Den amerikanske middelklasse taber terræn i storbyområder i hele landet, hvilket påvirker samfund fra Boston til Seattle og fra Dallas til Milwaukee. Fra 2000 til 2014 faldt andelen af voksne, der lever i husstande med middelindkomst, i 203 af de 229 amerikanske storbyområder, der blev undersøgt i en ny analyse fra Pew Research Center af offentlige data. Faldet i middelklasseandelen var ofte betydeligt og udgjorde 6 procentpoint eller mere i 53 storbyområder sammenlignet med et fald på 4 procentpoint på landsplan.

Den faldende middelklasse på nationalt plan, til det punkt, hvor den måske ikke længere udgør det økonomiske flertal i USA, blev dokumenteret i en tidligere analyse fra Pew Research Center. Ændringerne på storbyniveau, som er emnet for denne dybdegående undersøgelse af den amerikanske middelklasse, viser, at den nationale tendens er resultatet af udbredte tilbagegange i lokaliteter over hele landet.

Denne rapport omfatter 229 af de 381 “statistiske storbyområder” som defineret af den føderale regering. Det er det maksimale antal områder, der kunne identificeres i de data fra Census Bureau, som er anvendt til analysen, og for hvilke der foreligger data for både 2000 og 2014 (en ledsagende tekstboks indeholder flere detaljer). 1 Tilsammen tegnede disse områder sig for 76 % af landets befolkning i 2014.

Med relativt færre amerikanere i mellemindkomstniveauet er de økonomiske niveauer over og under vokset i betydning over tid. Andelen af voksne i husstande med højere indkomst er steget i 172 af de 229 storbyområder, selv om andelen af voksne i husstande med lavere indkomst er steget i 160 storbyområder fra 2000 til 2014. De skiftende økonomiske skæbner i lokalområderne var ikke et enten-eller: Omkring 108 storbyområder oplevede vækst i både de lavere og højere indkomstniveauer.

Muligheden for, at en indskrænkning af middelklassen kan signalere en bevægelse ind i enten det lavere indkomstniveau eller det højere indkomstniveau, eksemplificeres af erfaringerne i Goldsboro, NC, og Midland, TX – et samfund, der blev ramt af bredere økonomiske kræfter, og det andet, der blev støttet af dem.

I Goldsboro – en gammel jernbaneknudepunktsby og hjemsted for Seymour Johnson Air Force Base – faldt andelen af voksne med middelindkomst fra 60 % i 2000 til 48 % i 2014, dvs. med 12 procentpoint. Dette var et af de største fald blandt de 229 analyserede storbyområder. Det var også et utvetydigt signal om økonomisk tab, da andelen af voksne i husstande med lavere indkomst i Goldsboro steg kraftigt, fra 27 % i 2000 til 41 % i 2014.

Men i Midland – en energibaseret økonomi, der nød godt af stigningen i oliepriserne fra 2000 til 2014 – var den faldende middelklasse et tegn på økonomiske gevinster. Andelen af voksne i husstande med middelindkomst i Midland faldt fra 53 % i 2000 til 43 % i 2014, hvilket var det fjerdestørste fald i landet. Men dette blev ledsaget af en hurtig vækst i andelen af voksne i husstande med høj indkomst i Midland, som blev fordoblet fra 18 % i 2000 til 37 % i 2014. 2

Men blandt amerikanske voksne generelt, herunder dem uden for de 229 områder, der er undersøgt i dybden, faldt andelen, der lever i husstande med middelindkomst, fra 55 % i 2000 til 51 % i 2014. Som afspejler akkumuleringen af ændringer på storbyniveau steg den landsdækkende andel af voksne i husstande med lavere indkomst fra 28 % til 29 %, og andelen i husstande med højere indkomst steg fra 17 % til 20 % i perioden. 3

