Går ar efter selvskade nogensinde væk? Lad os diskutere svarene på det spørgsmål.

Nogle ar er en kilde til stolthed. Vi viser dem frem; vi peger på dem og siger: “Se, hvad jeg har overlevet”. Nogle af os husker den ikoniske scene i Jaws, hvor drengene synger gamle sømandssange og muntert sammenligner deres ar fra slaget. Men selvforskyldte sår er ikke altid så lette at dele, og der er nogle ar, som vi helst ikke vil bære. Går disse selvskadende ar nogensinde rigtig væk?

Hvor lang tid tager det for selvskadende ar at gå væk?

Hvor lang tid det vil tage for selvskadende ar at gå væk er forskelligt for alle. Hver krop heler forskelligt. Om selvskade vil resultere i ar afhænger af skadens type og alvorlighed. Mindre skader forsvinder ofte helt efter en håndfuld dage; større skader er mere tilbøjelige til at efterlade et varigt mærke. Andre faktorer – f.eks. medicinske tilstande eller medicin – kan også påvirke helingsprocessen. Det kan tage op til to år for nogle ar at forsvinde helt.

Anvendelse af førstehjælp på et frisk sår kan fremme helingen og minimere ardannelsen. Men lad os sige, at der er gået to år, fire, måske endda et årti eller mere – og at arene stadig er der. Vil de selvskadende ar nogensinde forsvinde?

Svaret er desværre “sandsynligvis ikke”. Ar, der ikke forsvinder inden for to år, har tendens til at være permanente.1 Det er dog vigtigt at huske på, at:

• Du er ikke dine ar. De er en del af dig, men de definerer dig ikke.
• Ar er et tegn på heling; de er din krops måde at holde gamle sår lukkede på.
• Du kan dække dine ar på en sikker og sund måde, hvis du skulle få brug for det.
• Du har dog intet at skamme dig over.

Det er op til dig at bestemme, hvem der må se dine ar. Det er også op til dig at bestemme, hvordan du ser dine egne ar – og at gøre det hårde arbejde med at helbrede de usynlige ar, der ligger under dem.

Living with Self-Harm Scars That Don’t Go Away

Arrene på min arm er hårlinetynde, hvide og næsten usynlige mod min blege hud – fuldstændig umærkelige for den tilfældige iagttager. Men jeg ser dem, hver gang jeg rækker ud for at slukke min sengelampe, og de klør stadig nogle gange, når livet begynder at føles overvældende.

Du behøver ikke at elske dine ar – jeg elsker bestemt ikke mine – men du kan lære at leve med dem og at håndtere de udløsere og de drifter, som du forbinder med dem. Det er dog ikke let; det kræver konstant øvelse og en masse tålmodighed.

Jeg vågner ikke op hver dag og beundrer den krop, jeg ser i spejlet. Men jeg er heller ikke længere fikseret på mine ar. Jeg ser dem, men de gør mig ikke længere blind for resten af den person, som jeg er, eller som jeg måske endnu kan blive.

Ar er trods alt et produkt af fortiden. Man kan ikke fortryde fortiden – men man kan lægge den bag sig, en dag ad gangen.