Interviewed June 30 in the Sanford Boardroom at the Washington Duke Inn, Durham, North Carolina. Crosseyed Heart, hans første album i mere end 20 år, udkommer den 18. september, samme dag som Netflix har premiere på dokumentarfilmen Keith Richards: Under the Influence.

Hvis du ryger, kan jeg også ryge, ikke?

Be my guest. Hvis du vil ryge noget andet, kommer vi med røgelse.

Jeg har en miniaturejoint med, men jeg tvinger dig ikke til at ryge den. Jeg syntes bare, det ville være forkert at møde dig uden at medbringe en lille ting.

Nå, men lad os så komme ind i den her tingest og se. Vi vil måske tage en pause.

Jeg ønsker ikke at sætte dig i nogen form for position.

Absolut ikke. Jeg har været i alle mulige stillinger, og jeg er altid kommet ud af dem.

Hvordan klarer du dig på turnéen?

Jeg kan klare showet. I 60’erne var det 20 minutter, ind og ud. Nu er det to timer. Jeg virker ikke så udmattet, som jeg gjorde for ti år siden, fordi jeg har lært mere om, hvordan jeg skal pace et show. Jeg tænker ikke på de fysiske aspekter – jeg forventer bare, at det hele skal fungere. Jeg er velsignet fysisk med udholdenhed. Rammen holder stadig. Jeg spiser det samme, som jeg altid har gjort. Kød og kartofler, i bund og grund, med en god bid fisk i ny og næ. Min kone prøver at tvinge mere salat ned i mig, men jeg vil hellere tage p-piller.

Føler du stadig adrenalinen på scenen?

Ja. Det er nok det eneste stof, der er tilbage for os, det, der trækker os tilbage lige så meget som noget andet – selv om der er noget ved at spille med denne flok fyre. Er det vane? Er det bare længden af den tid, vi har gjort det? Men når vi begynder at øve, finder jeg altid denne utrolige entusiasme blandt dem alle sammen – især på denne turne. Det har været en fantastisk følelse fra første koncert.

Finder du nogensinde, at du savner at være ude at rejse?

Når man er hjemme, er der en slags forskydning – “Hvor fanden er jeg? Hvorfor flytter jeg mig ikke?” – og man indser, at man ikke behøver at flytte sig i et stykke tid. Men jeg har altid fundet ud af med Stones, at det er en slags kollektiv kløe. Alle ville bryde op efter en turné og gøre hvad som helst eller tage hvor som helst hen. Og så vil der være en slags indre kløe efter et par måneder – “Burde vi ikke lave noget?” Og som regel får jeg et opkald fra Mick først, men jeg føler normalt kløe og venter på opkaldet. Man kan ikke tvinge en frontmand til at gøre noget, han ikke har lyst til. Vi er nødt til at kæle for ham. Og holde ham glad. Man har virkelig brug for gnisten fra Mick for at gøre det.”

Hvornår blev det besluttet, at du skulle stå, hvor du står på scenen? Var det nogensinde en bevidst beslutning?

Du ved, jeg har altid stået på Micks venstre side, lige fra de tidligste klubkoncerter, jeg kan huske. Jeg har ingen idé om hvorfor. Nogle gange vandrer jeg over på Ronnies side og prøver det, men det føles altid lidt underligt, ved du?

Jeg blev 12 år i 1964. The Stones viste mig en masse amerikansk musik, som jeg aldrig havde hørt før. Muddy Waters. Howlin’ Wolf. Robert Johnson.

Sjovt – jeg havde en samtale med Buddy Guy for bare et par dage siden, hvor han meget generøst sagde: “Gudskelov for jer, for I reddede virkelig bluesmusikken i Amerika. I bragte det hele tilbage til livet.” Det var en god ting, for da vi lige var begyndt i London, var det meningen at bringe Chicago-blues til London. Vi var lidt idealistiske på det tidspunkt – du ved, hvordan børn er – men uanset hvor bizart det end måtte lyde, som levebrød eller som mål, så var det det det. Det gjorde vi sådan set i England, og så fandt vi pludselig i løbet af et år eller to ud af, at det blev oversat til Amerika – det bragte kul til Newcastle.

Ikke hvis man er et hvidt barn i forstæderne.

