Southern AfricaRediger

Author Edward Banchs rejste grundigt gennem de afrikanske lande med de mest fremtrædende metalscener og udgav en bog, der dækker musikerne og de respektive sceners opkomst og kampe i landene syd for Sahara og på øerne. Ifølge Banchs har Sydafrika udviklet en robust metalscene på grund af den eksisterende musikindustri og den store befolkning, der kunne understøtte den voksende metalscene. I Sydafrika blev heavy metal introduceret i midten af 1980’erne til midten af 1990’erne i Johannesburg og blev mødt med støtte med den relative succes for bands som Odyssey, Ragnärok, Urban Assault og Voice of Destruction. Metalmusikkens ankomst til landet var kontroversiel. F.eks. forbød regeringen og N.G. Kerk visse plader at blive importeret, og fans af genren mødte fjendtlighed fra offentligheden med beskyldninger om satanisme. Med dansemusikkens fremkomst omkring århundredeskiftet oplevede genren en relativ tilbagegang indtil dens genopblomstring i midten af 2000’erne. I 2010 fulgte nogle sydafrikanske musikgrupper som Red Helen, Facing The Gallows og Betray The Emissary en mere international standard og tilgang til musikken. I Sydafrika består fanbasen og bandmedlemmerne overvejende af hvide sydafrikanere i modsætning til andre afrikanske lande, f.eks. Botswana, hvor fanbasen overvejende er fra det sorte flertal. Det første black metal-band i Sydafrika med udelukkende sorte medlemmer, Demogorath Satanum, blev dannet i 2009 og arbejder for at ændre opfattelsen af metalmusik som en genre for hvide mennesker og bringe flere sorte fans ind på den sydafrikanske metalscene.

Den botswanske heavy metal-scene startede i 1970’erne med introduktionen af klassisk rock og udviklede sig til en særpræget subkultur med en cowboy-inspireret æstetik. Wrust, Overthrust og Skinflint har opnået en vis international succes og anerkendelse. Dokumentarfilmen March of the Gods: Botswana Metalheads fra 2014 dokumenterer heavy metal-scenen i Botswana.

Andre lande i det sydlige Afrika som Mozambique, Namibia, Zimbabwe og Madagaskar er også ved at udvikle en metalscene. Mozambiques metalscene er emnet for dokumentarfilmen Terra Pesada. Namibia afholdt en metalfestival i Windhoek med mellemrum mellem 2007 og 2014 under navnet Windhoek Metal Fest. Zimbabwe afholdt sin første dokumenterede metalkoncert i Harare i 2015, og det første album indspillet på shona blev udgivet i 2018. Madagaskar har også en metal-scene i udvikling, der er optaget af Edward Banchs. Angolas metalscene blev dokumenteret og præsenteret i filmen Death Metal Angola. Der vides ikke meget om eventuelle metalscener i de andre lande i det sydlige Afrika.

NordafrikaRediger

Metal gjorde sin entré i Nordafrika i 1980’erne. Især nordafrikanske heavy metalbands er især rettet mod den politiske side af metal, og medlemmer af metalbands er ofte aktivister. Metalscenerne i Nordafrika er præget af politisk og social undertrykkelse. I januar 1997 blev mellem 78 og 87 metalfans tvangsfjernet fra deres hjem og fængslet i henhold til Egyptens lov mod “foragt for himmelske religioner” og for obskøne handlinger, narkotikabesiddelse og fremme af ekstreme ideer. Medierne tog fat i oplysningerne om arrestationerne og spredte historier om narkotikamisbrug, sataniske ritualer, dyreofringer og orgier. De anklagede blev til sidst løsladt på grund af manglende beviser, men nogle blev tilbageholdt i op til tre uger. Metalscenen trak sig tilbage efter indgrebene i 1997, men kom langsomt og forsigtigt tilbage for at undgå mistænkeliggørelse i 2000’erne og er nu stort set kommet sig over arrestationerne i 1997. Revolutionen i Egypten i 2011 politiserede metal yderligere og fik genren til at vinde popularitet hos mainstream-publikummet. Heavy metal er dog stadig ikke fuldt ud accepteret af samfundet i Egypten. Sikkerhedsstyrker har forhindret 35 metalbands i at komme ind i landet, og i 2012 beskyldte medierne og Det Muslimske Broderskab fans af genren for satanisme, selv om beskyldningerne ikke havde samme effekt som dem fra 1997. Mange bands har dog siden da forladt Egypten, idet de har fundet, at revolutionens afslutning har fået scenen til at aftage.

Metalscenen i Marokko stod over for en lignende række anholdelser som i Egypten. Ni medlemmer af heavy metalbands og fem fans blev i 2003 idømt fængselsstraffe for at være anti-islamiske. De 14 personer blev løsladt, efter at marokkanerne havde protesteret. På trods af den kontrol, som metalfans udsættes for i Marokko, har festivaler som L’Boulevard, der huser hiphop- og metalmusikere fra hele verden, vundet popularitet og fået støtte fra regeringen i de seneste år, og en organisation kaldet Moroccan Metal Community organiserer metalkoncerter og promoverer marokkanske metalbands.

Tunesien, Libyen og Algeriet har mindre metalscener end deres nordafrikanske modstykker. Tunesiske bands bemærker, at scenen har det svært på grund af manglende adgang til udstyr, pladeselskaber, spillesteder og optagestudier. Musikerne nævner også revolutionen i 2011 som en årsag til den manglende udvikling af heavy metal-scenen. Libyens kunstscene er også et sted, hvor der er ved at udvikle sig en heavy metal-scene efter den libyske borgerkrig (2011). Algeriets metalscene er stærk og begyndte i 1990’erne som en undergrundsbevægelse under den algeriske borgerkrig og har været udsat for angreb fra medierne og offentligheden.

Øst-, Central- og VestafrikaRediger

Øst- og Vestafrika har oplevet en mindre udbredelse. Kenya og Uganda i Østafrika har metalscener. Kenya blev først introduceret til metalmusikken i 1990’erne og voksede i popularitet i 2000’erne. Kenyanske musikere bruger deres kristne tro og krisen efter valget i 2008 som inspiration til deres sange. Centralafrika og Vestafrika har ikke en dokumenteret historie med metalmusik.

Forskere tilskriver manglen på metalscener i afrikanske lande til flere faktorer. For det første kræver musikscener en vis grad af urbanisering. Afrikanske metalscener er ofte centreret i hovedstæder, og musikscener kræver regelmæssig adgang til strøm for at musikerne kan producere og spille musik. Forskerne tilskriver også manglen på metalscener manglende internetadgang, som er nødvendig for tilstrømningen og spredningen af vestlig musik i de afrikanske lande, og manglen på en musikinfrastruktur i de afrikanske lande generelt, herunder spillesteder og pladeselskaber. På trods af disse hindringer har metal spredt sig betydeligt over kontinentet i de seneste årtier, og spirende scener, som ikke er dokumenteret formelt, er mulige. Tilgængeligheden af musik online og vejledning fra musikere i verdensklasse, hvis instruktionsvideoer er frit tilgængelige, har haft indflydelse på, hvordan musikere inden for heavy metal-genren forbedrer sig selv og inddrager nye og trendende lyde som djent eller black metal.