Shakur, hvis mor, en tidligere Black Panther, valgte at give ham et navn, der var forbundet med en inka-revolutionær, rappede veltalende om modgang (og hård fest) på en måde, som kun få andre rappere havde gjort før. Han blev en af de bedst sælgende rappere i 1990’erne og fik en Grammy-nominering i 1996 for sit album “All Eyez on Me”. Han medvirkede også i flere film, bl.a. i “Poetic Justice” over for Janet Jackson.

Det er denne blanding af identiteter som gangster, skuespiller, elsker, spiller, poet, der synes at vække dramatikere. “Det er ikke nogen fejl, at hans liv bliver fortalt i teatret”, siger Kamilah Forbes, kunstnerisk leder af Hip-Hop Theater Festival, der har hjemsted i New York. “Han optrådte konstant.”

I den nye biografi “Tupac Shakur: The Life and Times of an American Icon” har forfatterne Tayannah Lee McQuillar og Fred L. Johnson III skriver om rapperens kampe i mytiske termer og sammenligner hans historie med Richard III, Willy Loman og andre tragiske figurer fra scenen. “Der vil komme mange flere film, bøger og skuespil om Tupac”, skriver de. “De vil sikre hans plads i pantheonet af dobbeltnaturlige helte/antihelte.”

Men hvilken Tupac skal portrætteres på scenen? Den følsomme poet, der beskyldes for at skrive kvindefjendske tekster? Den rapper, der overlevede at blive skudt og sad i fængsel for seksuelle overgreb? Eller barnet, der spillede Travis i en Harlem-opsætning af “A Raisin in the Sun” og studerede sang og ballet på Baltimore School for the Arts?

Det første stykke om Shakur, der fik en effekt efter hans død, var Michael Devell Winns “Up Against the Wind”, der blev opført på Juilliard School i 2000, mens Winn var elev der. (Shakur-boet, som overvåger brugen af rapperens musik, har stort set ikke været involveret i udviklingen af stykkerne.)

“En ung dreng vokser op i ghettoen, opnår berømmelse og stjernestatus og dør så ung,” sagde Winn. “Det er en James Dean-ting.”