Spejtearter, som f.eks. guldspætten, trommer med deres næb for at etablere deres territorier og tiltrække partere. Guldspætterens hurtige hakkebevægelse forårsager en enorm mængde stressede kræfter på dyret. For at forhindre fysiske og neurologiske traumer består den forreste del af spætternes kranie af pladelignende svampet knogle kaldet spongiøs knogle.

Når spættens næb rammer en genstand, afbødes den store slagkraft i spidsen af næbbets anatomi og den svampede tungebenknogle. Som følge heraf reduceres stresskraften fra slaget to til otte gange fra næbspidsen til det punkt, hvor næbbet møder dens kranium.

Af de kræfter, der når spætterens kranium, forhindrer den unikke struktur af dens kranieknogle, at kræfterne når dens hjerne og kraniehule. Denne kranieknogle er en blanding af tæt pakket, tæt kompakt knogle, der omgiver en dybere knogle, som er lagdelt i forskudte, pladelignende strukturer, der skaber et tæt stødabsorberingssystem. Når kræfter støder på denne dybere knogle, spreder dens porøse og lagdelte struktur frekvenserne i forskellige retninger væk fra det centrale nedslagspunkt. Selv om denne knogle er fleksibel, kan den være skrøbelig i sig selv. Men ved at være omsluttet af kompakt knogle bevarer det samlede system fleksibilitet indeni, hvilket giver mulighed for bevægelse, der absorberer stød.

Dette diagram repræsenterer (A) nedslagspunktet og (B) det modsatte nedslagspunkt, der modtager de resterende kræfter, der opleves i nedslagspunktet. Illustration af Allison Miller.

Det venstre billede ovenfor repræsenterer en visning af guldspætterens kranium og næb fra oven. Det rødt markerede område er det nedslagspunkt, hvor der opstår restkræfter fra fuglens hakkeaktivitet.
Illustration af Allison Miller.

Fotoet og illustrationen til højre afspejler, hvordan strukturen i dette område består af kompakt og svampet knogle.
Foto og illustration er taget fra Wang et al. under creative commons-licens.

Denne strategi blev bidraget af Allison Miller.