I en bar i Washington, D.C., for ikke så længe siden, blev jeg overfaldet af en meget sød ung kvinde, der drak en Long Island. Vi udvekslede de sædvanlige spørgsmål for at lære dig at kende: Hvad hedder du, hvor kommer du fra, hvad er dine tanker om vejret. Mens jeg høfligt efterplaprede disse spørgsmål tilbage til min samtalepartner, gik jeg ind i et velplanlagt snigangreb:

Mig: Hvor kommer du fra?
Hun: Jeg er amerikaner.
Mig: Hvilken stat?
Hun: Columbia.
Mig: Så, South Carolina?
Hun: Nej. Colombia, Sydamerika.

Min nye colombianske veninde skældte mig ud for at have misfortolket “amerikansk”. Var jeg ikke klar over, belærte hun mig, hvor uretfærdigt, imperialistisk og USA-centrisk det er for amerikanere at stjæle udtrykkene “Amerika” og “amerikaner” for at henvise specifikt til deres land og dem selv? Hun var amerikaner, hævdede hun. Jeg er tilsyneladende også amerikaner, men kun i det omfang, jeg bor på dette kontinent.

Jeg tænkte ikke meget over det – folk har ret til deres forvirrende meninger – indtil en veninde for et par uger siden klagede over, at hun havde fået en lignende formaning af en costaricaner under et krydstogt. Jeg spurgte nogle latino-venner om det, og de rapporterede alle, at de personligt mener, at det er upassende for amerikanere at kalde sig “amerikaner”, eller i det mindste kender andre latinoer, der mener det. Amerikanerne er blevet angrebet på denne front i årtier. “Som alle ved, bliver amerikanernes ret til at blive kaldt sådan ofte anfægtet, især i Latinamerika”, skrev den amerikanske journalist H.L. Mencken i 1947.* I dag fortsætter kampen ikke kun på barer, men også på internettet. En Facebook-gruppe med 1.800 likes forsikrer på nettet, at Amerika er et kontinent og ikke et land. Wikipedia-redaktører har kæmpet om det. På urbandictionary.com er den bedste definition af “Amerika”: “Et land, der uden tvingende grund kræver navnet på et helt kontinent for sig selv alene.”

Så lad mig sige på vegne af alle amerikanere til anti-“amerikanere” overalt: Vi vil ikke holde op med at bruge “Amerika”. Vi bør ikke stoppe. Kom over det.

Det er sandt, at “Amerika” er et ufuldkomment ord. Dets overlappende og inkonsekvente konnotationer betyder, at det i værste fald er forvirrende i sin tvetydighed og i bedste fald en irriterende påmindelse om sprogets inkonsekvens. Normalt kan konteksten fortælle dig, hvornår en person taler om resten af kontinentet i stedet for om USA, men indrømmet, det faktum, at det kan gå begge veje, virker noget uelegant. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, ville jeg lege sproglig kong Salomon og dele ordet i to og give “Ameri” til kontinentet og “Ca” til landet. Det kan jeg dog ikke, og en mild irritation er ikke grund nok til at bygge en tidsmaskine eller dræbe en århundredgammel tradition.

Det er dog ikke kun sproglig ineffektivitet, der har indbragt mig en belæring under trivia-aftenen på baren. Det er noget dybere. Som min colombianske ven fortalte mig, er det jingoistisk, ja, ligefrem imperialistisk, at amerikanere kalder USA for “Amerika” – som om USA ejer hele kontinentet.

Jeg er ikke typen, der bagatelliserer betydningen af ord, og hvordan vi bruger dem. Den måde, vi bruger ord på, påvirker den måde, vi tænker på, og et ords fremgang og tilbagegang, som f.eks. et racistisk eller homofobisk skældsord, både afspejler og forstærker sociale forandringer. Lad os se det i øjnene: Nogle traditioner fortjener at dø. Det er derfor, at Slate for nylig ændrede sin redaktionelle politik vedrørende det lokale professionelle fodboldhold.

I modsætning til sådanne skældsord er det dog ikke ondsindet, at amerikanere kalder USA for “America”. Ganske vist afspejler denne praksis tilfældigvis USA’s verdensmagt. Men John Adams brugte “America” til at betegne “USA” i sin første indsættelsestale, længe før nationen fremstod som en verdensmagt.

