For de af os, der allerede var ensomme før karantænen, har pandemien kun gjort vores tilstand værre. Uden nære relationer at støtte sig til i disse hårde tider er mange af vores forbindelser med verden og andre mennesker blevet afbrudt.

En af mine yndlingsaktiviteter til at afhjælpe ensomhed har altid været at hænge ud på kaffebarer. Ofte lærer jeg de mennesker, der besøger caféen, at kende, idet jeg her og der indleder samtaler med baristaer, studerende, fagfolk og en lang række andre. Efter at have besøgt cafeen et par gange om ugen i et par måneder i træk får jeg et vist forhold til de mennesker, der er der.

Og selv om disse relationer nogle gange er rent transaktionsmæssige og ofte ikke går ud over small talk og simpel udveksling af oplysninger, sætter jeg stadig pris på deres rolle i mit liv. Der er noget betryggende ved et sted, hvor jeg kan gå hen, hvor folk kender mit navn og er glade for at se mig, selv om jeg kun er en kunde, der køber en drink i deres butik.

Jeg gætter på, at det føles som i “Cheers”, du ved, et sted “hvor alle kender dit navn”. For de af os, der ikke kan få dybe venskaber eller befinder os midt i en masse livsomvæltninger, er den slags steder det eneste, vi kan stole på for at få den vigtige sociale forbindelse, vi har brug for for at overleve.

Selv uden den sociale forbindelse i mit liv har jeg været nødt til at tilbringe lange strækninger alene uden nogen at tale med. Denne mangel på social feedback har fået mig til at lave en masse selvransagelse og koncentrere mig meget mere om manglen på dyb, romantisk forbindelse i mit liv.

Eventuelt fører dette til den tanke:

For dem af os, der har haft den tanke, kan det være lidt pinligt at indse, at det er der, vores tanker er havnet. Det vil da ikke være tilfældet, siger vores hjerne; til sidst finder alle nogen, ikke sandt?

(Love Comes To Everyone, siger George Harrison i sin sang. Vi krydser fingre for, at det er sandt.)

Men efter et par år med forgæves søgen og halvt realiserede forhold kan det føles mindre som en tanke og mere som skæbne. Hvorfor skulle hver eneste person, du begynder at se, ellers springe fra efter et par måneder eller et par uger? Hvilken anden forklaring kan gøre rede for, at hver eneste forbindelse, du skaber, ikke fører nogen steder hen? Hvad betyder det hele egentlig?

Nogle siger, at bare det at have den tankegang, at du vil ende alene, er en del af det, der saboterer dine forhold. Det tror jeg dog ikke, at jeg køber. Min ensomhed er det, der motiverer mig til at forsøge dag efter dag at møde nye mennesker. Hvis jeg ikke var ensom og lidt bange for, at jeg altid ville være sådan, ville jeg nok ikke gøre mig den anstrengelse.

Men så igen, så mange andre mennesker fortæller mig, at det at lade være med at prøve er den måde, hvorpå man faktisk kan tiltrække andre mennesker. Det er det gamle paradoksale argument: Den eneste måde at opnå noget på er at … ikke ønske at opnå det? Det er et mærkeligt sted at placere sig selv psykologisk set, men hvis man kan forsøge at ville noget og samtidig skjule, at man vil have det og dermed faktisk får det, så ros til dig.

For resten af os vil vi dog bare være ligetil. Vi ønsker at råbe til verden, at vi har så meget kærlighed at give, og at hvis nogen bare ville blive hængende i et stykke tid, kunne vi bygge noget sammen. Vi har lyst til at sige en masse ting, men vi holder dem inde, fordi vi er bange for at blive opfattet som desperate.

Men måske vil vi aldrig rigtig slippe af med denne følelse af iboende ensomhed. Selv om vi havde en fantastisk partner, et pulserende socialt liv og et tilfredsstillende job, ville vi stadig føle os ensomme et eller andet sted dybt inde i os selv. Som Paul Simon siger: “It’s a lonely life”, og det er det på mange måder også. Ingen kan kende os helt og holdent, og i sidste ende er det altid os selv, der er alene med vores tanker og lever med vores livs realiteter.

Så ja, på en eller anden måde vil vi alle være alene for evigt. Men måske behøver det ikke at være på den måde. At være alene kan være en sindstilstand, der forsvinder, når vi beslutter os for at engagere os i noget større. Dette “noget større” kan være til en sag, et håndværk eller et fællesskab.

Hvad det end er, synes det at tjene noget, der er større end os selv, at være den bedste måde at fordrive den ensomhed, der er indbygget i livet. På mange måder er det, hvad et fast forhold symboliserer for os – en chance for at komme ud over vores egoistiske ønsker, lære at gå på kompromis og finde en følelse af fællesskab med en anden person.

Så måske vil vi trods alt ikke være alene for evigt.