Don’t feed the trolls. Du har hørt dette råd før, men hvordan kan nogen sidde på deres hænder, når troldene bare er så … forkerte? Når du støder på en uhøflig og ukorrekt kommentar, er det bedste bud ofte at ignorere den helt og holdent. Men hvis du føler dig inspireret, kan du se ud over det giftige og sigte efter et produktivt resultat. Det, du dog ikke bør gøre, er at tage imod lokkemaden og gå i clinch med den person, der har krænket dig. Det er en sikker vej til en taber-løs situation.

Hvad ville du gøre, hvis du blev konfronteret med denne kommentar?

Miljørigets ypperstepræst Al Gore var ude at promovere sit spild af cellulose I januar 2006 – da han promoverede sin Oscar-vindende (ja, Oscar-vindende) dokumentarfilm, En ubekvem sandhed – erklærede Gore, at hvis vi ikke traf “drastiske foranstaltninger” for at reducere drivhusgasserne, ville verden nå et “point of no return” om blot ti år. Han kaldte det en “sand planetarisk nødsituation”. Nå, de ti år er gået i dag, vi er her stadig, og klimaaktivisterne har udskudt apokalypsen. Igen.

Sporing af mytens udbredelse

Denne perle dukkede op blandt en salve af kommentarer på Facebook-siden for en organisation til forsvar af videnskaben. Men teksten var ikke kommentatorens værk.

Næere søgning afslørede oprindelsen af dette uddrag. Ved at sætte dele af citatet ind i en søgemaskine og sammenligne datoerne for offentliggørelse var det muligt at spore spredningen af dette citat på nettet. Den oprindelige idé syntes at stamme fra en blog om klimafornægtelse. Et par uger senere dukkede den samme holdning op igen, med en tydeligvis lignende ordlyd, i en artikel i National Review, en konservativ publikation. Herefter er citatet blevet spredt bredt af klimakritikere og i nogle tilfælde spredt af, hvad der ser ud til at være falske konti på sociale medier.

Dette lille eksempel viser, hvordan misinformation spirer fra tvivlsomme kilder som f.eks. antividenskabelige blogs, derefter spredes til sympatiske medier og deles og genuddeles derfra. Velkommen til desinformationsalderen.

Rebuttalestrategi #1 – Ret videnskaben

Myten er helt sikkert ondskabsfuld. Men er den sand? Ikke engang tæt på, ifølge Scott Denning, professor i atmosfærisk videnskab ved Colorado State University. Dennings fakultetswebside beskriver hans ekspertise inden for kulstofcyklus og transport af sporgasser, men tilbyder derefter en usædvanlig legitimation: “

Denning har faktisk to gange været gæstetaler ved Heartland Institute-konferencer om klimaændringer. Selv om han er voldsomt uenig med Heartlands holdning til klimaforandringer, begrunder han det således: “At ignorere klimakontrarianere har ikke fået dem til at forsvinde”. Derfor har han finpudset sine metoder til at engagere folk, der afviser klimavidenskaben, på en meningsfuld måde.

Dennings første råd? Lad være med at falde i fælden med at “bekæmpe ild med ild”. I stedet råder han til: “Find den lille klump af en påstand under vitriolen.”

Det er ikke sandt, at klimaforskere forudsagde en global katastrofe i 2018. Når man læser forbi den ubehjælpsomme tone, er logikken bag denne påstand som følger:

Præmis 1: Emissionerne af CO2 og andre drivhusgasser er fortsat, og CO2 er fortsat med at stige.

Præmis 2: Konsekvenserne af den resulterende opvarmning er indtil videre ikke så slemme.

Konklusion: Derfor er den globale opvarmning som følge af stigende CO2 ikke et problem, og emissionerne kan fortsætte med at stige uden begrænsninger.

Med påstanden renset for den ophidsende tone er den let at undersøge i dagens lys. Det næste skridt, siger Denning, er at “ekspedere med hurtigt og overbevisende.”

