Rapgruppe

Tidligt i rapmusikkens ikke så lange historie gjorde The Fat Boys sig bemærket med deres selvudslettende humor, store størrelse og smittende rytmer og rim. Med en samlet vægt på mere end 750 pund kom Fat Boys ind på rapscenen med en blanding af komedie og musik. Trioen – Mark “Prince Markie Dee” Morales, Darren “Buff the Human Beat Box” Robinson og Damon “Kool Rock-Ski” Wimbley – var et af de første rapnumre, der gik over til mainstream-popularitet. Selv om de i sidste ende udgav et platin- og flere guldalbum og optrådte i film, tv-shows og reklamer, faldt deres lykke, da 1980’erne nærmede sig deres afslutning, og trioen opløstes i begyndelsen af 1990’erne.

Robinson, Morales og Wimbley voksede op i samme kvarter i New York City-bydelen Brooklyn, hvor de begyndte at rappe sammen. Som Wimbley senere forklarede til Dennis Hunt i Los Angeles Times: “Vi plejede at rappe på gadehjørnerne. Vi øvede i kældrene. … Det var bare en af de ting, vi gerne ville gøre sammen.”

Originalt kendt som Disco 3, fik Fat Boys først national opmærksomhed, da de vandt en national talentkonkurrence i Radio City Music Hall i 1983. Dommerne var især imponeret over Robinsons evne til at generere lydeffekter, idet han producerede en forbløffende variation, bemærkede Pierre Perrone fra Independent i London, England, af “perkussive opstød, grynt og klik … med sin mund.”

Den sejr de vandt i konkurrencen tiltrak sig opmærksomhed fra Charlie Stetler, som blev gruppens manager. Ud over deres talenter var Stetler også imponeret over sine nye klienters enorme størrelse. Robinson alene vejede 450 pund, og gruppen havde forbløffende restaurantregninger, mens de var på farten; en morgenmad kostede efter sigende 350 dollars. Det var Stetler, der foreslog, at gruppen skulle ændre sit navn til Fat Boys og bruge komedie som en del af deres nummer.

Fat Boys hyrede også Kurtis Blow, en dygtig rapkunstner i sin egen ret, til at producere deres første album. Udgivelserne, som blandede festsange og humor til hiphop, reggae og rockmusik, spillede alle på Fat Boys’ tunghed i deres titler. Fat Boys debuterede i 1984 og fik guld. Året efter var gruppen med i en hiphopdokumentarfilm kaldet Krush Groove, hvilket gav dem et endnu bredere publikum og en aftale om tre film med Warner Brothers. Gruppens andet album, Fat Boys Are Back, blev også udgivet i 1985; Big and Beautiful fulgte i 1986.

I mellemtiden blev rapmusikken selv mere og mere populær, hvilket blev hjulpet på vej af Run-D.M.C.’s 1986-cover af Aerosmiths rockhit “Walk This Way”. Fat Boys fornemmede en mulighed og besluttede sig for at gøre sig bemærket med deres egne covernumre. Efter at være flyttet til Polydor-selskabet udgav de deres version af Surfari’s hit “Wipe Out” fra 1963 med støtte fra The Beach Boys. Sangen, der var med på Crushin’, Fat Boys’ platinplade fra 1987, nåede op på andenpladsen på den britiske hitliste og blev nummer 12 i USA. Efter denne succes fik Fat Boys samme år en hovedrolle som sig selv i den Three Stooges-inspirerede komediefilm Disorderlies. Desværre blev filmen et kritisk og kassesucces. I en artikel i Houston Chronicle kaldte filmkritikeren Michael Spies filmen for “en Three Stooges-kortfilm, der er presset til bristepunktet og får det bedste af Larry, Curly og Moe til at se ekstremt stramt ud”. Fat Boys var åbenbart ikke bestemt til at blive filmstjerner.

