Abnormaliteter i det temporomandibulære led (TMJ) kan ikke vurderes pålideligt ved en klinisk undersøgelse. Magnetisk resonansbilleddannelse (MRI) kan afbilde ledafvigelser, som ikke kan ses med andre billeddannelsesmetoder, og er derfor den bedste metode til at foretage en diagnostisk vurdering af TMJ-status. Hos patienter med temporomandibulær ledlidelse (TMD), der henvises til diagnostisk billeddiagnostik, er det fremherskende fund i TMJ indre forstyrrelser relateret til diskusforskydning. Dette fund er betydeligt hyppigere end hos asymptomatiske frivillige og forekommer hos op til 80 % af de patienter, der konsekvent henvises til TMJ-billeddannelse. Desuden synes visse typer diskusforskydning næsten udelukkende at forekomme hos TMD-patienter, nemlig komplette diskusforskydninger, som ikke reduceres ved mundåbning. Andre intraartikulære abnormiteter kan desuden være forbundet med diskusforskydningen, overvejende ledudtrædning (hvilket betyder mere væske end det, der ses hos en asymptomatisk frivillig person) og abnormiteter i underkæbekondylens marv (som ikke ses hos frivillige personer). Disse tilstande synes at være nært beslægtede. Næsten 15 % af TMD-patienter, der konsekvent henvises til TMJ-MRI, vil have ledudtrædning, hvoraf ca. 30 % vil vise abnormiteter i knoglemarven. I et kirurgisk udvalgt materiale af led med histologisk dokumenterede knoglemarvsanomalier viste næsten 40 % ledudtrædning. Diskusforskydning er for det meste bilateral, men ledudvidelse synes at være unilateral eller med en mindre mængde væske i det kontralaterale led. Abnormal knoglemarv er også oftest unilateral. Mange patienter har unilaterale smerter eller mere smerter i den ene side. I en regressionsanalyse var den selvrapporterede sidedifference i TMJ-smerter hos patienterne positivt afhængig af TMJ-effusion og kondylusmarvsanomalier, men negativt afhængig af kortikale knogleanomalier. Af de led med effusion viste kun en fjerdedel slidgigt. Der synes således at være en undergruppe af TMD-patienter, der viser mere alvorlig intraartikulær patologi end diskusforskydning alene, og som for det meste ikke har slidgigt. Det bør dog understreges, at patienter med effusion i TMJ og/eller unormal knoglemarv i kæbekondyl synes kun at udgøre en mindre del (mindre end en fjerdedel) af alle TMD-patienter, der henvises til diagnostisk TMJ-billeddannelse. Størstedelen af patienterne har interne forstyrrelser i forbindelse med diskusforskydning, men uden ledsagende ledanormaliteter. Hos patienter med reumatoid arthritis og andre gigtlidelser kan TMJ-involvering efterligne de mere almindelige TMD’er. Ved hjælp af MRI er det i de fleste tilfælde muligt at skelne disse patienter fra patienter uden synovialproliferation.