Mononukleose
Mononukleose, formelt infektiøs mononukleose eller kirtelfeber, infektion hos mennesker, forårsaget af Epstein-Barr-virus (EBV), hvis mest almindelige symptomer er feber, generel utilpashed og halsbetændelse. Sygdommen forekommer fortrinsvis hos personer mellem 10 og 35 år, men den kan forekomme i alle aldre. Infektion af små børn med EBV forårsager normalt kun lidt eller ingen sygdom, selv om det giver immunitet mod mononukleose. En tilstand, der minder meget om mononukleose, kan forårsages af agenserne cytomegalovirus og Toxoplasma gondii.
EBV blev først isoleret fra tumorceller fra børn med en form for kræft kaldet Burkitt lymfom. Senere forskning viste, at børn kan udvikle antistoffer mod dette virus tidligt i livet, hvilket er tegn på, at de er blevet smittet med det, dog uden at udvise nogen sygdom og i hvert fald uden tegn på tumorvækst eller på infektiøs mononukleose. Mononukleose synes således kun at forekomme hos dem, der er undsluppet EBV-infektion i barndommen.
Mononukleose overføres primært ved oral kontakt med udveksling af spyt – deraf det populære navn, “kyssesygdommen”. Inkubationstiden menes at være ca. 30 til 40 dage. Sygdommen gør personer uarbejdsdygtige i varierende perioder; nogle af de ramte personer er fysisk i stand til at udføre normale aktiviteter inden for to eller tre uger, mens andre forbliver syge i op til to måneder.
Symptomerne på mononukleose varierer i sværhedsgrad hos forskellige personer, men ofte er de milde. De mest almindelige symptomer er træthed og ondt i halsen. I nogle tilfælde er de eneste tegn på sygdommen feber og generaliseret ubehag; i disse tilfælde stilles diagnosen ved undersøgelse af blodet. Halsen er ofte rød, og der er normalt en tyk hvid belægning, eller membran, på hver mandel. Hævelse af lymfeknuderne i halsen, armhulerne og lysken – hvorfor sygdommen undertiden kaldes kirtelfeber – forekommer hos nogle personer. Hævelse af de øvre øjenlåg er et almindeligt fund. Desuden er leverbetændelse, som påvist ved kemiske prøver, næsten altid til stede, selv om alvorlig leversygdom med gulsot er sjælden. Hos ca. to tredjedele af mononukleosepatienterne er milten forstørret; i sjældne tilfælde er der sket dødsfald som følge af brud på dette organ. I svære tilfælde kan urinen indeholde blod.
Der er en række sekundære infektioner og tilstande, som kan opstå hos en person med mononukleose. For eksempel rammes nogle personer af et udslæt, der består af flere små blødninger eller ligner udslæt som ved mæslinger eller skarlagensfeber. Lungebetændelse er til stede i ca. 2 procent af tilfældene. Encephalitis, meningitis eller perifer neuritis forekommer sjældent.
Blodserummet hos personer med mononukleose indeholder et antistof (benævnt fårecelle- eller heterofil agglutininin), som er karakteristisk for sygdommen, men antistoffer mod selve EBV er mere specifikke markører for infektionen. Således anvendes ændringer i de hvide blodlegemer og påvisning af EBV-antistoffer i serum til diagnosticering af sygdommen.
Der findes ingen specifik behandling. Antibiotika er kun af værdi i forbindelse med de sekundære bakterieinfektioner (f.eks. bakteriel lungebetændelse), der forekommer i nogle tilfælde.