Meget af Habermas’ arbejde har været en reaktion på hans forgængere i Frankfurterskolen. Den kommunikative rationalitet kan f.eks. ses som et svar på kritikken af oplysningstidens fornuft udtrykt i Max Horkheimer og T.W. Adornos Oplysningens dialektik. Horkheimer og Adorno havde hævdet, at oplysningstiden så en bestemt form for rationalitet forankret som dominerende i den vestlige kultur, den instrumentelle fornuft, som kun havde gjort det muligt at manipulere naturen og menneskene selv mere effektivt og hensynsløst. Habermas’ form for kritisk teori har til formål gennem analysen af positive potentialer for den menneskelige rationalitet i sproget at genopdage muligheden for en kritisk form for fornuft, der kan føre til refleksion og undersøgelse af ikke blot objektive spørgsmål, men også spørgsmål om sociale normer, menneskelige værdier og endog æstetiske udtryk for subjektivitet.

Habermas’ tidligere værk, The Structural Transformation of the Public Sphere, foregriber hans bekymring for argumentation og kan med tilbagevirkende kraft læses som et historisk casestudie af vesteuropæiske samfund, der institutionaliserer aspekter af kommunikativ handling i den politiske og sociale sfære. Habermas bemærker fremkomsten af institutioner for offentlig debat i især Storbritannien og Frankrig i slutningen af det 17. og 18. århundrede. I disse nationer blev informationsudveksling og kommunikationsmetoder, der blev udviklet af kapitalistiske købmænd, tilpasset til nye formål og blev brugt som en mulighed for offentlig brug af fornuft. Begrebet om kommunikativ rationalitet i den offentlige sfære er derfor i høj grad forbundet med Immanuel Kants formulering af den offentlige brug af fornuften i What is Enlightenment? Habermas hævder, at borgerskabet, der deltog i denne begyndende offentlighed, universaliserede de aspekter af deres klasse, der gjorde det muligt for dem at præsentere den offentlige sfære som inkluderende – han går endda så langt som til at sige, at en offentlighed, der opererer efter principper om eksklusivitet, slet ikke er en offentlighed. Det fokus på demokratiets fundamenter, der blev etableret i dette værk, blev overført til hans senere undersøgelse i The The Theory of Communicative Action, at en større demokratisering og en reduktion af barrierer for deltagelse i den offentlige diskurs (hvoraf han identificerede nogle af dem i oplysningstidens første offentlighed) kunne åbne døren til en mere åben form for social handling. Skiftet fra et mere marxistisk fokus på diskursens økonomiske grundlag i Structural Transformation til et mere “superstrukturelt” fokus på sprog og kommunikation i Theory of Communicative Action signalerer Habermas’ overgang til en postmarxistisk ramme.