Foto: Det var desværre grunden til, at farvestoffet var så slående, at det blev fremstillet med arsenik, hvilket er et emne, som Alison Matthews David behandler udførligt i sin bog Fashion Victims: The Dangers of Dress Past and Present.

Virkningerne af udsættelse for arsenik er forfærdelige. Ud over at være dødbringende giver det sår over hele huden. De, der kommer i tæt kontakt med det, kan udvikle skorper og sår, hvor det har rørt ved det. Det kan også få håret til at falde ud, og det kan få folk til at kaste blod op, før det lukker deres lever og nyrer ned.

Så det er nok et af de værste kemikalier for et samfund at blive “badet i.”

Det var naturligvis ubehageligt for kvinder, der bar grønne klæder. I 1871 blev en “dame, der købte en æske grønfarvede handsker i et velkendt og respektabelt hus”, forfærdet over at opdage, at hendes hænder brød ud i vabler efter at have taget dem på. Medmindre farvestoffet var forseglet, kunne svedige håndflader få farvestoffet til at løbe ud på bærerens hud. Andre beretninger fra denne tid fortæller om spædbørn, der døde i deres vuggestuer efter at have leget på grønne tæpper eller gnedet sig mod grønt tapet. En udenlandsk dignitarist fortalte endda dronning Victoria, at det grønne tapet i Buckingham Palace havde gjort ham syg. Det lyder som en latterlig kritik af hendes smag for indretning, indtil man indser, at han havde fuldstændig ret. Dronning Victoria, der tydeligvis var mindre følsom, end jeg ville have været, fik tapetet fjernet, men måske fordi der blev produceret en “muselignende lugt”, når farvestoffet blev påført tapetet. Ironisk nok blev folk i disse børneværelser eller værelser, når de blev syge, ofte lagt i seng i netop disse rum, hvor arsenikken i sidste ende ville slå dem ihjel.

Og hvis du tror, at virkningerne var skræmmende for de mennesker, der blot strøg mod disse stoffer, så vent, til du hører, hvad der skete med de kvinder, der fremstillede dem og arbejdede med farvestoffet hver dag. Matilda Scheurer, en 19-årig kvinde, der anvendte det arsenikgrønne farvestof på falske blomster, døde på en måde, der forfærdede befolkningen i 1861. Hun kastede grønt opkast op, det hvide i hendes øjne blev grønt, og da hun døde, hævdede hun, at “alt, hvad hun så på, var grønt”. Da folk begyndte at undersøge sådanne værksteder, fandt de andre kvinder i lignende nød, som f.eks. en “der var blevet holdt på grønt … indtil hendes ansigt var én masse af sår.”

Og lægerne vidste, at dette var ved at ske. De begyndte at tale om den “store mængde af langsom forgiftning, der foregik i Storbritannien” allerede i 1857. Inden længe blev der bragt illustrationer i aviserne, der forestillede skeletter, der dansede i grønne kjoler. Efter et tilfælde, hvor arsenikforgiftning blev spredt gennem sokker, tænkte The Times: “Hvilken fabriksartikel kan man i disse dage med højtrykscivilisation stole på, hvis sokker kan være farlige?” Jeg mener, for at være ærlig, dem, der ikke var grønne. Det var dem, man kunne stole på.

Den victorianske slang for en attraktiv person – “killing” – fik endda en ny betydning, idet British Medical Journal bemærkede: “Må den fascinerende bærer af den vel kaldes et dræbende væsen. Hun bærer faktisk gift nok til at dræbe alle de beundrere, hun kan møde i et halvt dusin balsale, i sine skørter.”

Man skulle tro, at disse historier straks ville have fået folk til at holde op med at bære farven, men det gjorde de selvfølgelig ikke. Forbrugere har gennem historien engageret sig i alle mulige vildt usunde adfærdsmønstre af hensyn til moden. Og produktionen af farven var en kæmpe industri! Så i årevis var nogle mennesker villige til at finde sig i disse groteske dødsfald, hvis alternativet var dæmpede nuancer eller, som en tilhænger af grøn farve beskrev dem, “afskyelige gråtoner, afskyelige brune farver og forfærdelige gule farver.”

Nogle mennesker forsøgte at bilde sig selv ind, at de ville være sikre, hvis de ikke slikkede på stoffet eller tapetet, hvilket desværre ikke var sandt. Andre hævdede, at lægerne simpelthen løj, for nogle mennesker vil altid tro, at videnskaben bare ikke er reel. Alt dette på trods af, at alle victorianske husstande sandsynligvis havde en krukke med arsenik til at forgifte rotter, så de vidste, at det var giftigt.

Denne modreaktion betød, at det tog indtil 1895, før der blev indført regler, der regulerede forholdene på fabrikker, hvor arbejdere ville blive udsat for arsenik. Heldigvis havde det britiske folk på det tidspunkt “i mangel af statslig indgriben brugt deres lommepenges magt” til at kræve alternativer til det arsenikbaserede farvestof.

Tak gudskelov, at de gjorde det.

Den dag i dag har grønt farvestof et dårligt ry blandt syersker. Kvinder, der arbejder med stoffer hos Chanel, mener, at det er forbundet med “uheld”. Heldigvis er det grønne farvestof på dit tøj ikke længere lavet med arsenik. Men hvis du denne St. Patrick’s Day bemærker en “muselignende lugt” fra dit tøj … ja, så er der sikkert nogen, der har spildt Guinness på det. Men hvis du ønsker at klæde dig nøgen af for at være på den sikre side, så er det langt fra os at stoppe dig.

Opdatering: Dette indlæg er blevet opdateret for at citere Alison Matthews Davids arbejde.