Konklusionen følger ikke logisk af præmisserne. CO2 og temperaturen er faktisk fortsat med at stige, præcis som forskerne havde forudsagt. Hvad værre er, CO2 vil ikke forsvinde, når vi til sidst holder op med at forbrænde kulstof, hvorfor jo længere vi venter, jo mere “drastiske” foranstaltninger vil vi være nødt til at træffe for at undgå meget alvorlige skader på verden og vores økonomi.

Denning forklarer: “Jeg reagerer på antydningen af, at det ikke haster med at reducere emissionerne. Dette er begravet i kommentarens ondskabsfuldhed, men det er essensen af kommentatorens budskab, så det er det, vi skal tilbagevise.”

Inflammatorisk retorik, der har til formål at gøre dig vred – så vred, at du måske ikke engang fanger den meningsløse påstand. Denning beskriver det som “en fælde i flere lag”, fordi kommentarerne er “personlige, ubehagelige og upræcise.”

Tonen får ikke Denning til at undlade at tage fat på kommentaren, men den præger den måde, han målretter sin tilbagevisning på. “Denne form for fornærmende retorik er præcis, hvor vi ikke ønsker at gå hen i svaret.”

Strategi nr. 2 – Afslør myten, misinformationen eller fejlslutningen

John Cook, forskningsassistentprofessor ved Center for Climate Change Communication ved George Mason University, kan godt lide at bruge “parallelargumenter” til at hjælpe med at afmontere gennemtrængende myter. Med andre ord: Fjern alt, hvad der har med klimaforandringer at gøre, og se på en situation, der ligner den situation, som myten omhandler. På det tidspunkt er det let at “afsløre den dårlige logik i misinformation”, siger Cook. For at gøre sit budskab mindeværdigt indfanger Cook det parallelle argument i en tegneserie og et kort modargument.

Denne klimamyte hævder, at vi ikke har mærket klimapåvirkninger endnu, så CO2-emissioner er ikke et problem. Det svarer til at springe fra en højde og kommentere halvvejs nede, at man ikke har mærket nogen påvirkning endnu, så alt er fint nok. Vi begår handlinger nu, som vil få konsekvenser i fremtiden.

Og for en god ordens skyld: Vi oplever klimapåvirkninger nu. Hedebølger bliver varmere og hyppigere, tørkeperioder intensiveres, og varmere oceaner giver næring til orkaner.

Denne myte antager, at vi venter på, at en apokalypse skal komme. Men man behøver ikke at kigge langt for at indse, at virkningerne af klimaforandringerne allerede er på vores dørtrin.

Strategi nr. 3 – Indgå i dialog

De-eskalering er en almindelig teknik i konfliktløsning. Selv om denne klimamyte bevidst ansporer modsætninger, illustrerer Karin Tamerius, hvordan man kan føre samtalen tilbage til det praktiske område.

Du ved, jeg tror nok, at ordet “nødsituation” betyder forskellige ting for forskellige mennesker. Hvad skal der til for at få dig til at betragte forurening som en planetarisk nødsituation?

Tamerius er ikke fremmed for kontroverser. Faktisk stiller hun rutinemæssigt vanskelige spørgsmål og kæmper med medlemmer af sit SMART Politics Facebook-fællesskab. Alt imens bruger hun sin baggrund i politisk psykologi til at hjælpe folk med at kommunikere mere effektivt om dagens emner.

Tamerius foretrækker at indlede sit engagement med et spørgsmål. “Jeg forsøger at omdirigere opmærksomheden fra en persons troværdighed (Al Gore) til, hvad denne person tror på”, siger hun. “Hvis jeg kan finde ud af, hvad der betyder noget for dem, kan jeg tage specifikt fat på disse bekymringer.”

Ved at styre samtalen væk fra den politiske arena håber Tamerius at afdække en dybere forståelse. “Når jeg har fundet ud af, hvordan de definerer “nødsituation”, vil jeg forsøge at finde ud af, hvor tæt de mener, at vi er på en nødsituation nu”, siger hun. I lyset af copy/paste-talemåder kan det at undersøge, hvordan nogen ved noget, bringe samtalen til et mere rationelt sted.

“Den bedste måde at ændre denne persons opfattelse af, hvem klimaaktivisterne er, og hvad de står for, er gennem et eksempel”, siger hun. “Angreb skal ignoreres eller undviges, ikke engageres.”

