Solera, et system bestående af et antal beholdere, der indeholder den samme drik, men af forskellige aldre, og hvis formål er at skabe en ensartet drik, der kan tappes med jævne mellemrum. Dette dynamiske modningssystem foregår typisk i kaskader af træfade i trin. Se fadlagring og egetræ. Hvert trin kaldes en skala og omfatter solera, det ældste fad eller sæt af fade, og criadera, en serie af fade med successivt yngre produkter. De spanske udtryk data afspejler det faktum, at soleraen primært anvendes til fremstilling af sherry, selv om den også anvendes til andre vine som marsala og portvin samt rom, brandy, whisky, balsamico og sherryeddike. Ikke overraskende bruges det også til øl.

Author Julian Jeffs mener, at udtrykkene “solera” og “criadera” først dukkede op på tryk omkring 1849, selv om de sandsynligvis var i brug meget tidligere. Gale’s i Storbritannien, Ballantine’s i USA og Bayerska i Sverige var blandt de første produktionsbryggerier, der anvendte denne teknik. Belgiske bryggerier anvendte også soleras i produktionen af nogle flamske rødalger og øl i oud bruin-stil. Blandt de moderne bryggerier, der anvender solera-systemet, kan nævnes Cambridge Brewing Company, Dogfish Head Craft Brewery, Freetail Brewing Company og New Belgium Brewing Company i USA, Birreria Baladin i Italien og Norrebro Bryghus i Danmark.

Solera-systemet kan anvendes til en lang række øltyper, herunder sure ales, bygvine og stærke lagers, og gør det muligt at fremstille komplekse øl med betydelige lagringsegenskaber, som ellers ikke ville være muligt for de fleste små produktionsbryggerier at opnå. Processen indebærer, at der med faste intervaller tappes en mængde øl fra soleraen, og at fassene opdateres med lidt yngre øl af samme stil fra criaderaen. Det endelige produkt skal komme specifikt fra de ældste fade, og hvert niveau skal derefter genopfyldes med det næstældste, uanset antallet af fadlagre i systemet. Når bryggeren arbejder med soleraens skalaer, søger han at opretholde en jævn fordeling, når han fylder op på hvert ældre niveau. Hvis 50 % af en tønde er udtaget, tages der derfor en lige stor mængde fra hver tønde i den næste skala, så den samlede mængde, der er udtaget fra den enkelte ældre tønde, bliver samlet. Denne proces gentages derefter for hver tønde på hvert niveau i soleraen. Hvis dette ikke gøres, kan der opstå betydelige variationer i udviklingen af de enkelte fade.

En udfordring for bryggeriet, der anvender en solera, er det intensive arbejde, der kræves for at opretholde korrekte blandingsteknikker, især når der skal fyldes op på tønderne på grund af fordampning. Desuden kan øllet, afhængigt af hvilken type basisøl, der lagres, ofte opleve en betydelig stigning i surhedsgraden som følge af invasive eller hjemmehørende mikrofloraer, fordi de fleste øl hverken har det alkoholniveau, der findes i spiritus, eller den surhedsgrad, der findes i vin, til at beskytte det mod infektion. Se eddikesyrebakterier, brettanomyces, lactobacillus og surt øl. Derfor er solera-systemet velegnet til øltyper, hvor en vis syrlighed eller en vis karakter af vildgær, uanset om det oprindeligt var forventet eller ej, kan give en behagelig kompleksitet. Det er undertiden nødvendigt at blande proportionelt fra hvert enkelt fad i solera-systemet, fordi visse fade kan være tilbøjelige til at producere en højere grad af dæmpning eller syrekoncentrationer end andre. Målet er at opnå en afbalanceret og ensartet øl hvert år.