Politisk set frigjorde Serbien sig gradvist fra Tyrkiet i løbet af det 19. århundrede, mens det meste af Kroatien forblev i det østrig-ungarske kejserrige indtil Første Verdenskrig. Ved krigens afslutning i 1918 blev Serbien, Kroatien, Bosnien og Montenegro lagt sammen til et enkelt land, der først blev kaldt Kongeriget Serberne, Kroaterne og Slovenerne og senere Jugoslavien. For yderligere at understrege enheden var regeringens politik at nedtone de serbisk-kroatiske sprogforskelle, og kongeriget gik endda ind for et fælles “serbisk-kroatisk-slovensk” sprog, selv om slovensk dengang (og stadig) var et helt andet sprog.

Under Anden Verdenskrig var Jugoslavien delvist besat af aksemagterne og delvist holdt af en kroatisk pro-aksetisk stat, som proklamerede et udelukkende kroatisk sprog. I 1945 genetablerede de sejrrige kommunistisk ledede partisaner under Josip Broz Tito Jugoslavien. Den nye regering behandlede i første omgang kroatisk og serbisk som separate sprog sammen med slovensk og det nyligt standardiserede makedonsk. Men snart begyndte den at presse på for at få et forenet serbokroatisk (eller kroatisk-serbisk). I praksis fortsatte kroaterne med at bruge det latinske alfabet og nogle – men ikke alle – af deres specifikt kroatiske ord, mens serberne brugte både latin og kyrillisk og var tolerante over for ord af udenlandsk oprindelse.

Efter Jugoslaviens opløsning i begyndelsen af 1990’erne begyndte hvert af de nye lande at fastsætte sine egne standarder for sprogbrug, og betegnelsen serbokroatisk faldt ud af den officielle brug. I sprogstudier bruges det nogle gange stadig af forfattere uden for regionen, men BCS (som betyder “bosnisk-kroatisk-serbisk”) og senere BCMS er også blevet populært. I Serbien hedder sproget serbisk, og kyrillisk skrift bliver fremmet på bekostning af latin. I Kroatien er der kun kroatisk; purismen, herunder praksis med at forbyde visse ord på grund af deres reelle eller påståede serbiske oprindelse, var stærk i 1990’erne, om end noget svagere efter 2000. Standardisererne af kroatisk konsulterer ikke længere serbiske forskere, og lingvister i Serbien søger heller ikke input fra Kroatien.

Montenegro proklamerede i sin forfatning fra 2007 montenegrinsk som landets officielle sprog, selv om serbisk, bosnisk, albansk og kroatisk også fik officiel status. Nogle lærde håbede at kunne differentiere montenegrinsk fra serbisk ved at tilføje to eller tre nye bogstaver til alfabetet for specifikt montenegrinsk konsonanter, men disse er ikke meget udbredt. I praksis er Montenegros ordforråd det samme som det serbiske, og kyrillisk skrift er foretrukket frem for latinsk, men i modsætning til serbisk sprogbrug bevarer montenegrinske sprogbrug den førnævnte je, ije-udtale.

Af de tidligere jugoslaviske stater har Bosnien-Hercegovina den mest komplekse sproglige situation. I betragtning af landets blandede befolkning (nogle kroater, flere serbere og endnu flere bosniakker) blev der i Dayton-aftalerne fra 1995 fastsat bosniske, kroatiske og serbiske versioner af officielle dokumenter. I praksis adskiller disse sig kun på nogle få ord og i alfabetet (kyrillisk for bosnisk-serbiske serbere, latinsk for de øvrige). Mange mennesker i Bosnien-Hercegovina hævder at tale bosnisk (uanset om de staver efter officielle bosniske standarder eller ej), men sprogstandardisatorer både i Kroatien og Serbien insisterer på, at hvis der findes et sådant fænomen, er det kun bosniakker, der bruger det, og derfor bør det kaldes bosniak.

I det 21. århundrede findes der altså to veldefinerede standardsprog (kroatisk og serbisk), og to andre er ved at tage form (bosnisk og montenegrinsk). Uddannede talere fra alle landene kan tale sammen med fuld forståelse, kun hæmmet af nogle få dagligdags ord og tekniske termer (ligesom britisk boot og treacle versus amerikansk trunk og melasse). Nogle hævder derfor, at de taler ét sprog. Når man skriver, kan man imidlertid ikke følge serbiske og kroatiske eller montenegrinske og bosniske sprogstandarder samtidig, så i praksis findes der ingen fælles standard.

Wayles Browne Redaktørerne af Encyclopaedia Britannica