ABSTRACT

Artiklen indeholder en kritik af den fremherskende forståelse af forholdet mellem neoliberalisme og den klassiske liberalisme fra det nittende århundrede i moderne international politisk økonomi (IPE) og tilbyder en omdefinition inspireret af Polanyi og Gramsci. Inden for kritiske IPE-undersøgelser er der opstået en konsensus om, at neoliberalismen ikke kan reduceres til et simpelt forsøg på at rulle økonomien tilbage og slippe de frie markedskræfter løs. Denne indsigt er imidlertid baseret på en kontrast mellem neoliberalisme og en klassisk liberalisme, dvs. et simpelt forsøg på at gennemføre netop denne naive laissez-faire-ideologi. I modsætning hertil argumenterer denne artikel for, at 1800-tallets liberalisme også er kendetegnet ved en aktiv brug af statslig og lovgivningsmæssig magt. Gennem en historisk undersøgelse af to sager fra det nittende århundredes Storbritannien, nemlig fattiglovsreformen og guldstandarden, vil artiklen argumentere for, at statslig handling spillede en central rolle selv under laissez-faire-liberalismens storhedstid. Med udgangspunkt i Polanyis diktum om, at “laissez-faire var planlagt”, vil denne genundersøgelse pege på et behov for at udvikle en mere nuanceret forståelse af forskellene mellem økonomisk teori, ideologi og praktisk politik samt pege i retning af en generel nyfortolkning af statens rolle i den liberale økonomiske ideologi.