Fat Boys’ næste album, Coming Back Hard Again, havde samme stil som Crushin’, og det indeholdt også et hitcovernummer, kaldet “The Twist (Yo’ Twist)”. Chubby Checker, som havde været med til at gøre den originale Twist til en national dille i 1960, støttede Fat Boys’ cover og var endnu en gang med til at føre sangen til toppen af hitlisterne. Ligesom “Wipe Out” indtog “The Twist (Yo’ Twist)” andenpladsen på den britiske hitliste og landede i den amerikanske top 20. Fat Boys var nu ægte stjerner og optrådte i flere tv-shows, bl.a. Miami Vice, og i reklamefilm. De skrev også “Are You Ready for Freddy” til Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master og optog videoen til sangen sammen med Robert Englund.

Men i slutningen af 1980’erne var Fat Boys’ nyhedsnummer ved at miste sin styrke. De forsøgte uden held at genoprette deres image i 1989 med en rap-opera (“rappera”) kaldet On and On, hvorefter Morales forlod gruppen i 1990 for at forfølge en solokarriere. Han udgav sit første album i 1992 som Prince Markie Dee and the Soul Convention og fik et hit med singlen “Trippin’ Out”. Han producerede og skrev også for så højt profilerede kunstnere som Mary J. Blige, Christopher Williams og El DeBarge. Robinson og Wimbley klarede sig mindre godt på egen hånd og udgav Mack Daddy i 1991 til en lunkent modtagelse, inden de stoppede. Parret fortsatte som værter for MTV’s Yo MTV Rap og producerede og optrådte sammen med andre rappere. I 1991 blev Robinson også dømt for seksuelt misbrug af en mindreårig, og hans dom for denne anklage skabte for meget negativ omtale til at kunne overvindes. Planerne for et Fat Boy-reunionalbum var i gang i december 1995, da Robinson pludselig døde i sit hjem i Queens, New York. Han var kun 28 år gammel og fik et dødeligt hjerteanfald forårsaget af fedme efter en influenza.

For the Record …

Medlemmer er bl.a. rapperne Mark Morales (født i 1969); Darren Robinson (født den 19. juni 1967; død i New York den 10. december 1995); Damon Wimbley (født i 1967).

Gruppen blev dannet i New York City som Disco 3 i begyndelsen af 1980’erne; vandt national talentkonkurrence i Radio City Music Hall i New York, fik manager og pladekontrakt, 1983; udgav første album, Fat Boys, 1984; medvirkede i dokumentarfilmen Krush Groove, 1985; udgav Fat Boys Are Back, 1985; udgav Big and Beautiful, 1986; udgav Crushin’, 1987; medvirkede som sig selv i filmen Disorderlies, 1987; medvirkede i tv-optrædener og reklamefilm, 1980’erne; udgav Coming Back Hard Again, 1988; udgav Krush on You, 1988; On and On, 1989; Morales forlod gruppen, 1990; de resterende medlemmer udgav Mack Daddy, 1991.

Udvalgt diskografi

Fat Boys, Sutra, 1984.

Fat Boys Are Back, WEA, 1985.

Big and Beautiful, Sutra, 1986.

Crushin’, Polygram, 1987.

Best Part of the Fat Boys, Pair, 1987.

Coming Back Hard Again, Mercury, 1988.

Krush on You, Blatant, 1988

On and On, Polygram, 1989.

Mack Daddy, Emperor, 1991

Greatest Hits, Unidisc, 1991.

All Meat No Filler: The Best of the Fat Boys, Rhino, 1997.

Kilder

Periodica

Houston Chronicle, 17. august 1987, s. 1.

Independent (London, England), 12. december 1995, s. 16.

Los Angeles Times, 2. oktober 1987, s. 10.

Times Union (Albany, NY), 12. december 1995, s. 16.

Los Angeles Times, 2. oktober 1987, s. 10.

Times Union (Albany, NY), 12. december 1995, s. 10.

Times Union (Albany, NY), 12. december 1995, s. 16.

B4 C1.

Online

“The Fat Boys,” All Music Guide, http://www.allmusic.com (27. januar 2004).

“The Fat Boys,” Rolling Stone, http://www.rollingstone.com/artists/bio.asp?oid=6399&cf=6399 (27. januar 2004).

“The Fat Boys,” VH1, http://www.vh1.com/artists/az/fat_boys/bio.jhtml (27. januar 2004).

-Michael Belfiore