Traumatiske tandlægeskader rammer 1 til 3 % af befolkningen og rammer børn og unge i uforholdsmæssig høj grad. Håndteringen af disse skader inddrager patienternes alder, da børn mellem 6 og 13 år har et blandet gebis. Dette bidrager til at bevare vitaliteten af de tænder, der kan reddes efter en traumatisk hændelse. Den kliniske undersøgelse af disse tilfælde omfatter en grundig undersøgelse af over- og underkæben for tilknyttede frakturer og eventuelle fastsiddende rester og løsrevne tænder eller tandfragmenter. Formålet er at udelukke enhver utilsigtet aspiration eller forskydning i næse, bihuler eller blødt væv. Når eventuelle komplikationer er udelukket, fokuseres der på at fastslå, hvilken type skade den eller de pågældende tænder har fået. Der foretages bl.a. en klinisk undersøgelse for eventuelle farveændringer i tænderne, mobilitetstest og testning for pulpavitalitet. Der foretages en radiografisk vurdering ved hjælp af periapikale, okklusale og panoramiske røntgenbilleder samt keglestråle-computertomografi for at se virkningen af traumaet på tanden, roden, det parodontale ligament og den tilstødende knogle. Det mest almindeligt anvendte klassifikationssystem for tandtraumer er Andreasens klassifikation og anvendes på både mælketænder og permanente tænder. Håndtering af tandtraumer er baseret på typen af skade, f.eks. skader på hårdt væv og pulpa, skader på parodontalt væv, skader på den bærende knogle og skader på gingiva og mundslimhinden. Skader på hårdvæv uden inddragelse af pulpa kræver typisk kun restaurering. Enhver involvering af pulpa kan kræve endodontisk behandling. Frakturer, der involverer alveolarknoglen eller luksation af tanden, kræver stabilisering, som typisk opnås med fleksible skinner. De mest almindelige procedurer, der anvendes til behandling af tandskader, omfatter rodbehandling/endodonti, kirurgisk repositionering af tanden og fleksible skinner. Det er nødvendigt at erkende og behandle disse skader for at fremme en korrekt heling og redning af patientens naturlige tænder, hvilket reducerer fremtidige komplikationer for patienterne.