Struktur og funktion

I den voksne person mødes axonerne fra omkring 1,2 millioner retinale ganglieceller ved synsskiven og danner synsnerven. Den optiske disk er blottet for fotoreceptorer og danner derfor en blind plet i hvert øjes synsfelt. Ved synsskiven forlader synsnervefibrene øjet gennem åbninger i sclera, den såkaldte lamina cribrosa. De retinale gangliecelleaxoner forbliver umyeliniserede, indtil de passerer lamina cribrosa. Dette er en fordel, da myeliniserede fibre i nethinden ville forstyrre det indkommende lys’ vej. Den optiske nerve, der ledsages af den oftalmiske arterie, trænger ind i det knoglede kranium gennem det optiske foramen og bevæger sig i den optiske kanal for at nå frem til den midterste kraniale fossa. I den midterste kraniale fossa ligger det optiske chiasma.

Optiske nerver fra begge øjne mødes ved det optiske chiasma og danner de optiske baner. Ved det optiske chiasma dekalerer (krydser) de nasale retinalfibre fra hver synsnerve ind i den kontralaterale optikusbane, mens de temporale retinalfibre forbliver i den ipsilaterale optikusbane. De nasale retinalfibre videresender sensorisk information fra det temporale synsfelt i det tilsvarende øje. De temporale retinalfibre videresender sensorisk information fra det nasale synsfelt i det tilsvarende øje. Derfor videregiver de optiske baner sensoriske oplysninger fra de kontralaterale synsfelt. F.eks. videregiver de højre synsbaner sanseinformation fra det venstre synsfelt. Inden de optiske baner dannes, vil nogle af nervefibrene fra hvert øje også bevæge sig overordnet for at synapsere i SCN, der er placeret i hypothalamus. Dette synaptiske input påvirker den cirkadiske rytme, der styres af SCN.

Størstedelen af de optiske banefibre synapserer i LGN i thalamus. En lille gruppe af fibre synapserer i den pretektale kerne i mellemhjernen for at initiere pupillær lysrefleksen. En anden lille gruppe af fibre synapser i den overlegne colliculus for at påvirke øjenbevægelser som reaktion på miljømæssige stimuli, f.eks. lyde og bevægelser. Axoner fra LGN danner de optiske radiationer, også kendt som geniculokalkarinbanerne. De optiske radiationer findes bilateralt og er opdelt i overlegne og nedre divisioner. Den overlegne division (Baum’s loop) består af fibre fra den overlegne nethinde, der videresender sensorisk information fra det underliggende synsfelt. Den nedre deling (Meyers loop) består af fibre fra den nedre retina, der videresender sensoriske informationer fra det øvre synsfelt. Begge dele ender i den primære visuelle cortex, der ligger omkring sulcus calcarine i occipitallappen. Visuel information behandles i den primære visuelle cortex og analyseres yderligere gennem visuelle associationsområder i CNS.

Pupillær lysrefleks

Optikusnerven er den afferente gren for pupillær lysrefleksen. Når der kommer lys ind i øjet, bliver fotoreceptorerne stimuleret og viderebringer signalet til de retinale ganglieceller. De nasale retinalfibre videresender stimulus til den kontralaterale pretektale kerne, og de temporale retinalfibre videresender stimulus til den ipsilaterale pretektale kerne. Fibrene fra begge pretektale kerner aktiverer neuroner i Edinger-Westphal-kernen bilateralt, hvilket igangsætter den efferente del af refleksen. Axonerne af disse præganglionære parasympatiske neuroner bevæger sig langs periferien af den oculomotoriske nerve (CN III) og innerverer ganglien ciliær. De postganglionære parasympatiske axoner fra det ciliære ganglion danner de korte ciliærnerver. De korte ciliærnerver stimulerer sphincter pupillae til at trække sig sammen og forårsager miosis. På grund af den bilaterale aktivering af både de pretektale kerner og Edinger-Westphal-kernerne vil stimulering af det ene øje med lys medføre pupilforsnævring i det ipsilaterale øje (direkte respons) samt pupilforsnævring i det kontralaterale øje (konsensusrespons).

Accommodationsrefleks

Accommodationsrefleksen initieres ved en overgang af fokus til et nært objekt. Synsnerven er den afferente gren af denne refleks. I modsætning til pupillærlysrefleksen skal en afferent stimulus sendes videre gennem synsbanen og nå frem til den primære visuelle cortex og de visuelle associationsområder. Neuronerne i synsassocieringsområderne udløser den efferente del af refleksen ved at stimulere Edinger-Westphal-kernen og den oculomotoriske kerne, der er placeret i mellemhjernen. I lighed med pupillelysrefleksen skyldes pupilforsnævring aktiveringen af det tidligere beskrevne system med to neuroner. Ud over stimuleringen af sphincter pupillae innerverer de korte ciliærnerver også ciliarmusklen. Kontraktionen af ciliarmusklen får zonularfibrene, der er knyttet til linsen, til at slappe af. Denne afslapning medfører, at den aksiale tykkelse øges, hvilket resulterer i en højere brydningsstyrke. Endelig er de somatiske fibre i de oculomotoriske nerver ansvarlige for stimuleringen af den mediale rectusmuskel. Kontraktion af den mediale rectusmuskel vil medføre adduktion af øjnene, og når dette falder sammen, opnås konvergens. Akkommodationsrefleksen er således en kombination af miosis, en stigning i linsens refraktionsevne og konvergens.