Afrikansk traditionel medicin og dens praksis blev forbudt under påskud af hekseri i Sydafrika af briterne og senere af apartheidregeringen. Dette førte til hemmelighedskræmmeri i praksis og manglende infrastrukturel planlægning til støtte for den.

Som følge heraf er traditionel sundhedspraksis i vid udstrækning uformel og ureguleret. Dette giver anledning til spørgsmål om tilgængelighed og patientsikkerhed samt om healernes ansvarlighed. Traditionel sundhedspraksis gør brug af symbolske ritualer og naturprodukter, herunder lokale planter. De følger også visse kulturelle regler om privatlivets fred. Og de kræver særlige rumlige kvaliteter med hensyn til skala, rækkefølge, lys og materialer.

I 2007 udstedte den sydafrikanske regering loven om traditionelle sundhedspraktikere (Traditional Health Practitioners Act) for officielt at anerkende udøvelsen af traditionel medicin. Men der er ikke blevet gjort meget for at udvikle formelle rum til traditionel healingpraksis – især ikke i en bymæssig kontekst. De fleste healere praktiserer stadig i deres huse, hvor der er lidt privatliv for patienterne, og hvor deres familier er udsat for syge mennesker. Andre bruger mere private baglokaler. Men disse rum er ikke indrettet til udøvelse af traditionel medicin.

Rummene, hvor traditionel medicin udøves, er vigtige, fordi de bidrager til helbredelsesprocessen. Disse rum spiller en uundværlig rolle for at hjælpe patienterne med at få det bedre. Til forskel fra biomedicin er afrikansk traditionel healing holistisk: Ud over patientens symptomer tager den hensyn til personen som helhed og dennes sociale relationer. Under konsultationen får landskaber, bygninger og deres elementer, f.eks. materialer og planter, symbolsk betydning for patienten gennem healerens brug af dem. Rammerne, urtekomponenten og dialogen med healeren giver patienten en fysisk komfort og en følelse af kulturelt tilhørsforhold, og alle disse komponenter tilsammen er ansvarlige for helbredelsen.

Der er derfor et stort behov for arkitektonisk designindsigt i de bedste kvaliteter for rum, der kan rumme disse kulturelle ritualer for helbredelse. Der er behov for retningslinjer for passende udformning og opførelse af landskaber og bygninger til traditionelle sundhedspraktikere i Sydafrika – på samme måde som landet har retningslinjer for klinikker og hospitaler.

Den rette indretning støttet af velunderbyggede kulturelle principper for indretning og design vil i høj grad bidrage til at forbedre billedet og opfattelsen af udøvelsen af traditionel medicin. Ved at samle perspektiverne for arkitektonisk design og den kulturelle brug af lægeplanter arbejder vi på forskning, der har til formål at udvikle retningslinjer for design og konstruktion af landskaber og rum til traditionelle sundhedspraktikere i Sydafrika

Traditionel healing i Sydafrika

Atte procent af sydafrikanerne konsulterer traditionelle healere, og der er mere end 200 000 traditionelle healere. De fleste af dem er baseret i landområderne. Mange sydafrikanere bruger stadig traditionel medicin til deres primære sundhedsbehov. Det skyldes, at traditionelle behandlere ofte er mere tilgængelige og økonomisk overkommelige. De er fortrolige med lokalsamfundet og dets kulturelle praksis og overbevisninger.

De fleste landsbyer i landdistrikterne i Sydafrika har fortsat hjemmehørende traditionelle healere. Nogle af disse landsbyer har endda store traditionelle markeder, der fortsat fungerer, f.eks. Mona Market i Nongoma i KwaZulu-Natal.

Men traditionel sundhedspraksis er ikke kun forbeholdt landdistrikterne.

Det praktiseres i vid udstrækning i større byer som Durban og Johannesburg. På grund af efterspørgslen har nogle kommuner doneret infrastruktur til healere, så de kan praktisere og sælge deres traditionelle medicin. Eksempler på statsfinansieret infrastruktur omfatter Mai-Mai- og Faraday-markederne i Johannesburg og Warwick Junction i Ethekwini i Durban. I landets hovedstad, Pretoria, handler og rådfører healere sig frit på uformelle markeder og i nogle få små private forretninger som f.eks. i Marabastad nær byens centrum.

Disse markeder er veletablerede og tiltrækker betydelig handel.

Men de er ikke ideelle, da de oprindeligt blev designet til andre formål, f.eks. som hestestalde i tilfældet med Mai-Mai Market. De mangler de grundlæggende ting, der er nødvendige for handel og hygiejne, som f.eks. vand, god belysning og toiletter. Desuden afspejler rummene ikke den afrikanske kulturelle identitet gennem deres design og materielle kvaliteter. Disse kvaliteter, som omfatter elementer som hierarki, skala, orden, brug af lys, farver og artefakter, er væsentlige designovervejelser for helingsoplevelsen i traditionel sundhedspraksis.

Urbane offentlige rum i Sydafrika var, og er ofte stadig, enten eurocentriske i deres design eller designet i en modernistisk international stil. Disse rum blev ikke designet til afrikanske livsstile og behov. Dette kan tilskrives arven fra apartheids idealer og fysisk planlægning: at holde folk adskilt på grund af race og etnicitet og modvirke sortes permanente tilstedeværelse i byerne.

Opfordring til regeringernes engagement

Gennem et stærkt engagement i finansiering og forskning har regeringerne i Kina, Indien og Japan udviklet og institutionaliseret deres respektive traditionelle sundhedssystemer. I disse lande er udøvelse af og handel med traditionel medicin og udformningen af dens bygninger og rum i vid udstrækning reguleret.

Dette står i skarp kontrast til Sydafrika og Afrika syd for Sahara generelt, hvor der er mangel på finansiering og forskning i traditionel medicin. Siden vedtagelsen af loven om traditionelle sundhedspraktikere i 2007 har den sydafrikanske regering ikke investeret ressourcer til finansiering og forskning med henblik på at udvikle retningslinjer for rummene for traditionelle healere.

Det skal erindres, at biomedicin tidligere var traditionel medicin. Men den udviklede sig gennem fortsat forskning og finansiering. Retningslinjerne for udformning af biomedicinske faciliteter, herunder klinikker og hospitaler, har fået god støtte i Sydafrika. Men traditionelle sundhedspraktikere er dårligt reguleret og dermed undermineret af de biomedicinske praktiserende læger.

Den rette udformning af faciliteterne kunne give komfortabel adgang til traditionel medicin for alle medlemmer af samfundet. Healere, der tidligere er blevet marginaliseret, fortjener at praktisere i faciliteter, der legemliggør deres verdenssyn og identitet. For at få retmæssigt ejerskab til processen er det vigtigt, at de bliver hørt og inddraget i udviklingen af designretningslinjer.

John Molebatsi, ph.d.-studerende, University of Pretoria; Christina Breed, lektor, University of Pretoria, og Gary Ivan Stafford, lektor/forsker, University of Pretoria

Denne artikel er genudgivet fra The Conversation under en Creative Commons-licens. Læs den originale artikel.