Måske er det drevet af babyboomere, der nu står over for deres egen dødelighed, men der har været en bølge af aktivitet i biotekvirksomheder, der leder efter en “ungdommens kilde” pille – et lægemiddel, der kan forlænge en persons levetid. Der er opstået en række hypoteser om nye biologiske mekanismer, som muligvis kunne gøre netop dette. Elevian undersøger f.eks. et protein, der er kendt som vækstdifferentieringsfaktor 11 (GDF11), som ifølge Elevians websted kan forbedre træningskapaciteten, forbedre hjernefunktionen og fremskynde muskelreparation, når det indgives til gamle mus, når det indgives til gamle mus. En anden fremtrædende aktør på anti-aging-området er Elysium Health, som mener, at en forøgelse af ens NAD+-niveauer fører til en forøgelse af lang levetidsgener. Faktisk sælger Elysium et kosttilskud i håndkøb, der er beregnet til at gøre netop dette. Men den kliniske fordel ved dette kosttilskud er endnu ikke bevist.

Fotokredit: Getty

Getty

Disse virksomheder drives ikke af charlataner. De ledes snarere af fremtrædende forskere på akademiske institutioner som Harvard og MIT. Men på trods af opmuntrende undersøgelser på et tidligt stadie i mus sætter skeptikere spørgsmålstegn ved levedygtigheden af et sådant arbejde. I en artikel med titlen “A ‘Fountain of Youth’ Pill? Sure, if You’re a Mouse”, udfordrer Marisa Taylor fra Kaiser Health News dette arbejde. For det første er hun bekymret over, at de dyreforsøg, der er rapporteret til dato, ikke har været lette at gentage. Desuden er hun bekymret for, at hypen er alt for tidlig. Måske er en sådan pille i horisonten, men vi står stadig over for en lang og besværlig proces for at nå dertil.

Ingen steder er denne udfordring større end ved at gennemføre et klinisk forsøg for at bevise et lægemiddels anti-aging-egenskaber. Man ville være nødt til at gennemføre et randomiseret klinisk forsøg i en ældre befolkning med halvdelen på lægemiddel og den anden halvdel på placebo. Men hvordan vælger man patienterne? Hvis de var til den yngre side, f.eks. i 50’erne, skulle man studere dem i lang tid for at påvise en langtidseffekt, da deres forventede levetid stadig er høj. Så man ville sandsynligvis have brug for en ældre population at studere. Da det drejer sig om at forlænge livet, er slutpunktet for undersøgelsen døden. En sådan undersøgelse ville kræve tusindvis af patienter for at opnå resultater, der er statistisk signifikante. For at efterligne musestudierne på mennesker skal man derfor muligvis gennemføre en 5-8-årig undersøgelse på tusindvis af patienter og måle de kliniske resultater. Denne type undersøgelser er blevet gennemført med kolesterolsænkende medicin og diabetesmedicin for at bevise over for myndigheder og betalere, at en sænkning af LDL-kolesterol eller HbA1c faktisk forlænger livet. Disse typer af eksperimenter med lang levetid har således fortilfælde. Men disse forsøg er dyre og koster normalt hundredvis af millioner af dollars.

For at gøre tingene endnu vanskeligere vil FDA kræve, at dit langlivede lægemiddel udviser en høj grad af sikkerhed, da disse lægemidler formentlig vil blive givet resten af ens liv. Dette ville sende advarselssignaler til de betalende myndigheder, da millioner af mennesker på 70 år og derover pludselig ville kræve at få adgang til et sådant lægemiddel. De ville således opstille meget høje forhindringer for at retfærdiggøre refusion af udgifterne til langtidspillen, ligesom de har gjort med PCSK9-kolesterolsænkende lægemidler.

Disse udfordringer har ikke afskrækket mindst én forsker fra at kaste sig hovedkulds ud i denne arena. Dr. Nir Barzilai, direktør for Institute for Aging Research ved Albert Einstein College of Medicine, har designet en anti-aging-undersøgelse kaldet “Targeting Aging with Metformin” (TAME). Metformin er et antidiabetisk lægemiddel, som blev godkendt af FDA for mere end 70 år siden. Det er stadig meget almindeligt ordineret, og dets sikkerhed er veletableret. Og selv om dets virkningsmekanisme ikke er kendt, har det vist sig at forlænge livet for nematoder med 57 % og for mus med 6 %. Barzilai og kolleger har mødtes med FDA og udformet TAME på baggrund af deres input. TAME vil bestå af 3.000 patienter mellem 65 og 79 år og have et sammensat primært endepunkt bestående af myokardieinfarkt, slagtilfælde, hjertesvigt, kræft, demens og død. TAME har en effekt til at påvise en reduktion på 22,5 % i tiden til første forekomst af et af slutpunkterne. Desværre har Barziali og hans team haft svært ved at skaffe midler til denne undersøgelse. American Federation for Aging Research har givet tilsagn om 35 millioner dollars, og de håber på yderligere 40 millioner dollars fra NIH. Det er dog usikkert, om et så relativt beskedent beløb vil være passende til denne type undersøgelse.

Det er interessant at bemærke, at de store medicinalvirksomheder som Pfizer, Merck og Novartis viger tilbage fra anti-aging-forskningen. Det kan være, at de er tilbageholdende med at gå ind på et område, der kræver et langsigtet og dyrt engagement på et område, hvor udbyttet først kommer om flere år. Ikke desto mindre vil forskningen i anti-aging fortsætte. Forskningen er vigtig og lovende. Men en anti-aldringspille, der er tilgængelig for masserne, er ikke lige om hjørnet. Den dukker måske ikke engang op i vores levetid.