Silkie-kyllingens historie:

Hvor kommer silkie-kyllingen fra?

Der er ikke meget om silkie-kyllingens historie, men der er ingen tvivl om, at det er en virkelig gammel race med østlige rødder.
Silkiehøns er endnu en race, som vi har Asien at takke for, idet den mest bemærkelsesværdige tidlige dokumentation af dem stammer fra det gamle Kina, med et vist bidrag fra Java og Indien.
Under sine rejser i Asien helt tilbage fra det 13. århundrede fortæller selv Marco Polo historier om sine observationer af mærkeligt pelsede høns.
Det var først i midten af 1800-tallet, at Silkiehøns havde fundet vej til Vesten. I 1872 fik de endelig deres debut i den amerikanske Standard of Perfection, og siden da har de hurtigt vundet i popularitet!
I bogen om bantams som hobby fra 1902 beskrev forfatteren silky, ja stavet silky oprindeligt og ikke Silkie, som :
“Ret små, temmelig behårede og gode siddende og mødre. Tidlige forfattere kaldte dem for uldhøns, og deres hjemland var Østasien. Deres skind og knogler er blåsorte eller lilla, og de udgør en usmagelig ret til bordet. De har 5 tæer og hvid fjerdragt.”

Nedenfor:

Dronning Victoria var en ivrig hønseholder og holdt silkebantams. På den tid syntes de at blive kaldt Nanking silky og forfatteren skrev:
“Sorten er meget smuk. Hendes Majestæt har, hvis vi husker rigtigt, smukke eksemplarer af disse bantams.”
Ingen er helt sikker på, hvornår Silky blev til Silkie.

Origin of Silkies.

Med hensyn til hønsens oprindelse er der meget få oplysninger. I gamle skrifter kaldes den undertiden for “Japanese Silky”, men om vi skylder den dette land eller ej, er svært at sige.

Den har været kendt i hundreder af år i Europa og er nævnt af nogle af de tidlige forfattere om tamhøns.
En af de ældste opdrættere, pastor R. 8. Woodgate, skrev således om dem i Fanciers’ Gazette for nogen tid siden:

“Japanske silkehøns er en meget fremragende sort, de er gode som vinterleggere, og da de har en hårdfør forfatning, vil de leve og klare sig godt i enhver lille hytte i en have eller gård, mens de som mødre eller ammepiger for bantams, fasaner eller de mere skrøbelige fjerkræracer ganske enkelt er uovertrufne.”
Silkehønen optræder endda i Darwins skrifter, men dette kaster ikke noget som helst lys over spørgsmålet om dens oprindelse.
Af de mange mærkværdige fjerkræracer indtager Silkie en førende plads, både på grund af dens oldtid og de særpræg, der adskiller den fra andre racer.
Den vigtigste forskel er den, der giver den det navn, den bærer, nemlig det faktum, at dens fjer er mere lig fine hår, end det er almindeligt for fjerdragten hos alle slags fugle.
Dette særpræg møder man lejlighedsvis hos andre fjerkræracer, men kun som en sport, og det er især tilfældet hos de såkaldte blødfjerede racer, som f.eks. cochiner og andre asiatiske racer. Udseendet er meget ejendommeligt, og fuglen ser ud, som om den var dækket af pels i stedet for fjer.

Nedenfor er nogle citater fra fjerkræbøger skrevet før 1900.
“En anden ejendommelighed ses i skindets og kødets farve, som er af en dyb violet, næsten sort, mens ansigtet, kammen og kilerne er af en dyb blå eller lilla farve, med ben og fødder blåligt sorte.”
“Det er den eneste høne, der baser farve af kød eller skind af denne art, for en, som vi har hørt om på Ceylon, er sandsynligvis af samme familie, og når den er kogt, er der ingen mindre fristende fugl at se.”
“Udseendet gør ikke mere til fjerkræet, end pelsen gør til mennesket, og smagen af kødet er fremragende. De hvide, silkeagtige fjer, som afløses af mørk lilla kød.”
Til udstilling skal silkehøns være helt hvide, have en flot rund kugleformet kam, være femkløveret, fjerbenet, men uden spor af hofteskud. De skal have små, runde, knudrede kamme, sorte eller lilla, turkisblå øreflipper og være så fri for lange seglfjer som muligt.

De er af moderat størrelse og så vidt muligt formet som en god Cochin, og med så silkeblå fjerdragt som muligt.