Uanset hvad, hvis det er antiimperialistiske følelser, der driver colombianerne til at belære mig om dette, ville det være bedst, hvis vi alle skiltes helt fra “Amerika”. Selve ordet er en import fra Europa, baseret på det latinske navn på opdagelsesrejsende Amerigo Vespucci. Vi kunne lige så godt omdøbe både kontinentet og landet ved at bruge nogle gamle aztekiske ord.

Den kedelige sandhed er, at amerikanere, der bruger “Amerika”, ikke er imperialistiske og jingoistiske. Det er bare intuitivt og bekvemt, og selv om det irriterer nogle sydamerikanere (og højst sandsynligt også nogle canadiere og mexicanere), skader det ingen. Det er rigtigt, at det viser, at amerikanerne ikke ofte tænker på hele det amerikanske kontinent som en sammenhængende geopolitisk enhed på samme måde som de tænker på Europa. Det er dog ikke, fordi de afviser Latinamerika. Det er fordi Chile aldrig har invaderet Grønland, og Canada har ikke bombet Argentina. Ideen om “Amerika” som et kontinent har ikke mange praktiske anvendelser ud over fodboldturneringer og pladetektonik.

Alligevel er der på en eller anden måde nogle amerikanere, der er blevet vendt på dette spørgsmål. “Hvorfor dette udtryk ‘Amerika’ er blevet repræsentativt som navnet på disse Forenede Stater i ind- og udland, kan jeg ikke huske,” skrev Frank Lloyd Wright engang. Han foreslog, at amerikanerne skulle bruge “Usonia” og “Usonian” i stedet for “America” og “American”. (På esperanto hedder USA “Usono”)

“Usonia” og andre lignende navne som “Columbian”, “Columbard”, “Fredonian”, “Frede” og “Colonican” har aldrig vundet indpas, og det vil de heller aldrig gøre. Ingen bør forvente, at amerikanerne vil tage et navn til sig, der ligger så langt fra deres lands egentlige navn. Argentinerne kunne lige så godt kalde deres land “Argonia”, for “Argentina” fornærmer mig. Måske kan amerikanerne beslutte sig for altid at bruge den fulde titel. “Amerikas Forenede Stater” har meget at byde på. Dens længde og kadence giver den en vis alvor, som man kan føle, hvis man husker at have sunget troskabsløftet i folkeskolen. Det er også en mundfuld af en formalitet, og i modsætning til “America” er det ikke så markant, at det optræder i hvert eneste stykke musik, poesi og retorik, som amerikanerne producerer. Lad os forestille os nogle sangtekster med det:

United States of America, the beautiful …
United States of American woman, listen what I say …
They’re coming to the United States of America … TODAY!

I mellemtiden er det kortere “United States” eller “U.S.” alene bare en åndeløs, generisk fabrikation, der er nyttig af hensyn til kortfattethed i nyhedsrapporter, men ellers meningsløs. Det reducerer landet til dets abstrakte politiske arrangement. Det er som en brasilianer, der siger: “Hej, jeg er fra den føderative republik.” Af hvad? Hvorfra? “Amerika” begrunder “De Forenede Stater” til det specifikke, virkelige eksempel på disse forenede stater, her.

Det mere presserende spørgsmål er dette: Hvis amerikanerne skal droppe “Amerika” i folkemunde, hvad skal amerikanerne så kalde sig selv, hvis ikke “amerikanere”? Den løsning, der altid synes at dukke op, er “United Statesian”. Tager du pis på mig? “Statesian” lyder som parseltongue, vækker hjemsøgende minder om min lispel fra fjerde klasse og forvandler spidse filmkritikker om amerikansk kultur til lovgivningsmæssige dramaer:

Statesian Graffiti
Statesian Psycho
Statesian History X

Jeg kalder mig selv “United Statesian”, når min veninde fra Republikken Colombia kalder sig selv “republikaner”, for at undgå forveksling med Columbia, South Carolina. Til alle kritikere af “Amerika” som USA: Jeg ved godt, at situationen ikke er ideel. Jeg ved, at forfatningen egentlig burde lyde “United States of Some Parts of America Plus Hawaii”, men sådan lyder det ikke, og at belære amerikanerne om det på krydstogter er ikke bare meningsløst, men også uretfærdigt. Amerikanerne har kaldt deres land for “Amerika” i mere end to århundreder. De vil og bør fortsætte. De skal tage sig af det.

*Korrektion, 19. august 2013: Denne artikel angav fejlagtigt det år, hvor H.L. Mencken skrev om udtrykket “amerikaner”. (Tilbage til den korrigerede sætning.)