Vi har alle stærke minder om vores første dage i folkeskolen, selv om de fleste børn i dag går i førskole, så det er ikke så chokerende for dem, som det var for børnene i 1960’erne!

I 1960’erne var der ingen statslige børnehaver eller vuggestuer, så for de fleste børn, der lige var fyldt 5 år, var deres første skoledag den første gang, de var alene væk hjemmefra. De fleste mødre arbejdede ikke uden for hjemmet, så for mange børn var det også første gang, de havde været adskilt fra deres mor. Derfor var den første skoledag en meget tårevædet begivenhed for både barn og forældre!

Når de havde overvundet de første smerter ved adskillelsen, faldt skolelivet snart ind i en forudsigelig rutine. Skolemælken var en del af denne rutine, som alle børn afskyede. I efterkrigstidens Storbritannien blev skolemælk, en tredjedel af en pint pr. barn, indført i skolerne for at supplere barnets kost. I 1971 inddrog Margaret Thatcher, den daværende undervisningsminister, skolemælk til børn over syv år – derfor blev hun i pressen kaldt “Thatcher, Thatcher, Milk Snatcher”. I den hårde vinter 1962-1963, eller den store fryseperiode i 1963, som den blev kendt, var det et almindeligt syn at se de små mælkekasser uden for skolens porte med de skinnende flasketoppe stående stolt over flaskerne på en søjle af frossen mælk. Den eneste måde at tø skolemælken op på var naturligvis at stille den ved radiatoren, og så var de stakkels børn tvunget til at indtage vandig, lunken mælk. Og det blev de tvunget til – “mælk er godt for dig barn, du VIL drikke det hele op!”

The School Broadcasting Council for the United Kingdom var blevet oprettet i 1947, og den trådløse radio eller radioen spillede en stor rolle i skolebørnenes undervisning i 1960’erne. ‘Music and Movement’ var et sådant program, og over hele landet kunne man i skolerummene se børn hoppe og strække sig til kommandoerne i radioen. “Nu skal vi børn svinge os som træer i vinden”, lød instruktionen i radioen, og alle børn, drenge og piger, begyndte at svinge sig med armene i vejret. Der var ikke noget “gymnastikudstyr” i folkeskolen, så børnene tog bare deres overtøj af og dyrkede idræt i vest, trusser eller underbukser og bare fødder eller pumps (som regel købt hos Woolworths).

Et andet af disse programmer var “Singing Together”, hvor klassen samledes for at synge traditionelle folkesange og søskendeviser som “Oh soldier, soldier, won’t you marry me”, “A-Roving” (se nedenfor), “Michael Finnegan”, “The Raggle-Taggle Gypsies” og “Oh No John”. Men når man som voksen undersøger indholdet og betydningen af nogle af disse gamle folkesange, er det et andet spørgsmål, om de egnede sig til børn under 11 år!

Besøg af skolens sygeplejerske brød den daglige rutine op. Skolesygeplejersken plejede at komme på regelmæssige besøg for at undersøge for hovedlus, og alle børnene i hver klasse stillede sig på række for at blive undersøgt på skift, idet deres hår blev kæmmet omhyggeligt med en nissekam for at se, om der var noget angreb. Der var også rutinemæssige øjen- og høreprøver og besøg af skolens tandlæge.

Der var også poliovaccinen, som hvert barn fik i skolen på en sukkerklump. Der blev ikke vaccineret mod mæslinger, tyske mæslinger og fåresyge; de fleste børn pådrog sig disse sygdomme i barndommen. Tysk mæslinger, eller røde hunde, kan påvirke ufødte børn i livmoderen, hvis de bliver smittet under graviditeten, og hvis en pige i klassen fik tysk mæslinger, var det derfor ikke ualmindeligt, at hendes mor holdt et teselskab for resten af pigerne, så de også kunne få sygdommen.

Klassestørrelserne i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne var store, ofte over 30 børn i en klasse, da det var “babyboomerne”, børn født efter Anden Verdenskrig. Der var ingen klasseassistenter, kun klasselæreren, og derfor var disciplinen streng. Det var ret almindeligt, at et forstyrrende barn blev slået over knoerne, på balderne eller på håndfladen med en lineal.

I 1960’erne var det i høj grad en undervisning, hvor læreren stod forrest i klassen, og børnene sad ved bordene med front mod tavlen. Læsning, skrivning og aritmetik (de tre “R’er”) var meget vigtige, og det samme gjaldt udlæring af udenadslære. Man lærte tabelopgørelser ved at synge højt i klassen, og poesi som Wordworths “I wandered lonely as a cloud” blev lært udenad som hjemmeopgave. Det blev anset for meget vigtigt at skrive pænt i hånden, og det blev øvet dagligt. Naturstudier var populære og var ofte den eneste naturvidenskab, der blev undervist i folkeskolen, idet børnene blev bedt om at medbringe ting som blade og frø, som læreren skulle identificere, og som de senere kunne bruge i kunst- og håndværksarbejde.

Der var også en stærk følelse af at være britisk; at danse om majstangen til 1. maj, synge traditionelle folkesange og lære om Storbritanniens og Commonwealths historie, geografi, flora og fauna.

Det var naturligvis også 11-plus-tiden, en række prøver og eksamener, som børnene i den øverste (ældste) klasse i folkeskolen skulle tage, inden de gik videre til gymnasiet. Eleverne øvede sig på tidligere opgaver i skolen for at forberede sig til disse prøver, som omfattede et essay, en matematikopgave og både verbale og ikke-verbale ræsonnementsprøver. Den verbale ræsonnementsprøve skulle teste barnets beherskelse og brug af engelsk, mens den ikke-verbale ræsonnementsprøve skulle teste barnets IQ med puslespil og problemløsningsspørgsmål.

Som altid – og stadigvæk i dag – er en omstridt metode til udvælgelse af skoler, fremmede 11 plus-systemet dog den sociale mobilitet, da pladserne på gymnasierne i 1960’erne blev tildelt i henhold til resultaterne af disse prøver og ikke på grundlag af betalingsevne. Premierministre som Harold Wilson, Edward Heath, James Callaghan, Margaret Thatcher og John Major gennemgik alle det statslige gymnasieskolesystem.