Det var det, vi indså, da vi kom hertil, at de hvide børn kun lyttede til den ende af skiven, og i den anden ende var der alle disse utrolige ting.

Ved at se optagelser af bandet fra midten af 60’erne blev jeg mindet om, hvor oprindelig og seksuel bandets appel var fra starten. Skrigeriet, optøjerne – har du nogensinde spekuleret på, hvor alt det kom fra?

Når du er på den modtagende ende af det, er det helt tydeligt, at det er oprindeligt og seksuelt og uden for enhver fornuft. De kom bestemt ikke for musikken.

Man kunne ikke høre musikken.

Nej. Især ikke dengang – der var ingen højttalere. Og 3.000 skrigende tøser kunne bare skræmme dig ud af hele stedet. Hvis man bare kiggede på publikum, kunne man se, hvordan de slæbte tøserne ud, svedende, skrigende og krampende. Det var forbløffende, selv i den alder. Samtidig er et helt rum fyldt med tøser, der råber af dig, heller ikke så ringe endda. For året før var der ingen, der kiggede på dig. Men de taler om os – Beatles, de tøser sled de fyre op. De holdt op med at turnere i 1966 – de var allerede færdige. De var klar til at tage til Indien og sådan noget lort.

Jeg har tænkt på Rubber Soul, Revolver, Sgt. Pepper og The White Album og lyttet til Beggars Banquet, Let It Bleed, Sticky Fingers og Exile on Main St. I løbet af de sidste 20 år har jeg lyttet langt oftere til de Stones-ting.

Nej, jeg forstår det godt – Beatles lød godt, da de var Beatles. Men der er ikke en masse rødder i den musik. Jeg tror, de lod sig rive med. Hvorfor ikke? Hvis man er Beatles i 60’erne, bliver man bare revet med – man glemmer, hvad det var, man ville gøre. Man begynder at lave Sgt. Pepper. Nogle mennesker synes, det er et genialt album, men jeg synes, det er et sammensurium af skidt, lidt ligesom Satanic Majesties – “Åh, hvis I kan lave en masse lort, så kan vi også.”

Du har lagt noget elementær musik på det nye soloalbum . “Goodnight Irene.”

Den gamle Leadbelly-sang, ja.

Renheden i lyden og stemmen er bemærkelsesværdig. Alt andet end blues er strippet væk.

Tak.

Du har sagt, at kraften i blues var en hjerneblæser, da du var barn, og det har ikke ændret sig.

Nej. Jeg genkender kraft, når jeg ser den. Og der er noget utroligt kraftfuldt ved blues – den rå blues. Men der er sikkert ikke et stykke populærmusik, som du har hørt, der ikke på en eller anden mærkelig måde er blevet påvirket af blues. Selv den mest tåbelige jingle eller rap-sang – det hele er påvirket af blues. Jeg tror, at det nok er den oprindelige musikform i verden, når det kommer til stykket.

Jeg har lige læst om Bill Wyman, der blev oprørt over en plakette på Dartford station, der hædrer dig og Mick.

Ja. Jeg ved faktisk ikke præcis, hvad der stod, men Mick kom lige forleden dag hen til mig og sagde: “Tror du på det lort, mand? Bill Wyman brokker sig over plakaten på Dartford station.” Jeg sagde: “En plakette? Jeg troede, vi havde en statue.”

Han var sur, fordi der stod, at du og Mick “dannede” Rolling Stones.

Jeg ved godt, at han var utilfreds med det, men jeg kan ikke forstå hvorfor. Bill var der ikke, da bandet blev dannet. Ian Stewart dannede bandet – vi flokkedes om ham. Bill var en finurlig, sjov gammel skiderik, men hvorfor skulle han gøre noget offentligt ud af det? . . . Jeg tror, Mick sendte en seddel, hvor han sagde – fordi Bill kommer fra en by, der hedder Penge – “Bill, hvis der kom en plakette op på Penge station, hvor der stod, at du var det stiftende medlem af Rolling Stones, tror du så, at vi ville klage?” Men Bill-oh, vi elsker ham højt, og han var en fantastisk god bassist. Vi bad ham ikke om at gå.

Det er ikke alle, der ønsker at opholde sig på Olympens bjerg.