Den udbredte udhuling af middelklassen fandt sted på baggrund af et fald i husstandsindkomsterne i de fleste amerikanske storbyområder. På landsplan lå medianindkomsten for de amerikanske husstande i 2014 8 % lavere end i 1999, hvilket er en påmindelse om, at økonomien endnu ikke er kommet sig helt over virkningerne af den store recession i 2007-09. Nedgangen var gennemgribende, idet medianindkomsterne faldt i 190 af 229 undersøgte storbyområder. Goldsboro lå nær bunden med et tab på 26 % i medianindkomst. Midland var et modtræk til den fremherskende tendens med en stigning i medianindkomsten på 37 % fra 1999 til 2014, hvilket var den største stigning blandt de undersøgte områder. 4

Middelklassens tilbagegang er en afspejling af den stigende indkomstulighed i USA. Generelt er husstande i middelklassen mere udbredt i storbyområder, hvor der er mindre forskel på indkomsterne for husstande i den øverste og den nederste ende af indkomstfordelingen. Desuden er middelklasseandelen fra 2000 til 2014 faldet mere i områder med en større stigning i indkomstulighed.

Disse resultater fremgår af en ny analyse fra Pew Research Center af de seneste tilgængelige data fra 2014 American Community Survey (ACS) fra det amerikanske Census Bureau i forbindelse med data fra 2000 decennial census. Undersøgelsen fokuserer på middelklassens relative størrelse og økonomiske velfærd i de statistiske områder i USA’s storbyer. Disse områder består af en bykerne og omkringliggende lokaliteter med sociale og økonomiske bånd til kernen. Et storbyområde kan gå på tværs af statsgrænser, f.eks. New York-Newark-Jersey City, NY-NJ-PA-området (se tekstboksen for yderligere oplysninger).

En tidligere rapport fra Pew Research Center, der blev offentliggjort den 9. december 2015, fokuserede på nationale tendenser i størrelsen og den økonomiske velfærd i den amerikanske middelklasse fra 1971 til 2015. Den rapport viste, at andelen af amerikanske voksne i middelindkomsthusstande skrumpede fra 61 % i 1971 til 50 % i 2015. De skøn på nationalt niveau, der blev præsenteret i den tidligere rapport, blev udledt af data fra Current Population Survey (CPS). De adskiller sig således en smule fra skønnene i denne rapport.

Den nuværende og fremtidige status for den amerikanske middelklasse er fortsat et centralt emne i præsidentvalgkampen i 2016. Desuden tyder nye økonomiske undersøgelser på, at en middelklasse, der har det svært, kan bremse potentialet for fremtidig økonomisk vækst. 5 Den nationale tendens er klar – middelklassen taber terræn som en andel af befolkningen, og dens andel af den samlede amerikanske husstandsindkomst er også faldende. 6 Men som tendenserne i Goldsboro og Midland viser, kan lignende ændringer i middelklassens størrelse afspejle meget forskellige økonomiske omstændigheder og reaktioner på lokalt plan.

Hvem er middelindkomst?

I denne rapport defineres amerikanere med “middelindkomst” som voksne, hvis årlige husstandsindkomst er to tredjedele til det dobbelte af den nationale median, efter at indkomsterne er blevet justeret for husstandsstørrelse. 7 I 2014 var det nationale middelindkomstinterval ca. 42.000 til 125.000 dollars årligt for en husstand på tre personer. Husstande med lavere indkomst har indkomster på under 67 % af medianen, og husstande med højere indkomst har indkomster, der er mere end det dobbelte af medianen.

Den indkomst, der skal til for at være middelindkomst, varierer efter husstandsstørrelse, idet mindre husstande har brug for mindre for at opretholde den samme livsstil som større husstande. Således behøvede en enpersonshusstand kun 24 000 til 72 000 USD for at være middelindkomst i 2014. Men en fempersoners husstand skulle have en indkomst på mellem 54 000 USD og 161 000 USD for at blive betragtet som middelindkomst.

