Af Dave Butts

Sult og tørst er naturlige udtryk for menneskets grundlæggende ønske og behov for mad og vand. Et af de klare tegn på, at der er noget fysisk galt, er, når vi mister appetitten. Det er det samme åndeligt set. At hungre og tørste efter Gud er selve roden til vores væsen. Det er den måde, som Gud har skabt os på. Når der ikke er nogen sult efter Guds nærvær, er det en indikator på, at noget er galt åndeligt set. Fordi denne sult er så grundlæggende for den menneskelige natur, finder den ofte tilfredsstillelse på andre områder snarere end i at søge Gud. Ligesom det at spise usund junkfood kan dæmpe den fysiske appetit, kan det, der ikke er fra Gud, dæmpe vores åndelige appetit.

Dette sker for ikke-kristne, når de søger lykke og tilfredsstillelse på alle områder undtagen i deres forhold til Gud. Det kan være i menneskelige relationer, i søgen efter magt eller penge eller i flugt til fysisk nydelse. De mest sørgelige eksempler er imidlertid kristne, som lader deres appetit på Gud blive sløvet af andre ting … selv religiøse ting. Vores kirker er fyldt med troende, der er så mætte af aktiviteter, programmer og projekter, at de ikke længere har en sult efter Gud.

Så mange kristne i dag snacker sig igennem dagen med “junkfood”-aktiviteter og finder så ud af, at de ikke har tid til at “feste” med Gud. Vi klager over vores “travlhed” og træthed, men det er typisk et åndeligt problem mere end et problem med tidsplanen. Vi ønsker alt undtagen Gud. Vi tager Gud i små doser i løbet af dagen og ugen og håber på en eller anden måde, at vi på søndag kan “indhente” vores tid med Herren.

Lad os se på de skriftsteder, der taler om at udvikle denne sult og tørst efter Gud:

“Salige er de, der hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes” (Matthæus 5:6).

• “… den, der drikker det vand, jeg giver ham, skal aldrig tørste. Ja, det vand, jeg giver ham, vil i ham blive til en kilde af vand, der vælder frem til evigt liv.” (Johannes 4:14).
• “Så erklærede Jesus: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal aldrig blive sulten, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Johannes 6:35).
• “På festens sidste og største dag stod Jesus og sagde med høj røst: “Hvis nogen er tørstig, så lad ham komme til mig og drikke. Den, som tror på mig, skal, som Skriften har sagt, strømme af levende vand flyde ud af hans indre'” (Johannes 7:37-38).
• “Kom, alle I tørstige, kom til vandet, og I, som ikke har penge, kom, køb og spis! Kom, køb vin og mælk uden penge og uden omkostninger. Hvorfor bruge penge på noget, der ikke er brød, og jeres arbejde på noget, der ikke mætter?” (Esajas 55:1-2).
• “Gud, du er min Gud, jeg søger dig inderligt; min sjæl tørster efter dig, mit legeme længes efter dig, i et tørt og træt land, hvor der ikke er vand” (Salme 63:1).
• “Ånden og bruden siger: ‘Kom!’ Og den, der hører, skal sige: ‘Kom!’ Den, der tørster, skal komme, og den, der har lyst, skal tage livets vands gratis gave” (Åbenbaringen 22:17).

Det er indlysende, at billedsproget om at hungre og tørste efter Gud er et bibelsk begreb. Fra profeterne i Det Gamle Testamente til Jesus og videre til Johannes’ Åbenbaring beskrives Guds folk som dem, der har udviklet et begær efter Gud. Kunne det være, at det manglende element i kirken i dag er denne længsel efter Gud selv?

Ben Patterson skriver: “Da den bedste lærer i bøn er Helligånden, er den bedste måde at lære at bede på at bede på, at man gør det ved at bede. Om og hvor meget vi beder, er, tror jeg, i sidste ende et spørgsmål om appetit, om sult efter Gud og alt det, han er og ønsker.”

