Volvens anatomi

Volfpoter | Ulvepels | Hvordan ulve adskiller sig fra hunde

For et større billede, klik på billedet.

Snude – En ulv har to hundrede millioner lugteceller i sin næse og kan lugte 100 gange bedre end et menneske. En ulv har 42 tænder, herunder fire hjørnetænder. Ulve bruger deres skarpe tænder til at såre, gribe og dræbe deres bytte. Ulvene bruger deres bagtænder til at knuse knoglerne og gøre kødet til mindre stykker, og de bruger de små fortænder til at gnaske og trække i huden. Ulven har en meget grov tunge, som bruges til at rense kødet af knoglerne.

Øjne og næse – Ulve bevæger deres ører fra side til side for at afgøre, hvor en lyd kommer fra. Ulve har et fremragende syn for øjnene, en skarp lugtesans og en skarp hørelse. Ulve kan se og lugte et rådyr på stor afstand.

Krop – Ulvens krop er stærk og kraftig, hvilket gør den i stand til at dræbe store byttedyr som rådyr og elge.

Pels – Ulven har to lag pels. Øverst er der en længere, løbende pels, der bruges som beskyttelseshår, som holder ulven tør. Det andet er en kort underpels, der holder den varm.

Lår og fødder – Ulvens tæer spredes fra hinanden, når den træder i sneen, så den ikke synker ned. Ulve går og løber på deres tæer. Det gør deres ben længere og smidige, så de kan løbe med fart og fange hurtige byttedyr. Ulve har fire tæer på bagfødderne og fem tæer på forfødderne.

Hale – Ulve bruger deres haler til at kommunikere. For eksempel sender halens position og hårenes tilstand specifikke meddelelser. Ulve har også en duftkirtel på halens bagside, som de bruger til at duftmarkerer territoriet.

Skelet – Ulvens skelet er godt tilpasset dens livsstil. Deres knogler skal være stærke, for at de kan nedlægge store byttedyr som f.eks. karibuer, hjorte, elge eller elge. De smalle kraveben, de sammenkædede forbenknogler og de specielt tilpassede håndledsben giver ulven strømlining, styrke og hurtighed. Radius- og ulnaknoglerne er “låst” i deres position. Denne manglende evne til at rotere forbenene giver en fantastisk stabilitet, når de løber.

Langt kranium – Ulve har et langt kranium, som er et typisk kødædeskranium, der rummer omfattende og stærke kindmuskler, der er nødvendige for at holde fast i byttet, dræbe og æde.

Stor hjernekapacitet – Kraniekapaciteten giver tilstrækkelig plads til en avanceret hjernebark (hjerne), der er nødvendig for at koordinere social aktivitet i grupper.

Volfpoter

Volfpoter er i stand til at træde let på en lang række forskellige terræner, især sne. Der er et let svøb mellem hver tå, hvilket gør det muligt for dem at bevæge sig lettere over sne. Ulve er digitigrader (et dyr, der står eller går på sine fingre eller tæer), og sammen med deres relativt store fødder hjælper det dem til at fordele deres vægt jævnt på snebelagte overflader. Forpoterne er større end bagpoterne og har et femte ciffer, en dugklo, som ikke findes på bagpoterne. En dugklo er et rudimentært fingertykke på poten, som vokser højere op på benet, så det ikke har kontakt med jorden, når dyret står.

Bristede hår og stumpe kløer hjælper ulve med at gribe på glatte overflader, og særlige blodkar forhindrer deres potepuder i at fryse. Duftkirtler, der er placeret mellem ulvens tæer, efterlader kemiske spor, der hjælper ulven til effektivt at navigere over store områder, samtidig med at den holder andre orienteret om, hvor den befinder sig. I modsætning til hunde og prærieulve mangler ulve svedkirtler på deres potepuder.

Volfpels

Volve har en tyk pels, der består af to lag. Deres første lag består af hår, der er hårde og hårde, som afviser vand og snavs. Deres andet lag er en tæt, vandafvisende underpels, der isolerer ulven og holder den varm. Underpelsen afgives i form af store pelsdyner sidst på foråret eller først på sommeren (med årlige variationer).

En ulv gnider sig ofte mod genstande som sten og grene for at få den løse pels til at falde ud. Deres underpels er normalt grå, uanset hvordan den ydre pels ser ud. Ulve har tydelige vinter- og sommerpels (det hår eller den pels, der dækker dyret), der skifter om foråret og efteråret. Hunulve har en tendens til at beholde deres vinterpels længere ind i foråret end hanulve. Nordamerikanske ulve har typisk en længere og silkeagtigere pels end deres eurasiske slægtninge.

Farven på ulvens pels varierer meget, fra grå til gråbrun, til hvid, rød, brun og sort. Disse farver har tendens til at blande sig i mange populationer for at danne overvejende blandede individer, selv om det ikke er ualmindeligt, at et individ eller en hel ulvepopulation er helt ensfarvet (normalt helt sort eller helt hvid). En flerfarvet pels mangler et tydeligt mønster og har en tendens til at være lysere på ulvens underside. En ulves pelsfarve svarer undertiden til en ulvepopulations miljø, f.eks. er helt hvide ulve langt mere almindelige i områder med snedække. Gamle ulve får en grålig farve i deres pels. Gråulven og den røde ulv har en tendens til at have indimellem flækker af gullig farve, der kommer til syne gennem deres grundfarve.

Volvehvalpe har ved fødslen en tendens til at have mørkere pels, og deres øjne har blå iris, der skifter til en gul-gylden eller orange farve, når hvalpene er mellem 8 og 16 uger gamle. Selv om det er yderst usædvanligt, er det muligt for en voksen ulv at beholde sin blåfarvede iris.

Hvordan ulve adskiller sig fra hunde

En ulvs lange, kraftige snude er med til at adskille den fra andre canider, især prærieulve og guldsjakaler, som har mere smalle, spidse snuder. Ulve adskiller sig fra tamme hunde ved, at de har en forholdsvis større hjernekapacitet. Større poter, gule øjne, længere ben og større tænder adskiller voksne ulve yderligere fra andre canider, især hunde. Desuden findes der precaudalkirtler ved halefoden hos ulve, hvilket dog ikke er tilfældet hos hunde.