Den samme middelindkomststandard anvendes til at bestemme den økonomiske status for husstande i alle storbyområder, efter at deres indkomster er blevet justeret for leveomkostningerne i området. Det betyder, at indkomsterne for husstande i relativt dyre områder, f.eks. New York-Newark-Jersey City, NY-NJ-PA, justeres nedad, og indkomsterne for husstande i relativt billigere områder, f.eks. McAllen-Edinburg-Mission, TX, justeres opad. Indkomsterne er også justeret for stigninger i priserne på varer og tjenesteydelser over tid, når man analyserer ændringer i husholdningernes status fra 2000 til 2014. 8

Storbyområder med de største middel-, lav- og højindkomstniveauer i 2014

Der tegner sig et tydeligt geografisk mønster med hensyn til, hvilke storbyområder der havde de højeste andele af voksne med lavindkomst, middelindkomst eller højindkomst i 2014. De 10 storbyområder med de største andele af voksne med middelindkomst er for det meste beliggende i Midtvesten. Wausau, WI, hvor 67 % af de voksne boede i husstande med middelindkomst i 2014, havde den ære at være førende i landet på dette grundlag, tæt fulgt af Janesville-Beloit, WI (65 %). Sheboygan, WI, og fire andre områder i Midtvesten placerede sig også blandt de 10 bedste områder med middelindkomst.

Bortset fra en fælles geografi er de 10 bedste storbyområder med middelindkomst mere forankret i fremstillingsindustrien end nationen som helhed. Elkhart-Goshen, IN, fik f.eks. 56 % af sit bruttonationalprodukt (BNP) i 2014 alene fra fremstillingssektoren. På samme måde var fremstillingssektorens andel 40 % i Sheboygan, WI, og mere end 20 % i Wausau, WI, Lebanon, PA, Ogden-Clearfield, UT, og Kankakee, IL. Samlet set tegnede fremstillingssektoren sig kun for 12 % af landets BNP i 2014. 9

Men fremstillingssektorens rolle i forbindelse med opretholdelsen af middelklassen i disse lokaliteter i Midtvesten er ikke entydig. Selv om job i fremstillingsindustrien har tendens til at betale mere end gennemsnittet, har sektoren i de seneste årtier ladet arbejdstagerne gå. 10 På landsplan er beskæftigelsen i fremstillingssektoren skrumpet med 29 % fra 2000 til 2014. 11 Middelklassesamfundene i Midtvesten var ikke immune over for denne tendens.

Af de områder i Midtvesten med nogle af de højeste andele af voksne med middelindkomst var de områder, der blev hårdest ramt af tabet af arbejdspladser i fremstillingssektoren, Janesville-Beloit, WI, hvor beskæftigelsen i fremstillingssektoren faldt med 49 % fra 2000 til 2014, og Youngstown-Warren-Boardman, OH-PA, hvor den faldt med 42 %. Selv om mindst 6 ud af 10 voksne tilhørte middelklassen i disse områder i 2014, oplevede begge lokaliteter tab i andelen af voksne med højere indkomst og stigninger i andelen med lavere indkomst fra 2000 til 2014. Middelklassens økonomiske status i nogle af lokaliteterne i Midtvesten er således ikke nødvendigvis på fast grund.

De resterende top 10-hovedstadsområder med middelindkomst oplevede mere beskedne tab af arbejdspladser i fremstillingsindustrien, og andre sektorer trådte til og tog over i flere områder. Fra 2000 til 2014 mistede Wausau, WI, f.eks. 3.200 arbejdspladser i fremstillingssektoren, men den samlede beskæftigelse i den private sektor steg med næsten 1.ooo. Tilsvarende havde Eau Claire, WI, et tab af 2 300 arbejdspladser i fremstillingssektoren, men en samlet stigning på 5 700 arbejdspladser i den private sektor. Ingen af disse to områder oplevede nogen større ændring i andelen af voksne med lavere indkomst, og Eau Claire oplevede en stigning i andelen af voksne med højere indkomst. Således holdt i det mindste nogle af disse industrisamfund fast i deres økonomiske status eller oplevede, at den blev forbedret på trods af nedgangen i fremstillingsindustrien.

