Udtrykket viking betegner almindeligvis de skibsfødte krigere og handelsmænd af nordboere (bogstaveligt talt mænd fra nord), der stammer fra Skandinavien og plyndrede kysterne i Storbritannien, Irland og på det europæiske fastland så langt mod øst som Volga-floden i Rusland fra slutningen af det 8. til 11. århundrede. Denne periode (som generelt dateres fra 793-1066) kaldes ofte for vikingetiden. Udtrykket viking har også betegnet hele befolkninger i vikingetidens Skandinavien og deres bosættelser, som en udvidet betydning.

Vikingerne, der var berømt for deres langskibe, grundlagde bosættelser i tre århundreder langs kysterne og floderne på det europæiske fastland, Irland, Storbritannien, Normandiet, Shetlands-, Orkney- og Færøerne, Island, Grønland og Newfoundland omkring år 1000. De nåede sydpå til Nordafrika og østpå til Rusland og Konstantinopel som plyndrere, handelsmænd eller lejesoldater. Vikingerne under Leif Ericson, Erik den Rødes arving, nåede Nordamerika med formodede ekspeditioner til det nuværende Canada, Maine og det sydøstlige Massachusetts, herunder Cape Cod i det 10. århundrede. Vikingernes sejladser faldt med indførelsen af kristendommen i Skandinavien i slutningen af det 10. og 11. århundrede.

Ordet viking blev indført i det engelske sprog med romantiske konnotationer i det 18. århundrede. Etymologer sporer dog ordet til engelsk-frankiske forfattere, der omtalte “víkingr” som en, der drog ud for at plyndre og plyndre, som i sagaen om Egil Skallagrimsson. I de nuværende skandinaviske sprog anvendes betegnelsen viking om de mennesker, der tog af sted på vikingeekspeditioner, hvad enten det var for at plyndre eller handle. På engelsk og mange andre sprog kan viking henvise til vikingetidens skandinaver i almindelighed. Den førkristne skandinaviske befolkning omtales også som nordisk, selv om dette udtryk rettelig anvendes på hele civilisationen af oldnordisk-talende folk.

Skibe

Der var to forskellige klasser af vikingeskibe: langskibet (nogle gange fejlagtigt kaldet “drakkar”, en forvanskning af “drage” på nordisk) og knarr. Langskibet, der var beregnet til krigsførelse og udforskning, var designet med henblik på fart og smidighed og var udstyret med årer som supplement til sejlet, og som gjorde det i stand til at navigere uafhængigt af vinden. Langskibet havde et langt og smalt skrog og en lav dybgang for at lette landsætninger og troppeindsættelser på lavt vand. Knarr var på den anden side et langsommere handelsskib med større lastkapacitet end langskibet. Det var konstrueret med et kort og bredt skrog og en stor dybgang. Det manglede også langskibets årer.

Langskibe blev brugt flittigt af Leidang, de skandinaviske forsvarsflåder. Udtrykket “vikingeskibe” er dog kommet i almindelig brug, muligvis på grund af dets romantiske associationer.

I Roskilde findes de velbevarede rester af fem skibe, der blev udgravet fra den nærliggende Roskilde Fjord i slutningen af 1960’erne. Skibene blev sænket der i det 11. århundrede for at blokere en sejlrende og dermed beskytte byen, som dengang var den danske hovedstad, mod angreb fra søsiden. Disse fem skibe repræsenterer de to forskellige klasser af vikingeskibene, langskibet og knarr. Langskibe må ikke forveksles med langbåde.