Min første kærlighed var ikke en fyr eller en pige. Min første kærlighed bestod ikke af solnedgange og romantiske gestus.

Min første kærlighed ødelagde mig, og jeg vidste, at jeg aldrig ville blive den samme igen.

Min første kærlighed var ord.

“This is the way the world ends
This is the way the world ends
This is the way the world ends
This is the way the world ends
Not with a bang but a whimper.”
Dette er den sidste strofe i T.S. Eliots digt, “The Hollow Men”.

T.S. Eliot er uden sammenligning min yndlingsdigter gennem tiderne. Det første digt, jeg nogensinde læste af ham, var “The Love Song of J. Alfred Prufrock”, og jeg elskede hver en bid af det. Jeg læste det i gymnasiet, og jeg vidste, at jeg måtte blive ved med at læse hans digte. Jeg kan dog ikke rigtig huske, hvordan jeg faldt over dette digt. Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, eller under hvilke omstændigheder jeg læste dette digt. Det eneste, jeg husker, er, at dette digt fuldstændig ændrede mig. Jeg vil stærkt anbefale at læse hele digtet, fordi det er så hjemsøgende. Det vil rive sig ind i din sjæl. Lige hvad du ønsker, jeg ved det. Det fylder mig stadig med så mange følelser, at jeg glemmer, hvordan jeg skal trække vejret bagefter.

Jeg blev ikke forelsket i digtet som helhed eller i meningen bag digtet. Jeg blev simpelthen forelsket i ordene. Dette digt, disse specifikke linjer rev sig ind i min sjæl og omsluttede mig på den mest ødelæggende og smukke måde. Dette digt fik mig til at indse, hvor vigtige ord virkelig er. Dette digt blev årsagen til, at jeg gør, hvad jeg gør.

Ord er så vigtige. Det glemmer vi nogle gange. Vi glemmer, hvor farlige og smukke ord kan være. Simple ord kan fuldstændig ændre dit liv. Ja, ord er vigtige, fordi vi har brug for dem til at kommunikere, men den måde, ordene præsenteres, tales og skrives på, er et helt andet niveau af kommunikation. Jeg blev forelsket i ord som en hjemsøgende erkendelse. Den kom over mig, da jeg læste disse ord, og jeg følte hele min krop splintre under dem. Jeg blev forvirret og forbløffet over den måde, som disse ord fik mig til at føle mig på. Jeg blev forelsket og forbliver forelsket i ord. Hvor smukke og hvor destruktive de kan være. Disse linjer er ikke inspirerende eller motiverende. Jeg tror ikke, at det er meningen, at de skal være det. Jeg tror, at disse linjer blev skrevet for at få dig til virkelig at føle noget, og jeg følte det hele. Det er det, som poesi gør. Det får dig til at føle ting, og du sidder bare der med dine følelser og drukner i dem.

Vi må ikke glemme lade os glemme, hvor vigtige ord er. Uanset om det er det, vi siger, eller det vi skriver, må vi ikke glemme den magt, som vores ord har. Dine ord kan ændre nogens liv. Dine ord kan få nogen til at blive forelsket, og det er livsændrende. Du må aldrig tro, at dine ord ikke betyder noget. Dine ord betyder noget.

Dine ord har så megen kraft, at de kan antænde noget i folk og skubbe dem fremad til at forfølge noget, som de altid har ønsket at gøre. Brug dem ikke letfærdigt og halvhjertet. Dine ord giver genlyd, og det skal du vide. Vær kærlig med dine ord. Vær venlig og generøs. Vær ægte og vær stærk. Verden har brug for dine ord. Nogen derude har brug for at høre dine ord.

T.S. Eliots ord ændrede mit liv, men man behøver ikke at være en berømt digter for at opnå det. Jeg husker ord, der ikke er sagt, og ord, der er sagt for let. Jeg husker “jeg elsker dig” og “farvel”. Jeg husker, at jeg har følt mig lille eller stor på grund af noget, nogen har sagt til mig. Dine ord vil bære. De havde evnen til at gøre så meget godt. Lad være med at spilde det. Vær smuk med dine ord, og en dag kan det få nogen et eller andet sted til at indse, hvad de har manglet hele deres liv. Det kunne bringe nogen til en epifanisk erkendelse af, hvorfor de gør, hvad de gør. Du kan puste mening ind i nogens liv med enkle ord. Det må du ikke glemme. Lad være med at spilde det.