Storbyområder med de største befolkninger med højere indkomster ligger for det meste i den nordøstlige del af landet eller på Californiens kyst. Midland, TX, som er undtagelsen fra denne regel, fører metropolernes rangliste over områder med højere indkomst. Ca. 37 % af den voksne befolkning i Midland havde en høj indkomst i 2014 takket være en blomstrende olieøkonomi. Højteknologiske korridorer som Boston-Cambridge-Newton, MA-NH, og San Jose-Sunnyvale-Santa Clara, CA, er på denne liste sammen med finansielle og kommercielle centre som Hartford-West Hartford-East Hartford, CT. Det er også mere sandsynligt, at den voksne befolkning i de fleste af disse højindkomstområder har en universitetsuddannelse end i landet som helhed.

De 10 storbyområder med de største lavere indkomstniveauer ligger mod sydvest, flere ved den sydlige grænse. To storbyområder i Texas, Laredo og Brownsville-Harlingen, fører landet i denne henseende – i begge områder boede 47 % af den voksne befolkning i 2014 i husstande med lavere indkomst. Landbrugssamfund i det centrale Californien, nemlig Visalia-Porterville, Fresno og Merced, er også i denne gruppe af områder med lavere indkomst. Med undtagelse af Lake Havasu City-Kingman, AZ, udgjorde latinamerikanere mere end halvdelen af befolkningen i hvert af disse storbyområder med lavere indkomst i 2014, sammenlignet med 17 % på landsplan.

Hvis man ser på den bredere vifte af storbyområder, varierede andelen af voksne, der har en middelindkomst, fra et lavt niveau på 42 % i Monroe, LA, til et højt niveau på 67 % i Wausau, WI, i 2014. Men i størstedelen af storbyområderne – 18 af de 229 undersøgte – lå andelen af voksne med middelindkomst inden for et relativt snævert interval på 50 % op til 55 %. Disse storbyområder er spredt over hele landet og udviser ikke et klart geografisk mønster.

I omkring en fjerdedel af storbyområderne i 2014 udgør voksne i middelklassen ikke et klart flertal af den voksne befolkning. Især mange af landets største storbyområder falder i denne gruppe, herunder Los Angeles-Long Beach-Anaheim, CA, hvor 47 % af de voksne havde en middelindkomst; San Francisco-Oakland-Hayward, CA (48 %); New York-Newark-Jersey City, NY-NJ-PA (48 %); Boston-Cambridge-Newton, MA-NH (49 %); og Houston-The Woodlands-Sugar Land, TX (49 %).

I nogle af disse storbyområder, f.eks. i Boston- og San Francisco-regionerne, afspejler den relativt lille andel af mellemindkomstlaget det faktum, at overindkomstlaget er større end gennemsnittet. Men i Los Angeles-regionen er middelklassen relativt lille, fordi andelen af voksne med lavere indkomst er større end gennemsnittet.

Det er måske ikke overraskende, at den relative størrelse af laget med lavere eller højere indkomst i et storbyområde er korreleret med medianindkomsten for husholdningerne generelt i området. I Laredo, TX, som er det område med det største lag med lavere indkomst, var medianhusstandsindkomsten 35 % lavere end den nationale medianindkomst i 2014. I Midland, TX, hovedstadsområdet med det største niveau af højere indkomster, var medianindkomsten 45 % højere end den nationale medianindkomst. 12

Også omfanget af indkomstulighed i et storbyområde har betydning. Voksne med middelindkomst udgør en større andel af den voksne befolkning i storbyområder, hvor der er mindre forskel mellem indkomsterne i de husstande med de højeste og de laveste indkomster. Wausau, WI, Janesville-Beloit, WI, og Sheboygan, WI, de tre områder med de største middelklasser, er også blandt de storbyområder, der havde de laveste niveauer af indkomstulighed i 2014.

Ændringer i storbyområdernes økonomiske status fra 2000 til 2014

Da midten af indkomstfordelingen udhulede sig rundt om i landet fra 2000 til 2014, var bevægelsen mere opad på den økonomiske rangstige end nedad på rangstigen i nogle storbyområder (vindere), mens der i andre områder var relativt mere bevægelse nedad på rangstigen (tabere).

