Grupo dos Cinco, et modernistisk kunstnerkollektiv, der fastholdt principperne for den moderne kunstuge fra 1922.

“En Tapuya-kvinde med menneskelige kropsdele” af Albert Eckhout.

Drevet på poetisk prosa i modernistisk stil i stil med Une Saison en Enfer af Rimbaud, er Manifesto Antropófago mere direkte politisk end Oswalds tidligere manifest, Manifesto Pau-Brasil, som blev skabt med henblik på at udbrede en brasiliansk poesi til eksport. “Manifestet” er ofte blevet fortolket som et essay, hvor hovedargumentet foreslår, at Brasiliens historie med at “kannibalisere” andre kulturer er landets største styrke, samtidig med at det spiller på modernisternes primitivistiske interesse for kannibalisme som et påstået stammesritual. Kannibalisme bliver en måde for Brasilien at hævde sig på over for europæisk postkolonial kulturel dominans.

En af manifestets ikoniske linjer, skrevet på engelsk i originalen, er “Tupi or not Tupi: that is the question”. Linjen er på én gang en hyldest til tupierne, der praktiserede visse former for rituel kannibalisme (som beskrevet i det 16. århundredes skrifter af André Thévet, Hans Staden og Jean de Léry), og et metaforisk eksempel på kannibalisme: den spiser Shakespeare. På den anden side hævder nogle kritikere, at Antropofagia som bevægelse var for heterogen til, at der kunne uddrages overordnede argumenter fra den, og at den ofte havde meget lidt at gøre med en postkolonial kulturpolitik.