Prædiktionsserie: Apati – hvem bekymrer sig?

• Hæver du dine forpligtelser? – Malakias 2
• Hvordan behandler du Gud? – Malakias 3
• Prædiktion: Hvad er din beslutning? – Malakias 3-4

Skrifter: Malakias 3:6-12

Introduktion

Titlen fangede min opmærksomhed: “Vores kirke blev plyndret for nylig”. I den efterfølgende historie stod der:

“Vi er taknemmelige for, at ingen kom fysisk til skade, men det vil tage noget tid, før tingene er tilbage til det normale. Det er klart, at mere end én person er ansvarlig – faktisk kan der faktisk være mange personer, der har været medvirkende til forbrydelsen. Der er to ting, der er mest uheldige ved røveriet – den ene er, at vi ikke har nogen garanti for, at det ikke sker igen, og det er en smule uhyggeligt! Det andet uheldige element er, at vi er sikre på, at de, der har begået røveriet, er medlemmer af vores kirke. Det er slemt nok at vide, at der er sket et tyveri, men det er virkelig svært at forestille sig, at erklærede kristne rent faktisk ville stjæle fra Gud og hans kirkes tjenester. Vi kan bestemt håbe, at alle, der har deltaget i denne handling, vil omvende sig og tilbagebetale det, der er blevet taget. Det forlyder, at nogle af de stjålne penge er blevet brugt til ferier, biler, både, designertøj, sportsudstyr, boliger og endda til at spise ude. Vi har ikke en komplet liste over alle de mistænkte, men der er en trøst i at vide, at Gud har det.

“Du har ikke læst om dette i aviserne, og det kommer du forhåbentlig heller ikke til. Jeg er klar over, at nogle af jer vil være uenige, men det ville være vanskeligt at få en dom i retten i betragtning af den smarte måde, som røveriet blev udført på. De er sikkert også interesseret i, hvor meget der blev stjålet. Beløbet er ubestemt, men overstiger i hvert fald mange tusinde dollars.

“I øvrigt skete røveriet i fuld offentlighed i kirken under søndagsgudstjenesten. Det skete, mens offertallerknerne blev passeret under søndagsskolen og gudstjenesten. Det skete også, da folk, der ikke kom, simpelthen ikke gav Herrens tiende.”

Menneskene på Malakias’ tid havde behandlet Gud dårligt ved at stjæle fra ham. De var blevet trætte af Gud. Deres tilbedelse var blevet fra relationel til rituel tilbedelse. Som et resultat heraf ofrede de plettede ofre (1:6-14); præsterne var blevet utro (2:1-9); skilsmisse var almindeligt og let (2:10-17); deres ord trættede Gud (2:17); forretningsmænd bedrog deres arbejdere, snød deres kunder og udnyttede enker, forældreløse børn og fremmede (3:1-5).

Men den mest uhyrlige behandling af Gud var, at de røvede Gud (3:6-12). Hvordan? Ved at tilbageholde deres tiende, ved at give det værste i stedet for det bedste, ved at give det mindste og ikke det meste. Deres holdning var: “Hvor lidt kan jeg give og stadig gøre Gud tilfreds?”

Folket proklamerede deres uskyld, men Malakias fremlagde som en anklagemyndighed beviserne for at underbygge anklageskriftet.

Fem udsagn skiller sig ud for mig i dette afsnit.

I. Tienden er et minimum

“‘Vil et menneske røve Gud? Men I røver mig!’ I spørger: ‘Hvordan røver vi dig?’ ‘Ved ikke at betale tienden og bidragene'” (Mal. 3:8). Tiende kommer fra et hebraisk ord, der betyder en tiendedel. Hvis du tjener 100 dollars i dag, vil en tiendedel være 10 dollars. Det er simpel matematik.

Det bliver mere kompliceret, for i den gammeltestamentlige lov var der faktisk tre tiendedele. Den, som Malakias henviste til, var til præsterne. En anden tiende hjalp til at fejre den årlige hellige fest. Folket brugte disse midler til at holde en fest til ære for Gud. Og så hvert tredje år gav folket yderligere ti procent til at hjælpe de fattige. Når man lægger det sammen, svarer det til omkring 23 procent af en husstands indkomst.

