Abbumin er et protein, der syntetiseres i leveren. Urinalbumintesten påviser og måler mængden af albumin i urinen. Tilstedeværelsen af en lille mængde albumin i urinen er en tidlig indikator for nyreskader. Tidligere blev disse små mængder af albumin i urinen, når de blev påvist, omtalt som “mikroalbumin”, selv om dette udtryk er ukorrekt; nogle sundhedspersoner bruger muligvis stadig denne uhensigtsmæssige terminologi.

Måling af albumin i urinen er nyttig til screening for visse kroniske sygdomme som diabetes og hypertension, som begge fremmer udviklingen af nyreskader eller -sygdomme. Ved denne test kan små mængder albumin, der udskilles i urinen på grund af en forstyrrelse af nyrernes normale kontrolmekanisme, påvises mange år før en betydelig nyreskade bliver synlig.

Plasma, eller den flydende del af blodet, indeholder mange forskellige proteiner. En af nyrernes vigtigste funktioner er at bevare plasmaproteinerne, dvs. at forhindre, at de går tabt eller udskilles i urinen sammen med affaldsstoffer fra kroppen. Der er to mekanismer, der forhindrer proteiner i at passere i urinen: 1) nyrernes glomerulus fungerer som en barriere, der tillader større proteiner at blive tilbageholdt i blodbanen, og 2) mindre proteiner, der kan passere gennem glomerulus, bliver næsten udelukkende reabsorberet i nyretubuli. Klik her for at få flere oplysninger.

Proteinuri (tilstedeværelse af protein i urinen) opstår normalt, når der er skader på glomeruli eller nyretubuli. Betændelse eller ardannelse i glomeruli fremmer tab af protein i urinen. Skader på nyretubuli forhindrer protein i at blive reabsorberet.

Albumin er et plasmaprotein, der findes i høje koncentrationer i blodet, så når nyrerne fungerer korrekt, tabes der stort set intet albumin i urinen. Ved nyreskader eller -sygdomme begynder nyrerne at miste deres evne til at holde albumin og andre proteiner tilbage. Dette kan ses ved kroniske sygdomme som diabetes og hypertension; den øgede mængde tabt protein afspejler en stigning i nyreskader eller -sygdomme.

Et af de første proteiner, der påvises ved nyreskader, er albumin. Personer, der vedvarende har visse mængder albumin i urinen (albuminuri), har en øget risiko for at udvikle nyresvigt og hjerte-kar-sygdomme.

Ofte måles både albumin og kreatinin i den samme urinprøve, og der foretages derefter en beregning mellem de to, som kaldes albumin/kreatinin-forholdet (ACR). Denne beregning giver et mere præcist skøn over mængden af albumin, der går tabt i urinen. Koncentrationen (eller fortyndingen) af urinen varierer i løbet af dagen, så der udskilles mere eller mindre væske sammen med affaldsstoffer. Af denne grund kan koncentrationen af albumin i urinen også variere. Kreatinin, et biprodukt fra muskelmetabolisme, udskilles normalt i urinen med en konstant hastighed, og dets niveau i urinen er en indikator for mængden af væske, der udskilles som urin. Denne særlige egenskab ved kreatinin gør det muligt at fastsætte en korrektionsfaktor, når der indsamles en tilfældig urinprøve. American Diabetes Association anbefaler brugen af albumin/kreatinin-forholdet (ACR) ved screening for albuminuri.

Hvordan udtages prøven til testning?
Indsamling af en tilfældig urinprøve eller en tidskontrolleret (f.eks. 4 timers) eller 24 timers urinprøve i en passende beholder. Beholderen og instruktionerne til korrekt urinopsamling leveres normalt af sundhedspersonalet.

Er der behov for nogen forberedelse for at sikre prøvens kvalitet?
Der kræves ingen særlig forberedelse til denne test.
BEMÆRK: Oplysninger om indsamling og behandling af blodprøver og sputumkulturer findes i afsnittet Laboratoriet indeni.

Er der behov for nogen særlige forberedelser til denne test?