En af de første radomer. Radomet (øverst) dækker H2S-radikarsystemets roterende antenne (nederst) på et Halifax-bombefly

En radome bruges ofte til at forhindre is og frostregn i at samle sig på antennerne. I tilfælde af en snurrende radarparabolantenne beskytter radomet også antennen mod vragrester og uregelmæssigheder i rotationen som følge af vinden. Dens form er let identificerbar ved dens hårde skal, som har stærke egenskaber mod at blive beskadiget.

Stationære antennerRediger

For stationære antenner kan overdrevne mængder is afjustere antennen til det punkt, hvor dens impedans ved indgangsfrekvensen stiger drastisk, hvilket medfører, at forholdet mellem den stående spænding og den stående bølge (VSWR) også stiger. Denne reflekterede effekt går tilbage til senderen, hvor den kan forårsage overophedning. Et foldback-kredsløb kan forhindre dette; en ulempe ved brugen af dette kredsløb er dog, at det får stationens udgangseffekt til at falde drastisk, hvilket reducerer dens rækkevidde. En radome undgår dette ved at dække antennens udsatte dele med et robust, vejrbestandigt materiale, typisk glasfiber, der holder snavs eller is væk fra antennen og dermed forhindrer alvorlige problemer. En af de vigtigste drivkræfter bag udviklingen af glasfiber som konstruktionsmateriale var behovet under Anden Verdenskrig for radomer. Når man overvejer den strukturelle belastning, reducerer brugen af en radome i høj grad vindbelastningen under både normale og isede forhold. Mange tårnpladser kræver eller foretrækker brugen af radomes på grund af vindbelastningsfordelene og for at beskytte mod nedfaldende is eller vragrester.

Hvor radomes kan anses for at være grimme, hvis de befinder sig nær jorden, kan der i stedet anvendes elektriske antennevarmere. De kører normalt på jævnstrøm og forstyrrer ikke fysisk eller elektrisk vekselstrømmen i radiotransmissionen.

RadarparabolerRediger

For radarparaboler beskytter en enkelt, stor, kugleformet kuppel også rotationsmekanismen og den følsomme elektronik, og den opvarmes i koldere klimaer for at forhindre isdannelse.

Den elektroniske overvågningsbase RAF Menwith Hill, der omfatter over 30 radomer, menes at opsnappe satellitkommunikation regelmæssigt. På Menwith Hill forhindrer radomindhegningerne observatører i at se antennernes retning og dermed hvilke satellitter der er mål for. På samme måde forhindrer radomerne observation af antenner, der anvendes i ECHELON-anlæg.

Den amerikanske luftvåbens luftforsvarskommando (United States Air Force Aerospace Defense Command) drev og vedligeholdt snesevis af radarstationer til luftforsvar i de tilstødende USA og Alaska under den kolde krig. De fleste af de radarer, der blev anvendt på disse jordstationer, var beskyttet af stive eller oppustelige radomer. Radomerne var typisk mindst 15 m (50 ft) i diameter, og de var fastgjort til standardiserede radartårnbygninger, som husede radarsenderen, -modtageren og -antennen. Nogle af disse radomer var meget store. CW-620 var en stiv radom med rumramme med en maksimal diameter på 46 m (150 ft) og en højde på 26 m (84 ft). Radomet bestod af 590 paneler og var konstrueret til vindhastigheder på op til 240 km/t (150 mph). Den samlede vægt af radomet var 92.700 kg (204.400 lb) med et overfladeareal på 3.680 m2 (39.600 sq ft). CW-620-radomet blev designet og konstrueret af Sperry-Rand Corporation for Columbus Division of North American Aviation. Radomet blev oprindeligt brugt til FPS-35-søgningsradaren på Baker Air Force Station i Oregon. Da Baker AFS blev lukket, blev radomet flyttet til en gymnastiksal i Payette, Idaho, hvor der blev indrettet et gymnasium. Billeder og dokumenter er tilgængelige online på radomes.org/museum for Baker AFS/821st Radar Squadron.

Satellitter til søsRediger

En yacht udstyret med små KNS-sporingsantenner til SES Broadband for Maritime, beskyttet af radomer

Til satellitkommunikationstjenester til søs anvendes radomer i vid udstrækning til at beskytte parabolantenner, der løbende sporer faste satellitter, mens skibet oplever pitch-, roll- og yaw-bevægelser. Store krydstogtskibe og olietankskibe kan have radomer med en diameter på over 3 m, der dækker antenner til bredbåndstransmissioner til tv, tale, data og internet, mens den seneste udvikling muliggør lignende tjenester fra mindre installationer som f.eks. den motoriserede parabol på 85 cm, der anvendes i SES Broadband for Maritime-systemet. Små private lystbåde kan anvende radomer med en diameter på kun 26 cm til tale og lavhastighedsdata.