Fejlige domme er resultatet af menneskelige fejl: politiets tunnelsyn, motiverede men fejlagtige vidner, genveje og uagtsomhed fra efterforskernes side. Utallige historier om uretmæssige domme får os til at sætte spørgsmålstegn ved, om vores strafferetssystem virkelig opfylder sit formål.

Og uretmæssige domme kan ske hvor som helst. Efter at have siddet næsten fire år i et italiensk fængsel blev den amerikanske studerende Amanda Knox i sidste ende frikendt for det brutale mord og den brutale voldtægt af sin værelseskammerat Meredith Kercher, en 21-årig britisk udvekslingsstuderende, i Perugia, Italien, i 2007. Knox fik dog ikke forløsning, før den endelige dom om ikke-skyldighed blev afsagt af den italienske højesteret otte år senere. I dag bruger Amanda Knox nu læren af sin chokerende oplevelse til at forsvare de uretfærdigt dømte.

I et foredrag, som Amanda Knox for nylig holdt på University of Windsor, Faculty of Law, gik Amanda Knox i detaljer om, hvordan upålidelige DNA-beviser og falske tilståelser forvanskede efterforskningen af mordet på Meredith Kercher, som bragte hende uretfærdigt bag tremmer. Lige fra begyndelsen var både politibetjente og anklageren forudindtaget i forhold til Knox’ skyld. De lagde unødig vægt på Knox’ mærkværdige opførsel efter mordet. For eksempel blev Knox set kysse sin kæreste, Raffaele Sollecito, samt lave udstrækningsøvelser og hjulspring, mens hun befandt sig i venteværelset på politistationen.

I et klassisk tilfælde af tunnelsyn udviklede myndighederne en teori om sagen, der fremstillede Knox som gerningsmand. Knox blev kraftigt afhørt. Hendes sidste forhør, som begyndte kl. 22.00, varede indtil kl. 6.00 den følgende dag. Hun blev overvåget af flere politibetjente, fik ikke en pause til at spise eller sove og havde ikke sin advokat til stede. Knox’ sårbarhed blev forværret af, at hun blev tvunget til at tale et sprog, som hun ikke beherskede helt flydende, at hun befandt sig i et fremmed land og blev vedvarende truet og beskyldt for at lyve. Politiet fortalte hende, at hendes kæreste benægtede hendes alibi, og fortalte hende endda, at der var fysiske beviser på hende på gerningsstedet, selv om der i virkeligheden ikke var spor af Knox’ DNA. Desuden blev hun narret til at forestille sig det grusomme mord. Man fik hende til at tro, at disse tanker ville hjælpe hende med at få undertrykte minder om mordet på Meredith Kercher frem i lyset. Alle disse faktorer kulminerede i Amanda Knox’ falske tilståelse.

Den meget omtalte tilståelse havde en virkning, der gik ud over at skildre Knox i et negativt lys. Vidner, nemlig Knox’ andre værelseskammerater, ændrede deres udsagn til politiet. I første omgang erklærede værelseskammeraterne, at der ikke var noget ondt blod mellem Kercher og Knox. Efter tilståelsen fremkom værelseskammeraterne imidlertid med nye erindringer og fortalte politiet, at Knox regelmæssigt tog drenge med ind i deres hjem, hvilket gjorde Kercher utilpas. Disse udtalelser fortsatte med at videreføre fortællingen om, at Knox var en skør sexafhængig, at mordet var en lidenskabsforbrydelse, en sexleg, der gik galt i hænderne på “Foxy Knoxy”. Knox forklarede, at medierne var ubarmhjertige i at fremstille hende som “satanisk, en heks af bedrag” og endda lækkede Knox’ personlige dagbog, som indeholdt en liste over alle hendes sexpartnere, for at underminere hendes karakter. Knox beskyldte med rette nyhedsmedierne for at udbrede oplysninger, der var ubegrundede og skadelige for hendes sag, da de forsøgte at overgå hinanden i at levere det mest saftige scoop, de mest slibrige detaljer. Den italienske højesteret var enig og fandt, at mediernes opmærksomhed havde givet næring til efterforskernes og anklagemyndighedens heksejagt efter skyldige.

Knox gennemgik også de forbløffende fejl i efterforskningen, der bidrog til politiets og anklagemyndighedens tunnelsyn. Til at begynde med var der mange problemer med forurening af DNA-bevismateriale, både på selve gerningsstedet og i laboratoriet. Et sterilt gerningssted er af allerstørste vigtighed, men efterforskerne gjorde meget lidt for at opretholde dette. Videooptagelser afslørede, at folk kom og gik uden at bære beskyttelsesdragter, og støvletter og handsker blev sjældent skiftet. Som følge heraf kunne DNA-spor fra andre områder let være blevet overført til gerningsstedet. Desuden blev offerets bh-spænde, som angiveligt indeholdt Knox’ kærestes DNA og var et vigtigt bevismateriale, der blev brugt til at anklage dem begge for mordet, ikke fundet før 46 dage efter mordet under et tæppe. En uafhængig retsmediciner vidnede, at sandsynligheden for, at dna’et kom fra et andet sted, var stor. På samme måde blev der i laboratoriet kun fundet få DNA fra offeret på det formodede mordvåben – kniven – på laboratoriet. Efterforskerne bekræftede, at de ikke undersøgte kniven alene; den blev testet sammen med 50 af Kerchers prøver, hvilket tyder på, at kniven var forurenet. Det er ubestridt, at retsvidenskaben har udviklet sig som et vigtigt redskab for medlemmerne af strafferetssystemet til at afkode og træffe afgørelser i en sag. DNA-bevismateriale er blevet underkastet en grundig undersøgelse, så det kan bruges korrekt. Det er dog farligt at stole fuldt ud på resultaterne af DNA-bevismateriale uden at undersøge det nøje, da videnskaben kun er lige så pålidelig som de underliggende beviser, som udtalelsen er baseret på.

At være vidne til, at indsatte angreb hinanden, undergå adskillelse fra sine kære og blive seksuelt chikaneret af fængselsbetjente var oplevelser, som Knox ikke var forberedt på. For hver dag, der gik, blev hun mere og mere kynisk med hensyn til sine chancer for nogensinde at vende hjem. Ikke desto mindre fastholdt hun sin uskyld og fik endelig retfærdiggjort sin uskyld i 2015. Da hun vendte hjem til Seattle, blev hun overrasket over, at hun blev modtaget med åbne arme og kærlighed. Desuden har hun ikke brugt sin nyfundne berømmelse til sine egne egoistiske formål, men har i stedet brugt den som et medie til at advokere og sprede opmærksomhed om uretfærdige domme. Hendes meget populære Netflix-dokumentarfilm “Amanda Knox” og hendes bog “Waiting to be Heard” er beviser på Knox’ engagement i at levere en objektiv redegørelse for, hvad der skete i Perugia, og, som utallige eksempler har vist i de seneste år, at uretmæssige domme kan ske for alle, hvor som helst.