Som retspsykolog er jeg mere end én gang blevet spurgt, hvor almindeligt det er at have lyst til at slå nogen ihjel. De fleste kan relatere til den hvidglødende vrede, der så ofte ledsager disse tanker, især i forbindelse med et smertefuldt brud på et forhold eller efter en offentlig ydmygelse. Der er en sådan følelse af magtesløshed i disse situationer; at fantasere om at gøre op med den person, der forårsagede det, er helt sikkert en måde at føle sig psykologisk tilbage i kontrol på. Faktisk tyder forskning på, at langt de fleste voksne mænd indrømmer, at de har haft mindst én mordtanke, og kvinder er ikke langt bagefter, om end i lidt lavere grad. Seks procent af teenagedrengene indrømmer også at have haft mindst én mordfantasi, og ca. en tredjedel af teenagepigerne gør det samme. Disse mordtanker havde en tendens til at være kortvarige og direkte relateret til et skænderi; så snart personen var faldet til ro, forsvandt mordtankerne.

Her er det, hvor det bliver mere kompliceret. En undersøgelse fra 2017 i American Journal of Criminal Justice fandt også, at visse former for mordfantasier ikke blot er ud over det sædvanlige, men at de synes at være direkte forbundet med en række alvorlige forbrydelser. Disse forskere kiggede på baggrunden for en række kriminelle lovovertrædere for at se, hvor stor en procentdel der havde en historie med alvorlige morderiske ideer; 88 procent havde ikke. De 12 procent, der havde det, var imidlertid de “værste af de værste”; de blev arresteret tidligere, begik flere forbrydelser og var ansvarlige for størstedelen af de voldelige forbrydelser. Vi har længe vidst, at 5 til 10 % af lovovertræderne begår 50 % af alle forbrydelser og 60 til 100 % af de mest alvorlige forbrydelser. Nu ved vi, at de også begynder at tænke på mord tidligere.

Så hvordan giver det mening, at de fleste af os har kortvarige mordtrusler og aldrig handler på dem, mens de mest alvorlige lovovertrædere har mordtanker og gør det? Forskellen mellem disse to grupper synes at ligge i detaljerne. Disse mordtanker havde en tendens til at starte i barndommen og udviklede sig fra flygtige idéer til, hvordan de kunne gennemføres, og hvilke konsekvenser de kunne få. De havde også en tendens til at være en forlængelse af et generelt vredt syn på verden, hvor mennesker ses som aggressive og utroværdige; med dette verdensbillede kan vold – selv mord – rationaliseres.

Så hvor går grænsen, der adskiller “normale” mordfantasier fra profetier om at gøre skade? Selv om de fleste mordtanker normalt ikke betyder, at en person vil dræbe, betyder de noget – uløste vrede, uhærdet smerte, en måde at føle sig mere i kontrol på, et råb om hjælp. For alle, der oplever hyppige eller vedvarende tanker om at skade en anden person, kan det at få hjælp være det første skridt mod følelsesmæssig frihed. Og for dem, der er bekymrede for, at en person, de holder af, er en omvandrende tidsindstillet bombe, kan det at sige fra måske redde to liv – det tilsigtede mål og den person, du holder af.