Vitamin D er en generisk betegnelse for en gruppe af fedtopløselige, strukturelt lignende steroler, som virker som hormoner. Denne test er den foretrukne indledende test til vurdering af D-vitaminstatus og afspejler mest præcist kroppens D-vitaminlagre.

I tilfælde af nyresygdom kan det være nødvendigt at teste 1,25-dihydroxyvitamin D-niveauet (DHVD-niveauet) for at vurdere D-vitaminstatus på passende vis. DHVD-testning alene viser måske ikke klart, at der er mangel på D-vitaminlagre.

Vitamin D-forbindelser i kroppen udvindes eksogent gennem kosten; fra planter som 25-hydroxyvitamin D2 (ergocalciferol eller calciferol) eller fra animalske produkter som 25-hydroxyvitamin D3 (cholecalciferol eller calcidiol). D-vitamin kan også udvindes endogent ved omdannelse af 7-dihydrocholesterol til 25-hydroxyvitamin D3 i huden ved ultraviolet eksponering.

25HDN dannes efterfølgende ved hydroxylering (CYP2R1) i leveren. 25HDN er et prohormon, der udgør den vigtigste reservoir- og transportform af D-vitamin, idet det lagres i fedtvæv og er tæt bundet af et transportprotein, mens det er i cirkulation. Den biologiske aktivitet kommer til udtryk i form af DHVD, den aktive metabolit af 25HDN. 1-Alpha-hydroxylering (CYP27B1) sker efter behov, primært i nyrerne, under kontrol af parathyroidhormon (PTH), før den biologiske aktivitet kommer til udtryk. Ligesom andre steroidhormoner binder DHVD til en nukleær receptor og påvirker gen-transskriptionsmønstre i målorganer.

25HDN kan også omdannes til den inaktive metabolit 24,25-dihydroxyvitamin D (24,25D) ved (CYP24A1)-hydroxylering. Denne proces, der reguleres af PTH, kan øge DHVD-syntesen på bekostning af det alternative hydroxyleringsprodukt (CYP24A1) 24,25D. Inaktivering af 25HDN og DHVD ved CYP24A1 er en afgørende proces, der forhindrer overproduktion af DHVD og deraf følgende D-vitamin-toksicitet.

Baseret på disse overvejelser er cirkulerende 25HDN den bedste indikator for optimale D-vitaminlagre i kroppen. De nøjagtige niveauer for optimale cirkulerende 25HDN-koncentrationer er fortsat genstand for debat. Mild til moderat mangel kan være forbundet med osteoporose eller sekundær hyperparathyroidisme. Alvorlig mangel kan føre til manglende mineralisering af nyligt dannet osteoid i knoglerne, hvilket resulterer i rakitis hos børn og osteomalaci hos voksne. Konsekvenserne af D-vitaminmangel på andre organer end knogler er ikke fuldt ud kendt, men kan omfatte øget modtagelighed for infektioner, muskulært ubehag og øget risiko for tyktarms-, bryst- og prostatakræft.

Moderat 25HDN-mangel er almindelig; hos institutionaliserede ældre kan prævalensen være større end 50 %. Selv om det er langt mindre almindeligt, er alvorlig mangel heller ikke sjælden. Årsager til suboptimale 25HDN-niveauer omfatter manglende eksponering for solskin, et særligt problem på nordlige breddegrader om vinteren; utilstrækkeligt indtag; malabsorption (f.eks. på grund af cøliaki); nedsat hepatisk D-vitamin 25-hydroxylaseaktivitet, sekundært til fremskreden leversygdom; og enzyminducerende lægemidler, især mange antiepileptika, herunder phenytoin, phenobarbital og carbamazepin, som øger 25HDN-metabolismen.