Konventionelle kernereaktioner som f.eks. kernespaltning og kernefusion omdanner kun relativt små mængder stof indirekte til nyttig energi, f.eks. elektricitet eller raketfremdrift. Til elproduktion frigjort kerneenergi i form af varme bruges typisk til at koge vand til at dreje en turbinegenerator.

Menbart omdannes stof næsten fuldstændigt til energi i kernerne af neutronstjerner og sorte huller ved en proces, hvor kerner kollapser, hvilket resulterer i: proton → positron + 938 MeV, hvilket resulterer i en >450 MeV positron-elektronstråle. Sporkerner, der bliver fejet op i en sådan stråle, vil opnå en energi på ca. (kernemasse/elektronmasse) × 450 MeV, f.eks. kan et jernatom opnå en energi på ca. 45 TeV. Et atom på op til 45 TeV, der rammer en proton i det interstellare medium, skulle resultere i den ovenfor beskrevne p + A-proces.

Ion-elektron- eller positron-elektronplasma med magnetisk indespærring giver teoretisk set mulighed for direkte omdannelse af partikelenergi til elektricitet ved at adskille de positive partikler fra de negative partikler med magnetisk afbøjning. Direkte omdannelse af partikelenergi til fremdrift er teoretisk set enklere og kræver blot magnetisk styring af en neutral plasmastråle. Den nuværende laboratorieproduktion af relativistiske 5 MeV positron-elektronstråler efterligner i lille skala de relativistiske jets fra kompakte stjerner og muliggør undersøgelser i lille skala af, hvordan forskellige grundstoffer interagerer med 5 MeV positron-elektronstråler, hvordan energi overføres til partikler, chokvirkningen af gammastråleudbrud og mulig direkte fremdrift og elproduktion fra neutrale plasmaer. Positron-elektronplasmaer i laboratoriet kan være nyttige til undersøgelse af kompakte stjernestråler og andre fænomener. Imidlertid vil det sandsynligvis kun være nyttigt at generere fremdrift eller magnetisk adskille neutrale stråler med henblik på elproduktion, hvis der findes en praktisk kontinuerlig proces til at generere neutralt plasma ved hjælp af kernereaktioner.