Den tiende har altid været gulvet, ikke loftet, for at give til Guds arbejde. Med andre ord, tiende er det sted at begynde, ikke det sted at slutte, når det gælder om at støtte Guds virksomhed i riget.

Larry Burkett sagde: “Så vidt jeg kan se, har Gud aldrig bedt nogen om mindre end ti procent. Men hvis det generer nogen, kan jeg ikke se nogen grund til, at de ikke kunne give dobbelt så meget, hvis de ønskede det.” (How to Manage Your Money, 9/15/90, s. 3)

I dag bruges udtrykket tiendebetaling desværre ofte fejlagtigt om alle gaver. Folk taler om at “give tiende” halvtreds dollars, når de tjener 2.000 dollars om måneden (hvoraf en tiendedel er to hundrede dollars, ikke halvtreds). Hvis du giver 2 procent eller 4 procent af din indkomst, er det en donation, men ikke en tiende.

Den tiende blev anerkendt som Guds. Vi bør altid omtale den som Guds tiende, ikke min tiende. Folk i Det Gamle Testamente gav ikke tiende, men betalte den tilbage til Ejeren af alle ting. I Bibelen tales der sjældent om at give en tiende, men snarere om at “tage”, “give” eller endog “betale” tiende. Der er aldrig nogen, der har sagt: “Jeg føler mig foranlediget til at give tiende”. Tienden var eksplicit og objektiv. Den krævede ingen reaktion fra hjertet. Den var forventet. Punktum. Offergaver derimod (vi kan bruge besiddelsespronomenet “min” i forbindelse med dem, da de er frivillige) blev givet af hjertet, når de blev berørt af Guds nåde.

II. Forbandelsen kom fra ulydighed (v. 9)

“I lider under en forbandelse, men I – hele nationen – berøver mig stadigvæk” (Mal. 3:9). Det Gamle Testamente blev skrevet til nationen Israel. Gud henvendte sig til nationen. Fordi Guds folk har berøvet ham, har de lagt en forbandelse over hele nationen. Det har de gjort mod dem selv.

I skuespillet “Testamentet” af James Barrie besøger et nygift par en advokat for at lave et testamente. Gommen havde lige arvet nogle penge. Han insisterede kærligt på, at det hele skulle gå til hende. Konen protesterer: “Nej, lad os inkludere dine fætre og kusiner og det rekonvalescenthjem, der var så sød mod din mor.” Og det gjorde de så. Da de gik, sagde advokaten til dem: “I er usædvanlige mennesker, der er så gavmilde. Vær sød ikke at ændre jer.”

20 år senere kom de til at lave endnu et testamente. Boet er nu betragteligt. De bøvler med at efterlade kusinerne i testamentet og skærer konvalescenthjemmet ud. Hver af dem taler om pengene som “mine penge, min ejendom”. Så, tyve år senere, kommer manden alene. Hans kone er død. Hans børn er blevet forkælede. Han kan ikke komme i tanke om nogen at efterlade sine penge til. Han siger: “Jeg vil ikke have, at min familie skal have dem. Her er en liste over seks mænd, som jeg har kæmpet og slået for at få mine penge. Giv dem dem dem, og lad dem få forbandelsen over dem.”

Husk, delvis lydighed er ingen lydighed. Ingen har gavn af en tiende, som han eller hun holder på.

Men vi må gøre én ting helt klart: Selv om der er åndelige og økonomiske konsekvenser ved at undlade at give til Gud, må vi aldrig begå den fejl at tro, at vi vil blive “forbandet”, hvis vi ikke har givet tiende. “Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os, for der står skrevet: Alle, der hænger på et træ, er forbandede” (Gal. 3:13 HCSB). Vi hviler i den nye pagt, som Kristus har indledt med sit blod. Han befriede os fra den forbandelse, det var at holde loven. Og det er på grund af det, han gjorde for os, at vi villigt og med glæde skal adlyde.

