De fleste benede fisk har en særlig svømmeblære, der hjælper dem med at bevæge sig rundt i vandet. Når fisken optager ilt, kan den frigive noget af gassen i blæren. Det øger fiskens opdrift, så den stiger op gennem vandet. Hvis fisken vil synke ned til bunden, presser den noget af gassen ud af blæren, hvilket mindsker dens opdrift. På den måde er en fisk noget i retning af en luftballon eller en varmluftballon, der bruger den opadgående opdrift, som atmosfærens opdrift giver, til at ændre højde.

En haj minder mere om et fly. Den har ikke en svømmeblære, så den bruger sin fremadrettede bevægelse til at kontrollere den lodrette position. Halen er som hajens propel — hajen svinger den frem og tilbage for at bevæge sig fremad. I et fly skubber denne fremadrettede bevægelse luft rundt om vingerne. I en haj skubber denne fremadrettede bevægelse vand rundt om finnerne. I begge tilfælde skaber denne bevægelse af stof løft — væsken er forskellig, men princippet er nøjagtig det samme.

Hajer har to sæt parvise finner på siderne af deres krop, i samme generelle position som hovedvingerne og de vandrette halevinger på et fly. Hajen kan placere disse finner i forskellige vinkler og dermed ændre vandets vej, der bevæger sig omkring dem. Når hajen vipper en finne opad, strømmer vandet, så der er et større tryk under finnen end over den. Dette skaber opadgående løft. Når hajen vipper en finne nedad, er der større tryk over finnen end under den. Dette skubber hajen nedad.

Hajen har også en eller to lodrette rygfinner på ryggen og nogle gange en lodret analfinne på undersiden. Disse finner fungerer ligesom den lodrette stabilisatorvinge på et fly. De hjælper hajen med at holde balancen, når den bevæger sig gennem vandet, og de kan bevæges fra side til side for at dreje hajen til venstre og højre.

Denne finnearrangement giver hajerne en fantastisk manøvredygtighed. De kan sejle med høj fart, stoppe pludseligt og foretage skarpe sving i alle retninger. Det er en af grundene til, at de er så effektive jægere. De bevæger sig hurtigere og med større kontrol end noget af deres bytte – for det meste ved hajens bytte ikke engang, hvad der ramte det.

Før en haj kan komme på jagt efter byttet, skal den selvfølgelig først finde sit bytte, før den kan slå til. I de næste par afsnit vil vi undersøge de fint afstemte sanser, der hjælper hajerne med at lokalisere og spore deres føde.