Hvordan administreres ECT nu?

Jeg føler, at den bedste måde for mig at fortælle dig om ECT på er ved at fortælle dig om mine erfaringer. Jeg fik det i Storbritannien på et NHS-hospital. I alt fik jeg 12 sessioner ECT; to gange ugentlige behandlinger.

For proceduren:

Der er nogle få nødvendigheder, der skal gøres, før man får selve proceduren, såsom:

• Moeds- og hukommelsesvurderinger. Disse foretages et par dage før den første procedure og derefter ugentligt indtil afslutningen af behandlingerne. Det er for at teamet kan holde øje med ændringer i humør, selvmordstanker og også overvåge virkningerne på hukommelse og kognition.
• Ingen mad eller drikke efter midnat aftenen før (slurke af vand er tilladt).
• Samtykkeerklæringer skal underskrives før hver behandling. Dette omfatter en underskrift om, at jeg ikke må være alene, drikke alkohol eller køre bil i 24 timer efter ECT.
• Blodtryk og temperatur tages ved ankomsten til klinikken.

Under proceduren:

Når ovenstående er afsluttet, bliver jeg kaldt ind i et rum med en seng og et team af fagfolk i. Jeg vil blive kaldt ind i et rum med en seng og et team af fagfolk i. Overlægen ville altid have en hurtig snak med mig om mit humør og eventuelle bivirkninger, mens sygeplejerskerne og anæstesilægen gjorde mig klar på sengen.

Jeg ville få tilsluttet et EKG, få lagt en IV-ledning, få taget mine sko af og få sat en blodtryksmanchet på.

Derpå ville de lægge noget gel på mit hoved og fastgøre elektrodepuderne. Jeg fik bilaterale i stedet for unilaterale, derfor satte de pads på begge sider af min tinding.

Jeg fik derefter et muskelafslappende middel gennem IV’et, og narkoselægen gav mig ilt og indførte bedøvelsen. Sygeplejersken sagde altid noget i retning af “tænk på noget rart, vi skal nok passe på dig”; det hjalp virkelig. Jeg tænkte altid på havet eller sne, der faldt. Jeg faldt hurtigt i søvn, og næste gang jeg er klar over noget, er jeg på opvågningsstuen sammen med sygeplejerskerne.

Min mand fik lov til at komme med mig til de første par sessioner, da det var noget, vi aftalte sammen med overlægen. Derfor var han i stand til at fortælle mig, hvad der skete, når jeg først var faldet i søvn. Han fortalte mig, at de satte en mundbeskytter på, så jeg ikke kunne tygge på min tunge, og da de gav mig stød, var det kun mine fødder, der bevægede sig, da de gav mig stød. Stødet ville vare i op til et minut.

Teamet overvågede min hjerneaktivitet på en elektroencefalograf (EEG), og da hjerneaktiviteten var vendt tilbage til det normale efter anfaldet, begyndte de at bringe mig ud af bedøvelsen. I det hele taget sov jeg kun i et par minutter.

Efter proceduren:

Da jeg kom til mig selv igen, var jeg i et andet rum med et par sygeplejersker. Det meste af tiden kom jeg ret hurtigt til hægterne igen, uden at der var hukommelsestab eller andre bivirkninger til stede. Af og til vågnede jeg op i hysteri og havde svært ved at falde til ro, og en gang græd jeg ukontrolleret og vidste ikke, hvem eller hvor jeg var. Det var sgu ret skræmmende. Heldigvis kom min hukommelse ret hurtigt tilbage, og jeg var i stand til at falde til ro til sidst. Sygeplejerskerne var fantastiske til at hjælpe mig med at falde til ro og snakke med mig. Faktisk var hele holdet utroligt hele vejen igennem. Det gjorde det lettere, at det altid var de samme fagfolk.

Når jeg kom rundt, blev jeg genforenet med min ledsager (som regel min mand). Jeg ville få en drink med en kiks, få foretaget mine sidste fysiske observationer, og så var jeg fri til at forlade klinikken, hvis alt var i orden. Jeg følte mig altid temmelig groggy resten af dagen og nogle gange til næste dag.

Komplikationer:

Jeg er glad for at kunne sige, at jeg ikke havde nogen større komplikationer eller bivirkninger af behandlingen.

Den første session, jeg fik, gjorde, at jeg vågnede op næste dag med store smerter. Du ved, når du går i gymnastiksalen og laver et træningspas, og så næste dag vågner du op og har ondt over det hele? Det var den slags smerte, over det hele og i muskler, som jeg ikke engang vidste eksisterede. Ved den næste session skiftede de muskelafslappende middel, og jeg havde ingen muskelømhed fra de efterfølgende sessioner.

Jeg har også ret forfærdelige vener, så det var meget besværligt og nogle gange ret smertefuldt at forsøge at få en IV-ledning ind. Der var en gang, hvor vi troede, at IV’en var gået ind i venen, og bedøvelsen blev givet. Jeg fik at vide, at jeg burde være ved at blive søvnig, men jeg forblev lysvågen. Jeg gik i panik og informerede dem om, at jeg stadig var lysvågen, og at de ikke skulle give mig et chok (som om de alligevel ville gøre det, haha). Da jeg havde fået bedøvelsen, og den ikke var gået ind i venen, kunne jeg ikke få ECT den dag. Det er sikkert at sige, at jeg sov det meste af dagen efter det og fik et par mareridt med scenariet, der udspillede sig anderledes. Jeg skulle virkelig ikke have læst litteraturen om, hvordan de plejede at udføre ECT…

En af de almindelige bivirkninger ved ECT, som mange mennesker forståeligt nok er bekymrede for, er hukommelsestab. Jeg tror ikke, at min hukommelse er blevet påvirket af at have fået ECT. Den var i forvejen lidt slået fra mange års lange, tilbagevendende depressive episoder. Jeg har ikke bemærket, at den er blevet værre siden behandlingen.