Slid, fjernelse af materiale fra en fast overflade som følge af mekanisk påvirkning fra et andet fast stof. Slid opstår hovedsagelig som et progressivt tab af materiale som følge af den mekaniske interaktion mellem to glidende overflader under belastning. Slid er et så universelt fænomen, at det er sjældent, at to faste legemer glider over hinanden eller endog berører hinanden, uden at der sker en målbar materialeoverførsel eller et målbart materialetab. Således bliver mønter slidt som følge af fortsat kontakt med stof og menneskelige fingre, blyanter bliver slidt efter at være gledet hen over papir, og skinner bliver slidt som følge af, at toghjul fortsat ruller hen over dem. Kun levende ting (f.eks. knogleled) er på en vis måde immune over for den permanente skade, som slid forårsager, da de har evnen til at vokse igen og heles.

Britannica Quiz

All About Physics Quiz

Hvem var den første videnskabsmand, der gennemførte et kontrolleret eksperiment med en atomar kædereaktion? Hvad er måleenheden for cyklusser pr. sekund? Test din fysikforståelse med denne quiz.

Der findes fire grundlæggende typer slid: adhæsivt, slibende, korrosivt og overfladetræthed.

Den mest almindelige type, adhæsivt slid, opstår på grund af de stærke adhæsive kræfter, der opstår ved grænsefladen mellem to faste materialer. Når faste overflader presses sammen, opstår der en tæt kontakt over en række små pletter eller sammenføjninger. Under glidning bliver disse forbindelser fortsat dannet og brudt, og hvis en forbindelse ikke brydes langs den oprindelige grænseflade, dannes der en slidpartikel. Disse partikler bryder til sidst væk. Adhesivt slid er uønsket af to grunde: for det første vil materialetabet i sidste ende føre til en forringelse af mekanismens ydeevne, og for det andet kan dannelsen af store slidpartikler i tætliggende glideelementer medføre, at mekanismen griber fast på et tidligt tidspunkt i sin produktionstid. Adhesivt slid er mange gange større for usmurte end for effektivt smurte metaloverflader.

Abrasivt slid opstår, når en hård, ru overflade glider hen over en blødere overflade og danner riller på sidstnævnte. Det kan også forårsages af løse, slibende partikler, der ruller mellem to bløde glidende overflader, eller af partikler, der er indlejret i en af de modsatte overflader. Slibende fragmenter, der bæres af en strøm af væske eller gas, kan slide en overflade ned, hvis de rammer overfladen med høj hastighed. Da slibeslid finder sted, når det slibende materiale er ru og hårdere end den overflade, der skal slibes, kan det forhindres enten ved at fjerne den hårde, ru bestanddel eller ved at gøre den overflade, der skal beskyttes, endnu hårdere.

Korrosionsslitage opstår, når en gas eller væske kemisk angriber en overflade, der er efterladt udsat ved glidningsprocessen. Normalt, når en overflade korroderer, har korrosionsprodukterne (f.eks. patina) en tendens til at blive på overfladen, hvilket bremser yderligere korrosion. Men hvis der sker kontinuerlig glidning, fjerner glidningen de overfladeaflejringer, der ellers ville beskytte mod yderligere korrosion, som derfor finder hurtigere sted. En overflade, der har været udsat for korrosionsslitage, har generelt et mat, relativt glat udseende.

Overfladeudmattelsesslitage opstår ved gentagne høje belastninger i forbindelse med en rullende bevægelse, som f.eks. metalhjul på skinner eller et kugleleje, der ruller i en maskine. Belastningen medfører, at der dannes revner under overfladen i enten den bevægelige eller den stationære komponent. Efterhånden som disse revner vokser, løsner store partikler sig fra overfladen, og der opstår pitting. Overfladeudmattelsesslid er den mest almindelige form for slid, der rammer rullende elementer som f.eks. lejer eller tandhjul. For glidende overfladers vedkommende foregår adhæsivt slid normalt tilstrækkeligt hurtigt til, at der ikke er tid til, at der opstår overfladetræthedsslitage.

Selv om slidprocessen generelt opfattes som skadelig, og det er den også i de fleste praktiske situationer, har den også nogle praktiske anvendelser. F.eks. er mange metoder til fremstilling af en overflade på et fremstillet objekt afhængige af slibeslitage, bl.a. filning, slibning, lapping og polering. Mange skriveredskaber, især blyant, farvekridt og kridt, er afhængige af klæbende slid for at opnå deres virkning. En anden anvendelse ses i forbindelse med slid på gnavernes fortænder. Disse tænder har en hård emaljebeklædning langs den ydre buede overflade, men kun blødt dentin på den indre overflade. Derfor virker slibende og klæbende slid, som sker hurtigere på den blødere side, for at opretholde en skarp skærekant på tænderne.