Det er lidt trangt deroppe. Masser af mennesker, der prøver at komme op. Man kan gå rigtig let forbi i denne branche og tro, at man er noget særligt eller guddommeligt eller halvguddommeligt eller noget. Jeg har set nogle fyre, der kommer ud af det, eller de går bare igennem en fase. Men andre tror faktisk, at hvis man er på tv, og magasinerne er fulde af fnidder over en, så er man faktisk noget særligt. De finder som regel ud af på den hårde måde, at det er de ikke.

Du har spillet med alle fra George Jones til Tom Waits. Er der nogen, du ikke har spillet med, som du gerne vil spille med?

Der er sikkert et par fyre derude. . faktisk kan jeg ikke komme i tanke om nogen uden at tænke på nogen. Jeg mener, alle de fyre, som jeg altid har ønsket at spille med, har jeg mødt og til sidst arbejdet sammen med. Jeg elsker Tom højt – han er en ægte amerikansk excentriker, og vi har brug for flere af dem, ved du. En genial fyr, en genial musiker. Jeg har altid haft lyst til at lave “Irene” – jeg tror måske, at Tom lavede “Shenandoah” for et par år siden, den store amerikanske folkesang, og at jeg var involveret i det – pludselig har jeg fået en 12-strenget guitar i hånden, og så er det tid til “Irene”. Jeg har haft mulighed for det med Merle Haggard. Alle disse fyre, som jeg plejede at lytte til – det utrolige er, at selv i min alder lever jeg et sted, hvor jeg kender alle mine helte, med vorter og alt, og stadig elsker dem. Chuck Berry, Jerry Lee Lewis – hvis det ikke er Mr. Rock ‘n’ Roll, så ved jeg ikke, hvem der er det. Little Richard. Jeg elsker de katte.

Det er mærkeligt, at din legende efter alle disse år næsten har en helt adskilt eksistens fra din musik.

Jeg ved det. Det er det bizarre ved det her – jeg er nok mere kendt på grund af mit image end på grund af musikken. Jeg har vænnet mig til det – han er som en kugle og en kæde, man slæber rundt med, og det er en fyr, man måske var for 25 år siden. Men han er der altid.

Ved du, at José Feliciano bor i samme by som dig i Connecticut?

Ja, det ved jeg, men jeg har aldrig mødt ham. Vi har aldrig krydset hinanden, selv om Weston er en meget lille by – der er en tankstation og et marked.

Så du er faktisk den næstbedste guitarist i Weston, Connecticut.

Det vil jeg gerne have. Han er en langt bedre guitarist end mig.

Det tror jeg ikke.

Nej, jeg mener teknisk, klassisk. Jeg er ikke uddannet på den måde. Jeg tvinger den til at gøre, som den bliver bedt om.

Jeg ved ikke meget andet end de lyde, jeg hører.

Gudskelov, det gør jeg heller ikke. De tekniske aspekter – min rædsel er at lave interviews med Guitar Magazine eller noget. Jeg har mine yndlingsøkser, som jeg ved en hel del om, men når de begynder at spørge: “Er det Gibson S3?”, så ved jeg det sgu ikke. Det fungerer fint for mig.

Har du haft en chef, siden du blev smidt ud af skolen?

Nej. Du taler med en som Mick, der aldrig nogensinde har sagt “Ja, sir” til nogen eller adlydt instruktioner, som vi ikke ønskede at adlyde. Jeg har kun sagt ja til mange mennesker, fordi jeg respekterer dem. Men nej, jeg har aldrig haft en chef. Selv mine bankfolk og mine advokater har alle været gennem møllen. Selv kongelige går igennem – de får at vide, hvad de skal gøre. Jeg har levet et helt frit liv. De gav mig vinger.

En skræmmende, skræmmende ting.

Det er det, fordi der ingen retningslinjer er.

Ingen grænser overhovedet.

Ikaros.

Du har ofte sagt, at du gerne ville betale vejafgiften igen. Og jeg tror dig.

Ja, det har været prisen værd. At blive musiker, det var drømmen – bare at komme med i et band. Du var ligeglad med, om du sad bagerst og klimprede løs. Ved du hvad, det ville jeg gerne have gjort. Jeg ville ikke have haft noget imod at være sidemand, men tingene udviklede sig anderledes. Måske var det frisuren eller noget.

Publiceret i september 2015-udgaven.