Hvis der er et epicenter for forretningsmæssige problemer i Hawaii’s blomsterindustri, kan det være i lei-standerne i Honolulus Inouye International Airport.

“Jeg græd, da vi lukkede ned i marts og april. Jeg kunne ikke holde ud at se dette sted, når der ikke var nogen her,” siger Bonnie Groendyke, hvis familie har drevet boden med navnet Gladys’ i tre generationer.

Groendyke voksede op i lufthavnens lei-stand med sin familie, der arbejdede omkring hende.

“Dag og nat var det her, vi var. Blomsterkasser var min seng, da jeg var lille,” siger hun og peger på en flad papkasse fyldt med uberørte hvide orkideer.

“Det var det her, vi lavede. Det var min familie.”

På denne særlige dag i august er der kun nogle få biler parkeret foran rækken af 12 lei-standere i lufthavnen. Kun otte har i øjeblikket lejere, og en af de otte er ikke engang åben denne dag. På nogle dage er der kun fire eller fem stande åbne, siger en sælger.

I Gladys’ stand har dagens store opgave ikke noget med lufthavnen at gøre. Et halvt dusin lange hvide orkidé-leier er lagt elegant på bordet, mens Groendyke holder et halvt dusin mere, alle bestemt til en familievenindes bryllup. Den ordre er med til at holde dem i gang.

To stande længere væk i en stand ved navn Martha’s er Milan Chun i gang med at sno duftende plumeriaer. Det er tidlig eftermiddag, og hun har været her siden kl. 8 om morgenen – og har endnu ikke solgt en lei.

“Jeg har ikke engang haft en kunde endnu i dag,” siger hun, mens hun trækker endnu en gul plumeria på en lang tynd nål. “Det er næsten ingenting. Nogle gange ingenting.”

Martha var Martha Akui, Chuns bedstemor, men nu er Chun selv bedstemor og 80 år gammel. Hendes søn fortæller hende, at hun ikke behøver at gøre dette.

“Jeg siger: ‘Jeg vil ikke holde op’,” siger hun. “Det her er for hawaiianerne. Efter alle disse år er vi nødt til at have noget. Det, vi gør her, er så vigtigt for vores turisme. Det er det, som Hawai’i er.”

I en stand ved navn Harriet’s ryster medarbejderen Teresa Cajalne på hovedet på spørgsmålet: “Hvordan går forretningen?”

“Det går virkelig langsomt,” siger hun. “Hver dag er det anderledes. Men sidst på ugen er det en smule bedre på grund af kirken. De køber lei.”

I normale tider, siger Cajalne, ville hun sælge alt fra 50 til 75 lei om dagen. Nu er det kun omkring en tredjedel af det.

Lei-magere og -sælgere har været en velkommen del af Hawaii’s turismeøkonomi siden starten af Boat Days ved Aloha Tower i 1920’erne. Da Honolulus lufthavn genåbnede for civile flyvninger i 1940’erne efter Anden Verdenskrig, åbnede lei-sælgere på Lagoon Drive, som dengang var adgangsvejen til lufthavnen.

En af sælgerne frygter nu, at staten vil lukke dem. Men Timothy Sakahara, informationsmedarbejder for statens transportministerium, siger, at på trods af afbrydelser forårsaget af lufthavnsrenoveringer og jernbanebyggeri, vil lei-standerne blive stående, hvor de er.

“Der er ingen planer om at flytte lei-standene, som jeg er bekendt med,” skriver Sakahara i en e-mail.

Han siger, at lei-sælgerne fortsat har generøse lejemål fra staten.

“Den månedlige leje er 100 dollars eller 10 % af bruttoindtægterne for måneden, alt efter hvad der er størst,” skriver Sakahara. “Alle kan ansøge om en tilladelse til at være lei-sælger. Sælgerne skal godkendes af HDOT’s Airports Division.”

