Hvad er det ved skyer, der har en sådan klæbende kraft? Skyer får trækkraft som metafor, fordi de er formskiftere, bogstaveligt talt. Som følge heraf kan de stå for mange forskellige kulturelle troper. Vil du have noget til at repræsentere den ene ting, der ødelægger din ellers perfekte situation? Så er det klaret. Ønsker du at fremkalde den nostalgiske følelse af barndommens fantasilege? Det er klaret. Måske ønsker du at tegne et billede af himlen? Så er du heldig. Skyer som metaforer er en del af vores sprog: enhver sky har en sølvforing, jeg er på sky ni, hans hoved er i skyerne, der er mørke skyer i horisonten. Skyer er den dovne mands metafor, en one-image-fits-all-løsning til dine behov for metaforer.

På grund af denne fleksibilitet optræder de ofte i vores bøger og musik. Det tidligste eksempel findes måske i Aristofanes’ skuespil Skyer, hvor skyerne er stykkets kor og dramatikerens stemme, men også symboliserer det trendy filosofiske floskler, som Aristofanes spiddede på spidsen. I en mystisk tekst fra det 14. århundrede, The Cloud of Unknowing, er Gud omgivet af et mørke eller en “sky af uvidenhed”, som man kun kan få adgang til gennem følelser og kærlighed, ikke gennem viden. I 1802 påberåbte William Wordsworth en ensom sky for at repræsentere sin ensomhed og skrev: “I wandered lonely as a cloud/That floats on high o’er o’er vales and hills/When all at once I saw a crowd,/A host of golden daffodils;/Beside the lake, beneath the trees,/Fluttering and dancing in the breeze.” Filosofisk floskler, Guds ukendelighed, ensomhed – er der noget, som en flok fugtdråber ikke kan repræsentere?

Jeg er Joni Mitchell-fan, men hendes brug af sky-metaforen fører sky-tingen for vidt, til saftsomhed og længere end det. I hendes sang “Both Sides Now” fra 1969 synger hun:

Buer og strømme af englehår
Og isslotte i luften
Og fjerklinter overalt
Jeg har set på skyer på den måde.

Men nu blokerer de kun solen
De regner og sner på alle
Så mange ting jeg ville have gjort
Men skyer kom i vejen.

Man kan naturligvis se, hvor det bærer hen: skyer som metafor for en kærlighed, der er blevet kold. Men hvis man kan se bort fra den sødmefulde kvalitet af Mitchells tekst, kan man i hendes skymetafor se grunden til, at skymetaforer findes overalt: fordi skyer forandrer sig. I modsætning til andre himmelske metaforer – solen, månen, stjernerne – har skyer forskellige kvaliteter afhængigt af dagen, og deres forskellige udseende gør dem til nyttige metaforer for en række forskellige kvaliteter. Desuden kan et skift i skydække — fra en blå plettet himmel til en overskyet eftermiddag — ændre hele stemningen på en dag. Fordi vi forbinder visse vejrmønstre med bestemte stemninger, kan skyer i skrift bruges til at fremkalde en forudsigelig og stærk følelsesmæssig reaktion. De er en forfatters guldgrube: en metafor, der er fleksibel og alligevel kraftfuld.

En af mine yndlingsforfattere, David Mitchell (ingen relation til Joni Mitchell, så vidt jeg ved), har udnyttet skymetaforen til at repræsentere en sjæls rejse, der rejser på tværs af tidsaldre og antager nye former. I hans roman Cloud Atlas fra 2004 siger Mitchells karakter i en fjern postapokalyptisk fremtid: “Sjæle krydser tidsaldre som skyer krydser himmelstrøg, og selv om en skys form, farve eller størrelse ikke forbliver den samme, er den stadig en sky, og det er en sjæl også. Hvem kan sige, hvor skyen er blæst fra, eller hvem sjælen vil være i morgen?” Skyer kan stå for forskellige inkarnationer af en sjæl, og de kan stå for selve kvaliteten af forandring.

Hvilken form skyer end antager, bogstaveligt eller metaforisk, kan vi finde mening i dem og projicere mening på dem. På dette niveau er de et mere perfekt billede på fjernlagring af data, end nogen kunne have forudset. Ligesom de milliarder og atter milliarder af informationsbits, som vi lagrer, kan skyer få den betydning, vi giver dem, og den betydning, vi ser i dem.

Billede: theaucitron/Flickr.