Til landsbasis steg andelen af voksne i den øverste indkomstgruppe fra 17 % i 2000 til 20 % i 2014, hvilket er en stigning på 2 procentpoint. 13 I mellemtiden steg andelen af voksne i det lavere indkomstniveau fra 28 % til 29 %, hvilket er en stigning på 1 procentpoint. Forskellen – 1 procentpoint – er nettogevinsten for de amerikanske voksne. Ud fra denne målestok varierede nettogevinsten i økonomisk status betydeligt på tværs af storbyområderne. 14

De storbyområder, der oplevede den største gevinst i økonomisk status fra 200o til 2014, er Odessa og Midland, nabosamfund i Texas med energibaserede økonomier. De andre store vindere blandt storbyområderne er af forskellig karakter. New Orleans-Metairie, LA, og Baton Rouge, LA, er relativt fremtrædende inden for shipping og petrokemi, men Lafayette, LA, har en større andel inden for informationsteknologi. Amarillo, TX, er hovedsageligt en kødpakkeriøkonomi, mens Barnstable Town, MA, er en førende turistdestination på Cape Cod.

De områder med de største gevinster i økonomisk status er ikke nødvendigvis områder med en høj andel af husstande med høj indkomst. Faktisk er flere af dem decideret gennemsnitlige, med en andel af befolkningen med lavere, middel og højere indkomst, der nøje ligner den nationale fordeling i 2014. I Grand Junction, CO, var f.eks. ca. 52 % af den voksne befolkning med middelindkomst i 2014, 28 % med lavere indkomst og 20 % med højere indkomst. Men Grand Junction nåede op på den nationale norm ved næsten at fordoble andelen af befolkningen med høj indkomst fra 2000 til 2014, hvilket gør den til en af de store vindere.

Selv om andre faktorer også kan være på spil, har de 10 storbyområder med de største tab i økonomisk status fra 2000 til 2014 én ting til fælles – en større afhængighed af fremstillingsindustrien end gennemsnittet. 15 De fleste af disse områder, såsom Springfield, OH, og Detroit-Warren-Dearborn, MI, ligger i det såkaldte rustbælte. De områder, der ikke ligger i Rust Belt, såsom Rocky Mount, NC, og Hickory-Lenoir-Morganton, NC, er også industrisamfund.

Disse områder oplevede generelt et betydeligt fald i beskæftigelsen i fremstillingsindustrien fra 2000 til 2014, fra 23 % i Fort Wayne, IN, til 51 % i Hickory-Lenoir-Morganton, NC, sammenlignet med 29 % på landsplan. De tabte arbejdspladser i fremstillingssektoren blev ikke fuldt ud genoptaget andre steder, da den samlede beskæftigelse i den private sektor også faldt fra 2000 til 2014 i disse 10 storbyområder, lige fra et fald på 3 % i Goldsboro, NC, til et fald på 25 % i Hickory-Lenoir-Morganton, NC. I modsætning hertil steg beskæftigelsen i den private sektor i USA som helhed med 5 % fra 2000 til 2014. 16

I de 229 analyserede storbyområder var 119 af dem vindere, der gik op i økonomisk status fra 2000 til 2014, og 110 var tabere. Ændringer i medianhusstandsindkomsten er relateret til sandsynligheden for, at et storbyområde viste sig at være en vinder eller en taber. Områder med større vækst i medianhusstandsindkomsten fra 1999 til 2014 var mere tilbøjelige til at opleve en stigning i andelen af voksne med højere indkomst og et fald i andelen med lavere indkomst. Udviklingen i indkomstulighed gjorde også en forskel. Områder med en større stigning i indkomstuligheden fra 1999 til 2014 oplevede større tab i middelklasseandelen.

