I næsten 60 år siden afslutningen af den store depression har USA’s regering kun i ringe grad eller slet ikke været opmærksom på, at hundredtusindvis af kunstværker, der var bestilt under tilsyn af det føderale kunstprojekt under Works Progress Administration eller WPA, er blevet afhændet. Dette er ikke længere tilfældet. I de seneste år har Government Services Administration eller GSA indledt en indsats for at identificere og katalogisere WPA-kunst.

Alicia Weber, direktør for Fine Arts Program of the GSA, står i spidsen for et projekt, der har til formål at opgøre alle de WPA-kunstværker, som hendes agentur kan finde. I 1996 havde man fundet over 8.000 værker i ikke-føderale opbevaringssteder som kunstinstitutter og museer. De blev katalogiseret i en GSA-publikation, som derefter blev sendt ud til 500 museer og andre kunstinstitutioner i hele landet. Indtil nu er over 20 000 genstande blevet fundet. Ca. 1/5 af dem befinder sig i føderale bygninger, mens resten befinder sig i ikke-føderale opbevaringssteder som museer og lignende institutioner.

Ifølge Weber bliver ikke-føderale opbevaringssteder, der er i besiddelse af WPA-kunst, informeret om, at den tilhører regeringen. De bliver kun bedt om at bekræfte dens eksistens og har lov til at beholde den i deres samlinger. De bliver også bedt om at fremsende oplysninger om, hvor eventuelle yderligere udokumenterede værker, som de måtte have kendskab til, befinder sig. Alt forløber gnidningsløst, siger Weber.

Det går dog ikke helt lige så varmt og lunt for sig i den private sektor. Ved mere end et par lejligheder er private værker af WPA-kunst kommet til GSA’s kendskab. Når det har været muligt, har agenturet informeret ejerne om, at de er i besiddelse af statslig ejendom, og at de høfligt er blevet bedt om at kontakte GSA for at få løst problemet. Indtil videre har de fået mulighed for enten at returnere deres kunst til den føderale regering eller donere den til offentlige institutioner.

En ejer blev f.eks. underrettet, efter at GSA havde fundet ud af, at hun havde sat et WPA-kunstværk til salg på online-auktionen eBay. Hun indgik forlig ved at donere det. En anden ejer, som ikke ønsker at blive identificeret, blev også kontaktet efter at have sat et værk til salg på eBay. Han siger, at ikke alene kontaktede GSA ham, men at de også meddelte alle budgivere, at han ikke havde en klar ejendomsret til kunstværket. Auktionen blev stoppet, og den højestbydende blev informeret om, at han ikke kunne købe kunstværket.

I et tredje tilfælde blev GSA informeret om, at to WPA-tryk var blevet vurderet i PBS-netværkets hitserie Antiques Roadshow. De kontaktede showet, fik navnet på vurderingsmanden og informerede ham om, at disse tryk og alle kunstværker med WPA-identifikationsstempler eller -mærker er statens ejendom. Det var ikke muligt at finde frem til ejeren af grafikkene, og GSA gør ingen forsøg på at gøre det.

Disse hændelser betyder ikke, at WPA-kunstejere straks skal begynde at fjerne regeringens mærker eller begrave den i deres baghaver. Weber er hurtig til at påpege, at GSA ikke aktivt leder efter værker i den private sektor. I alle de ovennævnte tilfælde blev agenturet underrettet af tredjeparter om, at den pågældende kunst havde været vist i offentlige fora. Hun oplyser dog, at når GSA får kendskab til, hvor WPA-kunst befinder sig, uanset om den er i privat eller offentlig eje, underrettes de ansvarlige parter herom.

Scarlett Grose, Assistant General Counsel for GSA, tilføjer, at regeringens hensigt ikke er at sætte nogen i ubehagelige juridiske positioner. GSA har hverken ressourcerne eller lysten til at jagte efter utallige tusinder af WPA-kunstværker. Men de ønsker at registrere så mange værker som muligt og i den forbindelse at finde ud af, hvordan man bedst håndterer ejerskabsændringer, der i mange tilfælde ikke er blevet registreret eller dokumenteret i over 50 år.

Problemet er, at regeringen i årtierne umiddelbart efter depressionen stort set ignorerede status for sin WPA-kunst. Den forfaldt på lagre, blev tilbudt til offentlige instanser, givet til museer, blev smidt ud, taget med hjem af ansatte, solgt som skrot og på anden måde spredt over hele landet. Der blev kun ført få optegnelser, næsten ingen vidste, hvad der blev brugt hvorhen, og som følge heraf endte mange af de værker, der ikke blev destrueret eller opbevaret i offentlige institutioner, i private hænder.

Handlere og samlere har været opmærksomme på betydningen af WPA-kunst og har købt, solgt og handlet med den i årevis. Forskere og kunsthistorikere har skrevet bøger og kataloger om emnet siden 1960’erne. Fra slutningen af 1970’erne og frem til midten af 1980’erne var det hele populært blandt amerikanske kunstsamlere. Talrige kunstgallerier og museer udstillede WPA-kunst på både regionale og nationale udstillinger. På markedet konkurrerede de bedste samlere om de bedste eksempler, når de blev sat til salg.

I al den tid blev regeringen aldrig involveret. Men nu er den det. Ifølge Weber er ca. 17.000 plus 17.000 kunstværker, der i øjeblikket er inventariseret, medtaget i en udvidet version af den oprindelige publikation af inventarfortegnelsen fra 1996. WPA Artwork in Non-Federal Repositories, Edition II vejer imponerende 500 sider og er blevet sendt ud ikke kun til museer og kunstinstitutioner, men også til kunsthandlere, auktionshuse og kunstvurderingsmænd. Formålet med den udvidede distribution, siger Weber, er at informere, uddanne og øge offentlighedens bevidsthed om denne unikke æra i den amerikanske kunsthistorie.

