UMBERTO I (1844-1900; regerede 1878-1900), konge af Italien.

Umberto blev født den 14. marts 1844 og fik rang af kaptajn på sin fjortende fødselsdag. Han havde en række militære kommandoer fra oktober 1862 og var med i kamp ved Custoza mod Østrig i 1866. Han giftede sig med sin kusine Margherita, datter af Ferdinand, hertug af Genova, den 22. april 1863. Umberto blev konge af Italien, da hans far, Victor Emmanuel II, døde den 9. januar 1878. I modsætning til sin fars eksempel ignorerede han arven fra huset Savoyen og tog titlen Umberto I i stedet for Umberto IV. Blot ti måneder efter at han havde overtaget tronen, forsøgte anarkisten Giovanni Passanante at stikke ham ned (17. november 1878). Umberto slap uskadt, men toogtyve år senere lykkedes det en anden anarkist at dræbe ham.

Kong Umberto arvede udfordringerne med at etablere infrastruktur, love og institutioner for den nyligt forenede italienske stat og sikre dens plads blandt de europæiske stormagter. Politisk fraktionalisme og de belastninger, som den økonomiske modernisering medførte, skabte stigende spændinger og tumult i løbet af hans regeringstid. For at gøre monarkiet populært rejste Umberto meget rundt i Italien, og han besøgte jævnligt steder, hvor jordskælv, oversvømmelser og epidemier fandt sted for at trøste ofrene. Hans bestræbelser på at skabe kontakt med folket indbragte ham betegnelsen “den gode konge”. Men Umberto begrænsede ikke sine pligter til ceremonier. Han spillede en rolle i at vende Italien væk fra Frankrig og hen imod en alliance med Tyskland og Østrig-Ungarn, idet han brugte sine personlige bånd til andre monarker til at bane vejen for det. Han opmuntrede også Italiens imperialistiske ambitioner i Afrika.

Kongens rolle i indenrigspolitikken gav anledning til kontroverser på det tidspunkt og i historiske vurderinger af hans regeringstid. Han accepterede en række svage kabinetter ledet af premierministre fra venstrefløjen, herunder Agostino Depretis, Benedetto Cairoli og Francesco Crispi. I 1890’erne stod disse regeringer over for utilfredshed i landbruget og byerne og socialisternes voksende magt. Foruroligede industrimænd og godsejere støttede ophævelsen af forfatningsmæssige garantier for at håndhæve den offentlige orden. I en kontekst med hurtigt svingende flertal og svage kabinetter tillod Umberto premierministrene at lovgive ved kongeligt dekret. Parlamentets vedvarende svaghed fik indflydelsesrige lovgivere som Sidney Sonnino til at opfordre til en tilbagevenden til endnu stærkere kongelig autoritet.

I 1898 intensiverede de høje brødpriser den folkelige uro, og i maj brød et oprør ud i Milano. Regeringen indførte undtagelsestilstand, og general Fiorenzo Bava Beccaris genoprettede ro og orden med betydelige tab af civile menneskeliv til følge. På trods af socialisternes, republikanernes og anarkisternes forargelse erklærede kongen den 9. juni 1898 sin taknemmelighed over for soldaterne, udmærkede Bava Beccaris for fortjeneste og udnævnte ham til senator (16. juni). I håb om en fast regering udnævnte han derefter en militærmand, general Luigi Pelloux, til premierminister. Pelloux ophævede undtagelsestilstanden og forelagde parlamentet forslag, der indskrænkede presse-, møde- og foreningsfriheden. Da deputerede fra venstrefløjen forsøgte at lægge hindringer i vejen for deres vedtagelse, suspenderede Pelloux parlamentets session (22. juni 1899) og indførte lovene om offentlig orden ved dekret (28. juni 1899). Det følgende år annullerede domstolene dekreterne, og nye valg (3. juni og 10. juni 1900) gav et flertal, der var gunstigt for regeringen. Pelloux trådte alligevel tilbage, og kongen udnævnte den moderate Giuseppe Saracco til at erstatte ham.

Denne “liberale vending” gjorde en ende på de konservative bestræbelser på at omgå parlamentet og revitalisere regeringen ved at styrke den kongelige magt. Efter nogle historikeres opfattelse havde Umberto støttet, hvad der svarede til et lovligt statskup under krisen omkring århundredeskiftet. Andre kritiserer hans passivitet over for den parlamentariske svaghed og de autokratiske initiativer fra politikere som Crispi. Da han indviede det nye parlament den 16. juni 1900, understregede Umberto sin hensigt om at fastholde den forpligtelse, som han havde indledt sin regeringstid med: forsvaret af de forfatningsmæssige frihedsrettigheder. Seks uger senere, den 29. juli 1900, dræbte Gaetano Bresci, en silkearbejder og anarkist, Umberto i Monza, idet han proklamerede, at fornyelsen af Italien begyndte med at fjerne dets symbolske hoved. Bedømmelserne af Umberto varierer, og mens få krediterer ham for at have reddet monarkiet eller beskylder ham for at have ødelagt det, er de fleste enige om, at hans handlinger gav anledning til en alvorlig diskussion af dets fortjenester.

Se ogsåItalien; Victor Emmanuel II.

bibliografi

Primærkilder

Farini, Domenico. Diario di fine secolo. Redigeret af Emilia Morelli. Rom, 1961. Giver et indblik i det politiske liv fra en nær rådgiver for kong Umberto.