Strategi nr. 4 – Vær overbevisende

Rachel Molloy fra Redmond, Washington, er kunstdirektør og en målrettet frivillig, der forsøger at fremme klimapolitikken. Hun bruger i øjeblikket sin tid på at opbygge støtte til et afstemningsinitiativ i staten Washington, der vil indføre CO2-prisfastsættelse i hele staten. I mellemtiden arbejder hun også som frivillig i Climate Reality Project Leadership Corps. Fra at banke på døre til at besøge skoler og reagere på uendelige falske påstande på de sociale medier bestræber Molloy sig utrætteligt på at hjælpe folk med at forstå behovet for klimaindsats. Og hun er ikke fremmed for de falske fortællinger, der omgiver klimaændringerne.

Som hun overvejer Al Gore-myten, tager Molloy hurtigt fat på påstanden om, at der ikke er sket nogen påvirkninger. “Dette er beviseligt forkert,” skriver hun. Hun starter med at udnytte kraften i personlige erfaringer.

Vi ser tegn på udbredte planetariske problemer. Denne sommer byder på masser af beviser for det.

Mine døtre måtte for første gang bære ansigtsmasker bare for at lege udenfor i røgen og den faldende aske, mens vores udgifter til skovbrande steg voldsomt over budgettet, og vores luftkvalitet blev blandt de værste i verden.

Så fortsætter hun til en større skala:

Den nationale vejrtjeneste kaldte orkanen Florence for “et livets uvejr” for Carolina, og for nylig faldt orkanen Harvey “historiske mængder af nedbør” på mere end 60 tommer. Stormene bliver større, og vores USA-rekordholdere er netop dem, der advarer os om det.

Når Molloy reagerer på misinformation på de sociale medier, henviser han altid til troværdige kilder. Hun udvælger nogle af disse kilder med øje for deres potentielle resonans med hendes publikum. For eksempel deler hun NOAA’s optælling af vejr- og klimakatastrofer for skattekonservative, som kan blive påvirket af den stigende prislap for klimaforandringer, med NOAA’s optælling af vejr- og klimakatastrofer.

Molloy holder et “lager” af kilder, der sandsynligvis vil blive betragtet som troværdige af de konservative: Ronald Reagan, George W. Bush, Exxon og Chevron – alle har støttet, at der skal gøres noget ved klimaændringerne.

Fra Ronald Reagan til Trump Administration National Climate Assessment fra 2017 … videnskaben og resultaterne har været klare. Konsekvenserne af en varmere verden er dyre, og disse omkostninger accelererer. 2017 har lige kostet os +300 milliarder dollars, det er noget meget dyrt passivitet, lige her og nu.

Følgende en lignende drejebog som Dunning, Cook og Tamerius, undgår Molloy de åbenlyse forsøg på at trække argumentet ind i sumpen. “Bevar roen,” råder hun. “Jeg forsøger hele tiden at få samtalen tilbage til troværdige kilder og faktuelle oplysninger og forbliver høflig og tålmodig hele vejen igennem.”

Molloy forstår, at overtalelse er en delikat balance, og hun har fundet ud af, at det kan give en tiltalende afspænding, hvis man holder sig tilbage fra argumentationen og deler en vis optimisme om løsninger. “Man skal hele tiden være på udkig efter det lille tilbud om venskab eller den lille sprække i døren hos en person, der er villig til at se, at man præsenterer et solidt fundament, som vi alle kan stå på.”

Forfatteren er taknemmelig over for John Cook fra George Mason University for hans råd og anbefalinger i forbindelse med dette projekt.

Denne serie vil fortsætte med at udforske forskellige facetter af klimakommunikation, samtidig med at den præsenterer stemmer fra forskere, kommunikatører og almindelige mennesker.

Denne serie:

Klimaændringernes videnskabelige comeback-strategier
“In it for the money”
Al Gore sagde hvad?
Hvordan man identificerer folk, der er åbne over for beviser om klimaændringer
Hvordan man sorterer velmenende spørgsmål om klimaændringer fra