C.S. Lewis skrev i “The Weight of Glory”: “Vi er alt for let tilfredse. Det er i sidste ende grunden til, at vi ikke beder mere, end vi gør. Intet mindre end uendelig glæde tilbydes os i Guds lysets rige. Han har lovet, at vi en dag skal skinne som solen i dette rige (Matthæus 13:43).”

“Vi er blevet tilfredse med blot kirke, blot religiøs anstrengelse, blot tal og bygninger – de ting, vi kan gøre. Der er ikke noget galt med disse ting, men de er ikke andet end skum efterladt af bølgerne på havet af Guds herlighed og godhed.”

Hvordan kan vi så begynde at udvikle denne hunger efter Gud? Hvis vi finder os selv i mangel af længsel, kan den så blive tændt igen i os? Måske er den bedste måde at se på dette på, at vi igen sammenligner det med fysisk sult og den måde, vi håndterer den på. Når vi bliver sultne, begynder mange af os at lede efter noget, der kan dulme sulten. Her i vores land kan vi, hvis vi er på arbejde, gå hen til snackautomaten i hallen, eller hvis vi er hjemme, går vi til skabet eller køleskabet og leder efter en snack, der kan fjerne følelsen af sult. Sult får os til at søge efter noget, der kan mætte os, selv om det er noget, der ikke rigtig er godt for os.

Spirituelt set er der en sult efter Gud, som ofte ikke bliver erkendt for det, den er. Det kan være en tom fornemmelse, en følelse af længsel, ja, endog ensomhed midt blandt mennesker. Vi begynder at lede efter måder at få følelsen til at forsvinde … at fylde tomheden ud. På en måde begynder vi at lede efter junkfood, som vil maskere den indre sultfølelse.

Faren ved denne type adfærd er, at vi sløver vores følelse af sult efter Gud. På samme måde som fortsat snacking gennem dagen kan sløve vores appetit og få os til at gå glip af et godt, nærende måltid, som vores krop har brug for, på samme måde kan vi fylde vores skemaer og ønsker så meget, at vi ikke engang er klar over, at vi ikke længere ønsker Guds nærvær.

Det er ikke tilfældigt, at en af Kirkens store åndelige discipliner er at faste. Når vi faster, bliver vi meget bevidste om vores fysiske sult. Denne fysiske sult kan også føre til en åndelig sult. Kristne i dag vender tilbage til faste og bøn som et middel til at vække os til vores store behov for Guds nærvær. Det kan være, at vi bliver nødt til at faste fra andre ting end mad for at genoprette vores åndelige sult. Det kan være nødvendigt at sætte tempoet ned i vores hektiske livsstil, som fortrænger vores tid med Faderen. Måske er vi nødt til at faste fra visse former for underholdning for at afsætte tid til at søge Herren. De, der er stærkt involveret i tjeneste, har måske brug for at sige “nej” til det, der er godt, for at søge det, der er bedst. Vi kan endda være nødt til at revurdere vores familieplanlægning.

Tommy Tenney skriver i sin andagtsbog, Experiencing His Presence: Devotions for God Chasers, beder en bøn, som vi alle kan have brug for at bruge dagligt for at opbygge vores sult efter Gud:

“Herre Jesus, min sjæl har ondt ved blot at nævne dit navn. Mit hjerte springer efter hvert rygte om dit komme, og hver mulighed for at du vil manifestere dit nærvær. Jeg er ikke tilfreds med blot åndelige lækkerier. Jeg er glubende sulten efter Dig i Din fylde. Jeg er desperat efter at spise dit nærværs brød og slukke min tørst med din ånds vin.”

Må sult og tørst efter Gud drive os til en lidenskabelig, ubarmhjertig jagt på ham.

Dave Butts er præsident for Harvest Prayer Ministries og forfatter til 10 bøger, bl.a. Vertical with Jesus og Forgotten Power.