Så er Stacy Farias stadig bekymret for, at lei-standene vil blive tvunget til at flytte. Hun driver Sophia’s, den lei-stand, der blev startet for 70 år siden af hendes bedstemor, Sophia Ventura.

“Med jernbanen ved vi ikke, hvor vi skal være”, siger Farias.

Farias siger, at hendes bedstemor var en af de første sælgere i lufthavnen – måske den første – efter at hun havde solgt i centrum til de besøgende på Boat Days.

Lei-salg til turister har haft en turbulent historie – nogle få sælgere landede endda i fængsel tilbage i 1950’erne, ifølge en historie i Paradise of the Pacific, forløberen for dagens HONOLULU Magazine.

“Kvinderne ved havnefronten har kun mulighed for at sælge leis på Boat Days”, står der i historien fra 1960. “Lufthavns lei-sælgerne kan sælge hver dag, 24 timer i døgnet, og når de ankom til møllerne på båddage, var beskyldninger om krænkelse af territoriet uundgåelige.”

“Flere sammenstød endte med afkølingsperioder i spjældet!”

Lufthavnens lei-stand-sælgere har god grund til at frygte, at de vil blive flyttet, for det er sket gentagne gange tidligere, ifølge en Civil Beat-historie, der blev offentliggjort for fem år siden, under en tidligere skræk om flytning af lei-stande.

I den historie fortalte Mike Onaga Jr., formand for Airport Lei Sellers Association, til reporter Denby Fawcett, at sælgerne var blevet flyttet tre gange siden 1945. Dengang solgte de fra bagsiden af lastbiler, inden de i 1952 blev flyttet til hytter med stråtag langs Lagoon Drive, som dengang var adgangsvejen til lufthavnen. I 1962 flyttede de til et nyt sted ved den renoverede lufthavn, inden de landede, hvor de er nu, i begyndelsen af 1990’erne.

Farias er stolt af de omkring 80 lei, som hun og hendes medarbejdere laver hver dag, hvoraf mange af dem er unikke personlige designs. Men hun bekymrer sig om sine naboer i de andre lei-boder.

“På en given dag er der måske kun fire eller fem af os ud af de otte, der har åbent,” siger hun.

Farias siger, at hendes lange liste af faste kunder plus store institutionelle kunder som Hawaiian Airlines og Kamehameha Schools hjælper hende med at holde hende i gang i disse dage.

“Jeg er her hver dag. Mine leverede blomster er alle lokale.”

Disse lokale engrosleverandører har også ondt, fordi sælgerne ikke vil købe fra dem, hvis de frygter, at de ikke kan sælge lei’erne.

“Hvis vi ikke køber, kan de ikke sælge”, siger Groendyke. “Det har været virkelig, virkelig svært for os. … Min far lever af sin socialsikring, og jeg er nødt til at købe blomster.”

På trods af alle udfordringerne er der ingen af sælgerne, der siger, at de er ved at give op.

“Vi klarer os stadig,” erklærer Groendyke, der nu lyder fast, selv om hver dag bringer nye problemer med sig, især efter at skolen er begyndt. Nu hjælper hun også sin 8-årige søn med fjernundervisning inde i den rodede lei-butik.

I begyndelsen af pandemien fortæller hun, at hun forsøgte at få et lån til en lille virksomhed, men at hun fik afslag fem gange, og hun siger, at der aldrig var en god og klar grund til det. Det har været venner og familie, der er kommet med ordrer og hjælp, der har gjort det muligt at fortsætte.

I gode tider tjente familien 15.000 dollars om måneden i salg i lei-standen, siger Groendyke. Det er nu nede på omkring 2.000 dollars om måneden, hvoraf 10 % går til husleje til statens transportministerium.

“Min ældste datter arbejder her,” forklarer hun. “Det er alt sammen noget, der ligger i familien. Vi kan ikke udleje, fordi vi ikke har råd til at ansætte nogen.”

Læs del I om, hvordan andre blomsterbutikker og blomsterforretninger klarer sig under pandemien.