Husstande oplever økonomiske tilbageslag i de fleste storbyområder

Amerikanske husstande i alle indkomstniveauer oplevede et fald i deres indkomster fra 1999 til 2014. På landsplan faldt medianindkomsten for husstande med middelindkomst fra 77.898 dollars i 1999 til 72.919 dollars i 2014, hvilket er et tab på 6 %. Medianindkomsterne for husstande med lavere og højere indkomster faldt med henholdsvis 10 % og 7 % i denne periode.

Faldet i husstandsindkomster på nationalt plan afspejlede næsten universelle tab på tværs af de amerikanske storbyområder. Husholdninger med middelindkomst tabte økonomisk terræn i 222 ud af 229 storbyområder fra 1999 til 2014. I mellemtiden faldt medianindkomsten for husstande med lavere indkomst i 221 storbyområder, og medianindkomsten for husstande med højere indkomst faldt i 215 områder.

Indkomsttendenserne peger på økonomisk pres på middelklassen, også i områder, hvor den stadig har en stor andel af befolkningen. I Sheboygan, WI, hvor 63 % af de voksne tilhører middelklassen, faldt middelklassens medianindkomst med 17 %, fra 80 281 USD i 1999 til 66 719 USD i 2014. Også husstande med middelindkomst i områder som Janesville-Beloit og Eau Claire i Wisconsin og Elkhart-Goshen i Indiana oplevede et fald på mindst 10 % i medianindkomsten. Selv om disse samfund stadig i vid udstrækning tilhører middelklassen, er den økonomiske sikkerhed for middelklassehusstandene i dem således blevet forringet siden 1999.

Så man ser på tværs af storbyområderne i 2014, er der betydelig variation i husholdningernes medianindkomst. For husholdningerne samlet set varierede medianindkomsten fra 39.752 dollars i McAllen-Edinburg-Mission, TX, til 90.743 dollars i Midland, TX. Også indkomsterne for husholdningerne inden for hvert indkomstniveau varierede på tværs af storbyområderne. Blandt husstande i middelklassen varierede medianindkomsten fra 64.549 USD i Hanford-Corcorcoran, CA, til 81.283 USD i Racine, WI, hvilket svarer til en forskel på 26 %. 17

Kort til rapporten

Denne rapport inddeler husstande i amerikanske storbyområder i tre indkomstniveauer – lavere indkomst, middelindkomst og højere indkomst – alt efter, hvordan deres indkomst er sammenlignet med den nationale medianhusstandsindkomst. Husstandsindkomsterne i hvert storbyområde er først justeret for leveomkostningerne i området i forhold til de gennemsnitlige leveomkostninger i landet. Indkomsterne er også justeret for husstandsstørrelse og skaleret til at afspejle en husstand på tre personer.

I forbindelse med sammenligninger over tid sammenlignes husstande, der var i det lavere, mellemste eller øverste indkomstniveau i 2014, med husstande i disse niveauer i 2000. Analysen følger ikke de samme husholdninger over tid, og nogle husholdninger, der havde middelindkomst i 2000, kan være flyttet til et andet niveau i 2014. Den demografiske sammensætning af hvert indkomstniveau kan også have ændret sig i løbet af perioden.

Det første kapitel i rapporten beskriver, hvordan den amerikanske voksne befolkning var fordelt på de tre indkomstniveauer i 2000 til 2014. Det beskriver også virkningen af at justere indkomsterne i storbyområderne for de lokale leveomkostninger.

Dernæst fokuserer rapporten på størrelsen og den økonomiske velfærd i de lavere, mellemste og højeste indkomstniveauer i de amerikanske storbyområder i 2014 og på, hvordan storbyområderne sammenligner sig i disse henseender. I det sidste kapitel analyseres ændringer i indkomstniveauernes relative størrelse og velfærd fra 2000 til 2014 på storbyniveau.

Bilag B indeholder tabeller med skøn over andelene af den voksne befolkning i lav-, mellem- og højindkomstniveauet i 229 storbyområder og ændringer i disse andele fra 2000 til 2014. Kort i tillæg B viser disse ændringer i billedform. Yderligere data om alle storbyområder, f.eks. om medianindkomster, leveomkostninger og andre økonomiske og demografiske indikatorer, kan downloades online.