealistisk ud, når portrættet ses på normal afstand.

Hvis der anvendes “kontur”-linjer i forbindelse med krydsskravering, opstår der en subtil, men effektiv dimensionel effekt. Dette vil forstærke portrættets “realistiske” udseende.

Nærbillede af næse og mund. Dette er et forstørret billede – den oprindelige tegning er meget mindre.

Bemærk, at der er en subtil antydning af et “highlight” på næsetippen og et highlight på underlæben. Dette blev opnået ved forsigtigt at lægge en lys tone ned omkring disse højdepunkter. Med et så “detaljeret” portræt vil det meste af ansigtet blive gengivet som en lys grå farve, så sådanne “højdepunkter” vil fremgå.

Når man ser det i “normal” størrelse, vil de fleste af disse lette blyantstreger med krydsskravering ikke være særlig synlige. Men krydsskraveringsteknikken er ikke uinteressant, og den behøver ikke at være skjult, eller skjult.

Tegningen blev udført over en periode på tre dage. Jeg tegnede ind og lavede det meste af gengivelsen af ansigtet på en aften (måske 4 – 5 timer). Kun de mørkeste mørke toner var endnu ikke renderet den første aften. Den næste aften finjusterede og rettede jeg nogle detaljer ud. Dette tog ca. 1 time. Den tredje aften finpudsede og rettede jeg tegningen endnu en gang. (Endnu en time eller deromkring.) Vær opmærksom på, at nogle portrætter vil tage meget længere tid at færdiggøre. Det afhænger af tegningens størrelse, posens kompleksitet, og hvor meget tegnepraksis kunstneren har. Jo mere øvelse du lægger i det, jo hurtigere bliver du.

Den faktiske tid, det tog (i samlede timer) at færdiggøre tegningen, er ikke så vigtig som de dage, det tog at erklære den “færdig”. Jeg har altid brug for at vente et par dage før jeg endelig anser ligheden for at være OK. Det er ikke problemet at få portrættet tegnet og gengivet – det kan gøres på et par timer. At fange det flygtige billede kræver mere tid og objektivitet. Bare fordi tegningen er mere eller mindre i “proportioner”, betyder det ikke, at ligheden er der endnu.

Det er næsten umuligt for mig at blive rigtig færdig med en tegning på én gang. Jeg er for tæt på motivet. Visse fejl og problemer “springer” mig bare ikke i øjnene, før jeg har “sovet på det”. Ligheden kan se ud til at være god, når jeg arbejder på tegningen, men om morgenen ser jeg alle mulige problemer. Derfor synes jeg, at det er at foretrække at lave en tegning over flere dage i stedet for at skynde mig og forsøge at gøre det hele færdigt på én gang.