Har du nogensinde været bekymret i dine studieår eller senere i livet over, at tiden måske er ved at løbe fra dig til at nå dine mål? Hvis ja, ville det være lettere at formidle denne følelse til andre, hvis der fandtes et ord, der betyder netop dette? På tysk er der et sådant ord. Den følelse af panik i forbindelse med, at ens muligheder synes at være ved at løbe ud, kaldes Torschlusspanik.

Tysk har en rig samling af sådanne udtryk, der ofte består af to, tre eller flere ord, der er forbundet til et superord eller sammensat ord. Sammensatte ord er særligt stærke, fordi de er (meget) mere end summen af deres dele. Torschlusspanik er f.eks. bogstaveligt talt sammensat af “port”-“lukning”-“panik”.

Hvis du kommer lidt for sent til togstationen og ser, at dit togs døre stadig står åbne, har du måske oplevet en konkret form for Torschlusspanik, foranlediget af de karakteristiske biplyde, når togdørene er ved at lukke. Men dette sammensatte ord på tysk er forbundet med mere end den bogstavelige betydning. Det fremkalder noget mere abstrakt, idet det henviser til følelsen af, at livet gradvist lukker døren til mulighederne, efterhånden som tiden går.

Det engelske sprog har også mange sammensatte ord. Nogle kombinerer ret konkrete ord som “søhest”, “sommerfugl” eller “turtleneck”. Andre er mere abstrakte, f.eks. “baglæns” eller “whatsoever”. Og selvfølgelig er sammensatte ord på engelsk også superord, ligesom på tysk eller fransk, da deres betydning ofte er forskellig fra betydningen af deres dele. En søhest er ikke en hest, en sommerfugl er ikke en flue, skildpadder går ikke med turtlenecks osv.

Et bemærkelsesværdigt træk ved sammensatte ord er, at de slet ikke kan oversættes godt fra et sprog til et andet, i hvert fald ikke når det gælder om at oversætte deres bestanddele bogstaveligt. Hvem ville have troet, at et “bære-ark” er en tegnebog – porte-feuille -, eller at en “støtte-halskæde” er en bh – soutien-gorge – på fransk?

Det rejser spørgsmålet om, hvad der sker, når ord ikke uden videre kan oversættes fra et sprog til et andet. Hvad sker der for eksempel, når en tysksproget person med tysk som modersmål forsøger at formidle på engelsk, at han eller hun lige har haft en spurt af Torschlusspanik? Naturligvis vil de ty til parafrasering, det vil sige, at de finder på en fortælling med eksempler for at få deres samtalepartner til at forstå, hvad de forsøger at sige.

Men det rejser et andet, større spørgsmål: Har mennesker, der har ord, som simpelthen ikke kan oversættes til et andet sprog, adgang til andre begreber? Tag f.eks. tilfældet med hiraeth, et smukt ord på walisisk, der er berømt for at være stort set uoversætteligt. Hiraeth er beregnet til at formidle den følelse, der er forbundet med det bittersøde minde om at savne noget eller nogen, samtidig med at man er taknemmelig for deres eksistens.

Hiraeth er ikke nostalgi, det er ikke angst, eller frustration, eller melankoli, eller fortrydelse. Og nej, det er ikke hjemve, som Google translate kan få dig til at tro, da hiraeth også formidler den følelse, man oplever, når man frier til en anden, og man får afslag, hvilket næppe er hjemve.

Different words, different minds?

Eksistensen af et ord på walisisk til at formidle denne særlige følelse rejser et grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem sprog og tanke. Dette spørgsmål blev stillet i det gamle Grækenland af filosoffer som Herodot (450 f.Kr.) og er genopstået i midten af sidste århundrede under tilskyndelse af Edward Sapir og hans elev Benjamin Lee Whorf og er blevet kendt som den sproglige relativitetshypotese.

Sproglig relativitet er ideen om, at sproget, som de fleste er enige om stammer fra og udtrykker menneskelig tænkning, kan give feedback til tænkning og påvirke tænkningen til gengæld. Så kunne forskellige ord eller forskellige grammatiske konstruktioner “forme” tænkningen forskelligt hos talere af forskellige sprog? Da denne idé er ret intuitiv, har den haft en del succes i populærkulturen og er senest dukket op i en ret provokerende form i science fiction-filmen Arrival.

Og selv om ideen er intuitiv for nogle, er der blevet fremsat overdrevne påstande om omfanget af ordforrådsdiversitet i nogle sprog. Overdrivelser har lokket illustre lingvister til at skrive satiriske essays som “the great Eskimo vocabulary hoax”, hvor Geoff Pullum fordømmer fantasien om antallet af ord, som eskimoerne bruger til at betegne sne. Men uanset det faktiske antal ord for sne på eskimoisk, så undlader Pullums pamflet at tage fat på et vigtigt spørgsmål: Hvad ved vi egentlig om eskimoernes opfattelse af sne?

Og uanset hvor vitriolske kritikere af den sproglige relativitetshypotese end måtte være, er eksperimentel forskning, der søger videnskabelige beviser for eksistensen af forskelle mellem talere af forskellige sprog, begyndt at akkumulere sig i et støt tempo. Panos Athanasopoulos fra Lancaster University har f.eks. gjort slående observationer om, at det at have bestemte ord til at skelne farvekategorier går hånd i hånd med at værdsætte farvekontraster. Han påpeger således, at personer med græsk som modersmål, der har forskellige grundlæggende farveudtryk for lyse og mørkeblå (henholdsvis ghalazio og ble), har en tendens til at betragte de tilsvarende blå nuancer af blå som mere forskellige end personer med engelsk som modersmål, der bruger det samme grundlæggende udtryk “blue” til at beskrive dem.

Men forskere, herunder Steven Pinker fra Harvard, er ikke imponerede og hævder, at sådanne virkninger er trivielle og uinteressante, fordi de personer, der deltager i eksperimenterne, sandsynligvis bruger sprog i deres hoved, når de foretager vurderinger om farver – så deres adfærd er overfladisk påvirket af sproget, mens alle ser verden på samme måde.

For at komme videre i denne debat mener jeg, at vi skal komme tættere på den menneskelige hjerne ved at måle opfattelsen mere direkte, helst inden for den lille brøkdel af tiden forud for mental adgang til sprog. Dette er nu muligt takket være neurovidenskabelige metoder, og – utroligt nok – hælder de første resultater til fordel for Sapir og Whorfs intuition.

Så ja, ja, hvad enten man kan lide det eller ej, kan det meget vel være, at det at have forskellige ord betyder, at man har forskelligt strukturerede hjerner. Men da ethvert sind på jorden er unikt og særskilt, er det ikke rigtig noget, der ændrer spillet.