I det ledsagende følgebrev hedder det: “I løbet af denne opgørelse har vi modtaget mange spørgsmål vedrørende juridisk ejerskab, titel og ansvar. Vi arbejdede sammen med vores juridiske rådgiver for at undersøge den oprindelige procedure og de oprindelige direktiver og for at udarbejde faktabladet ‘Legal Title to Art Work Produced Under the WPA’, som er inkluderet i publikationen. Fastsættelsen af den juridiske status og ansvaret er et vigtigt spørgsmål for den føderale regering og museumssamfundet.”

Faktaarket lægger ikke skjul på, hvem der ejer kunstværkerne – den amerikanske regering. Med henvisning til forfatningen samt relevante domstolsafgørelser står der bl.a: “Føderal ejendom kan kun afhændes ved en lov fra Kongressen, enten ved generel lovgivning eller bemyndigelseslovgivning (som f.eks. GSA’s beføjelser i henhold til Federal Property and Administrative Services Act of 1949) eller ved specifik lovgivning.” Desuden “har domstolene fastslået, at den føderale regering ikke kan opgive ejendom.” De, der stadig er usikre på dette punkt, kan læse videre for at se, at “Det er veletableret, at ejendomsretten til De Forenede Staters ejendom ikke kan fraskilles på grund af uagtsomhed, forsinkelse, lache (hvad det så end er), fejl eller uautoriserede handlinger fra underordnede embedsmænds side.”

Og for de langsomme elever i gruppen tilføjes det videre, at “…inaktivitet, forsømmelse eller uautoriseret forsætlig adfærd fra regeringsembedsmænds side vil ikke fratage De Forenede Stater ejendomsretten til ejendom.” Er der nogen spørgsmål?

Den juridiske præcedens er helt klar, men GSA går måske lidt for hurtigt frem her. De har f.eks. ingen ensartet politik med hensyn til tilbagelevering af privat ejet WPA-kunst bortset fra, at de gerne vil have den tilbage. Som tidligere nævnt har de ved flere lejligheder anmodet ejerne om enten at donere den til ikke-føderale institutioner eller returnere den til staten.

Men hvad nu hvis de støder på en samler, der har brugt tyve år, utallige timer og mange tusinde dollars på at undersøge og samle en stor samling, der indeholder snesevis af betydningsfulde eksempler? Tænk, hvis han beder om beviser for, at hans kunst er blevet taget fra regeringens faciliteter på uautoriseret vis? Hvad nu, hvis regeringen ikke kan fremlægge noget bevis? Betyder det, at han ejer statslig ejendom uden papirspor? Betyder det, at han er nødt til at give det tilbage? Hvis han beslutter sig for at fjerne alle identificerende WPA-stempler, -klistermærker og -mærker for at beholde den i sin besiddelse?

GSA er måske ikke klar over eller tager ikke behørigt hensyn til, at meget af den WPA-kunst, der i øjeblikket er på private hænder, blev reddet fra ødelæggelse af kyndige kunst- og antikvitetshandlere og -samlere samt andre opmærksomme borgere, der tidligt erkendte dens historiske betydning. Ud over at bevare kunsten bidrog en række af disse personer også med tid, kræfter, penge, forskning og videnskab til at dokumentere begivenheder, som ellers måske aldrig ville være blevet registreret. Takket være dem har regeringen tusindvis af WPA-kunstværker til opgørelse og hundredvis og atter hundredvis af sider med historie, som den ellers ikke ville have haft.

Det sidste, som GSA ønsker at gøre, er at bringe fremtiden for denne private rigdom af kunst og viden i fare. For dem kan løsningen være at mødes med kunsteksperter fra både den offentlige og den private sektor for at undersøge mulighederne for at løse ejerskabsspørgsmålene på en måde, der er til gensidig fordel for alle parter. Måske vil de være i stand til at etablere et værdiansættelsessystem i form af skattefradragsberettigede donationer for kunst, der returneres til staten. De kan måske finde måder at hædre eller anerkende dem, der returnerer deres kunst eller på anden måde har bidraget til vores WPA-videnbase. Borgerne ville blive belønnet for deres flid og fremsynethed i stedet for at blive straffet, og GSA ville fremstå som et langt mere velvilligt organ.

Men desværre er det ikke muligt at opnå et kompromis. Fra juni 2011 arbejder Office of the Inspector General i samarbejde med GSA’s Fine Arts Program, FBI og kunstsamfundet på at “genfinde bortkomne og stjålne WPA-kunstværker”. De søger ikke aktivt efter dem, men de vil handle på alle tip, de modtager om WPA-kunstværker, der stadig er på private hænder. For aktuelle oplysninger pr. november 2016 og en forklaring på GSA’s politik vedrørende WPA-kunst kan du gå til GSA’s New Deal Artwork: Ownership and Responsibility web page.

Den slags lykkelige slutning er, at WPA Artwork in Non-Federal Repositories, Edition II, kom ud af det hele og stadig er en af de fineste referencer, der nogensinde er blevet udarbejdet om kunst fra denne æra. Denne uundværlige tilføjelse til ethvert amerikansk kunstbibliotek er ikke længere tilgængelig direkte fra regeringen (den blev oprindeligt tilbudt gratis), men kan stadig købes på markedet for udsolgte bøger på hjemmesider for brugte bøger.