I de vediske skrifter beskrives Rudras som loyale ledsagere til Rudra, som senere blev identificeret med Shiva. De betragtes som venner, budbringere og aspekter af Rudra. De er frygtsomme af natur. Satapatha Brahmana nævner, at Rudra er fyrsten, mens Rudras er hans undersåtter. De betragtes som Shivas ledsagere i den senere mytologi.

Rig Veda og Krishna Yajur Veda gør Rudras til guder i mellemverdenen, der befinder sig mellem jorden og himlen dvs. atmosfæren. Som vindguder repræsenterer Rudraerne livsåndedrættet. I Brihadaranyaka Upanishad er de elleve Rudras repræsenteret ved ti vitale energier (rudra-prana) i kroppen, og den ellevte er Ātman (sjælen).

Rudras siges at være formand for det andet stadium af skabelsen og livets mellemliggende stadium. De styrer det andet offerritual, middagsofferet og det andet livsstadium – fra det 24. til det 68. leveår. Chandogya Upanishad foreskriver, at Rudra’erne skal besværges i tilfælde af sygdom i denne periode og siger endvidere, at de, når de forlader kroppen, bliver årsag til tårer, idet betydningen af navnet Rudra er “dem, der får folk til at græde”. I Brihadaranyaka Upanishad nævnes det udtrykkeligt, at da Rudras, der forlader kroppen – og forårsager døden – får folk til at græde, er de Rudras.

Mahabharata beskriver Rudras som ledsagere af Indra, tjenere for Shiva og hans søn Skanda og ledsagere for Yama, som er omgivet af dem. De har enorme kræfter, bærer gyldne halskæder og er “som lysende oplyste skyer”. Bhagavata Purana foreskriver tilbedelse af Rudras for at opnå viril kraft.

Sammenslutning med MarutsRediger

Maruts

Rudras bliver til tider identificeret med Maruts – Rudras sønner i Vedaerne; mens de til andre tider betragtes som adskilt fra dem.

Nogle forskere mener, at Rudras og Maruts tidligere var særskilte grupper, idet Rudras var de sande tilhængere af Rudra og daiviske (guddommelige) af natur. Men digterne i Rigveda tvang Maruts til at indtage Rudras’ position for at give status til den vediske gud Rudra. Senere i post-vedisk litteratur som eposene og Puranaerne blev Maruts associeret med Indra, mens Rudras fik deres tidligere status som tilhængere af Rudra, der havde udviklet sig til Shiva. Andre forskere ser dog bort fra denne teori og mener, at Rudras og Maruts oprindeligt var identiske. En teori går ud på, at der langsomt i Vedaerne opstod to klasser af Maruts: de venlige og velgørende og de brølende og urolige; sidstnævnte voksede til den særskilte gruppe af guder kaldet Rudras, som kun var forbundet med den vilde Rudra.

I Marut Suktas (RV 1, 2, 5, 8) og Indra-Suktas (RV 1, 3, 8, 10) i Rigveda (RV) bruges epitetet “Rudras” – der stammer fra verbalroden rud eller ru og betyder hylere, brølere eller skrigere – adskillige gange om Maruts – og identificerer dem med Rudras, selv når de er associeret med Indra, snarere end med Rudra. Der er nogle hymner i Rigveda (RV 2, 7, 8, 10), der udtrykkeligt skelner mellem Maruts og Rudras.

Mens Vamana Purana beskriver Rudras som sønner af Kashyapa og Aditi, er Maruts beskrevet forskelligt fra Rudras som 49 sønner af Diti, søster til Aditi og ledsagere af Indra.