Det burde være indlysende: at give LSD til en alkoholiker i håb om at helbrede ham er en meget, meget dårlig idé. Men forskellige aviser i denne uge synes ikke at være enige. For eksempel har vi Independent, der hævder, at “LSD hjælper alkoholikere med at lægge flasken fra sig”, og Metro, der siger, at “LSD kan hjælpe alkoholikere med at holde op med at drikke”.

De hentyder til de netop offentliggjorte resultater fra Erika Dyck, professor i medicinhistorie ved University of Alberta, som for nylig genoptog emnet (og emnerne) for en fire årtier gammel forskningsundersøgelse af den britiske psykiater Humphrey Osmond, som eksperimenterede med at give alkoholikere en enkelt dosis LSD i et forsøg på at helbrede deres sygdom.

Og selv om Osmonds undersøgelse blev afvist med skepsis, har Dyck nu fremlagt sine resultater i et akademisk tidsskrift, Social History of Medicine, og hævder, at “LSD-oplevelsen syntes at give patienterne mulighed for at gennemgå en åndelig rejse, der i sidste ende gav dem mulighed for at helbrede sig selv”.

Omkring tærsklen til at være ædru i tolv år får det mig til at ryste på hovedet af vantro, når jeg læser dette farlige sludder. Mens jeg var i alkoholismens kvaler, eksperimenterede jeg med LSD to gange. Første gang var jeg en nat plaget af skræmmende hallucinationer. Den anden gang blev jeg fundet bevidstløs af venner med et barberblad ved min side og nogle stærkt blødende sår på min venstre arm. Den dag i dag har jeg ingen erindring om, hvad der skete den aften. Et mislykket selvmordsforsøg? En sjusket selvskadehandling? Uanset hvad, kunne konsekvenserne have været fatale.

Jeg har stadig ar på min arm fra den aften som en stærk påmindelse om en heldig flugt. Så nej, Erika Dyck, ved at tage LSD, mens jeg var syg af alkoholisme, gennemgik jeg ikke en åndelig rejse, der i sidste ende gav mig mulighed for at helbrede mig selv. Og når man tænker på, hvor mange alkoholikere der bruger stoffer og omvendt, er tanken om at behandle alkoholisme med et gadedrugsstof grotesk.

Problemet med alkoholisme er, at det er en sygdom; derfor søger det medicinske felt til stadighed at finde en “kur”, der på en ordentlig måde kan sætte en stopper for den.

En typisk og gammel behandling er at ordinere alkoholikere med Antabus i et forsøg på at bryde den fysiske afhængighedscyklus. Det aktive stof i Antabus er disulfiram, som forstyrrer den måde, kroppen nedbryder alkohol på; hvis man drikker alkohol, mens man tager stoffet, bliver man voldsomt syg.

Da jeg var 19 år, satte min psykiater mig på en kur med stoffet. Det blev præsenteret for mig som en quick-fix-løsning, og misbrugere af alle slags dyrker konceptet quick-fix; men jeg fandt det ubrugeligt. I stedet for at finde den kemiske afskrækkelse som en nyttig hindring for at drikke, fandt jeg på omvendt vis ud af, at jeg havde en endnu mere intens trang til alkohol end før. Ti dage efter at jeg havde taget det, kunne jeg ikke holde trangen ud, og uden at rådføre mig med min psykiater tog jeg mig selv ud af stoffet. Jeg begyndte straks at drikke igen. Antabus virkede ikke på George Best, og det virkede heller ikke på mig.

Så er der Anonyme Alkoholikere (AA). Nogle tror, at AA er den eneste kur mod alkoholisme, men for mange alkoholikere, der er ved at komme sig, er det simpelthen ikke sandt. Selv om jeg gik til en håndfuld møder i løbet af de første to år af min ædruelighed, slog 12-trins-programmet og flokmentaliteten aldrig rigtig klik for mig.

AA-folk plejede at ramme mig med skræmmende bemærkninger som “AA er den eneste vej” og “hvis du ikke kommer her, vil du begynde at drikke igen”. Jeg tænkte: “Jeg er ikke på udkig efter endnu en krykke, tak. I sidste ende er mit problem med AA, at jeg ikke tror på nogen form for foreskrivende livsstil – og det er netop det, AA tilbyder.

Og AA virker heller ikke for mange andre mennesker. Kuren mod alkoholisme er ikke gruppemøder eller stoffer: Det er, at alkoholikeren virkelig ønsker at stoppe med at drikke. Det er derfor, at George Best er død, og at jeg stadig er her. Ingen og intet kan stoppe en alkoholiker fra at drikke, bortset fra den enkeltes resolutte beslutning.

Jeg stoppede ikke, da familie, venner, kærester, arbejdskolleger, psykiatere og rådgivere bønfaldt mig om at få hjælp. Jeg stoppede ikke, da jeg begyndte at spytte blod op, måtte forlade arbejdet tidligt på grund af den foregående nats drikkeri, da mine hænder rystede ved morgenmaden, da jeg begyndte at få blackouts, eller da jeg regelmæssigt begyndte at kaste blod op.

Nej, jeg stoppede, da jeg kastede en skræmmende mængde blod op, begyndte at hallucinere flokke af blå fugle, der fløj rundt i mit soveværelse efter halvanden dag uden at have drukket, rystede fra top til tå og ikke kunne stå op, fordi jeg var så syg. Jeg stoppede, da jeg blev indlagt på A&E i en alder af 24 år med indre blødninger. Jeg stoppede, da jeg fandt mig selv liggende i en hospitalsseng og var rædselsslagen for, at jeg skulle dø.

Erika Dyck bør glemme alt om LSD eller andre quick-fix “kure”. Hvis en alkoholiker ikke ønsker at stoppe med at drikke, så er det en tabt sag.