III. Forrådshuset repræsenterer Guds værk (v. 10)

“Bring den fulde tiendedel ind i forrådshuset, så der kan være mad i mit hus” (Mal. 3:10). I Israel bragte folket deres tiende af korn, oliven, vin og kød til at blive opbevaret i templet. Disse varer gav underhold til præsterne og leviterne, dem, der tjente Gud i kaldsøjemed, da de ikke havde andre jobs. Varerne opfyldte også behovene hos de fattige i samfundet. Og for det tredje dækkede disse varer udgifterne til tempeldriften.

Givning har altid været Guds måde at finansiere sin kirke på. Gud har aldrig haft til hensigt, at kirken skulle finansieres ved hjælp af bingo og tombolaer. Han forventede, at hans folk skulle vende tilbage for at støtte kirken med en del af deres indkomst.

Lad mig tage en lille omvej her. Formålet med tienden er at støtte Guds arbejde, men det primære formål med tienden er at sætte Gud først i vores liv. Tienden var ikke en legalistisk bestemmelse. Den var mere end den gammeltestamentlige indkomstskat. Gud havde et særligt formål med at bede om tienden. Det var for at lære sit folk at sætte ham først. “Hvert år skal du lægge en tiendedel til side af alle de produkter, der vokser på dine marker … for at du altid skal lære at frygte Herren din Gud” (5. Mosebog 14:22-23).

Når vi sætter Gud først i vores gave, vil han være først på alle områder af livet. Denne enkle sandhed er kernen i det at give. Vi betaler Gud først. Alt for mange vender denne proces om. Hvis der er noget tilbage, giver de noget til Gud. Det var det, der skete på Malakias’ tid. De gav Gud resterne, og som følge heraf berøvede de Gud.

IV. Prøven udfordrer Gud til at velsigne (v. 10)

“‘Prøv mig på denne måde, siger Hærskarers HERRE'” (Mal. 3:10). Gud udfordrede sit folk til at give i overensstemmelse med loven, så han kunne velsigne dem. Er du klar over, at dette er den eneste gang i Bibelen, hvor Gud stiller den slags udfordringer? Alt for ofte bliver vi hængt op på beløbet og går glip af løftet.

Det er forbløffende for mig, at folk, der stoler på Gud for deres frelse, deres evighed i himlen, ikke vil stole på Gud med deres økonomi. Hvad er logikken i det? Hvis vi kan stole på Gud med hensyn til vores evige skæbne, tror du så ikke, at vi kan stole på Gud med hensyn til vores karriere, vores økonomi og vores gaver?

V. Velsignelserne er uden for denne verden (v. 10)

“‘Se, om jeg ikke vil åbne himlens sluser og udgyde en velsignelse til jer uden målestok'” (Mal. 3:10). Dette er et forbløffende skriftsted.

I en gavekamp er det en kendsgerning, at du og jeg ikke kan give mere end Gud.

R. G. LeTourneau opfandt jordflytningsmaskiner. Han gav 90 procent af sin indkomst væk. Men pengene kom ind hurtigere, end han kunne give dem væk. LeTourneau sagde: “Jeg skovler dem ud, og Gud skovler dem tilbage – men Gud har en større skovl.”

En ung dreng gik i butikken med sin mor. Butiksejeren, en venlig mand, rakte ham en stor krukke med slikkepinde og opfordrede ham til at tage sig af en håndfuld. Ukarakteristisk nok holdt drengen sig tilbage. Så butiksejeren trak en håndfuld ud til ham.

Da drengen stod udenfor, spurgte drengens mor, hvorfor han pludselig var blevet så genert og ikke ville tage en håndfuld slikkepinde, da han blev tilbudt.

Drengen svarede: “Fordi hans hånd er meget større end min!”

Slutning

Guds hånd er større. Hans skovl er større. Hans tegnebog er større. Hans gavmildhed er større. Hans kærlighed er større. Gør en leg ud af det. Prøv at se, om du kan give Gud mere end ham. Det er det eneste spil, du håber, du taber, og med tiden vil du indse, at du altid vil tabe.

I sidste ende, når vi stjæler fra Gud, stjæler vi faktisk fra os selv. Vi frarøver os selv åndelige velsignelser, Guds forsyninger, en kirke, der kan opfylde andres behov.

Vi står tilbage med et valg: Hvordan vil vi behandle Gud? Vil vi røve Gud ved ikke at give vores tiende, eller vil vi være trofaste ved at give Gud det, der er hans?