9.05.3.3.3 Psykologiske faktorer og teoretiske synspunkter

Psykologiske faktorer er involveret i hørehæmmedes sygdomsadfærd og kan forstyrre de kommunikationsstrategier, som f.eks. læbelæsning, der anvendes af hørehæmmede personer. Der er blevet postuleret en sammenhæng mellem personlighed og sårbarhed over for støjinduceret høretab (Jakes, 1988). Selv om der er påvist forbindelser mellem type A-personlighed og støjinduceret perifer vasokonstriktion og mellem midlertidig tærskelforskydning og vasokonstriktion, er der ikke blevet påvist nogen klar forbindelse mellem personlighed og årsager til høretab. Det forekommer usandsynligt, at der er en psykologisk årsag til de fleste høretab.

En række undersøgelser har undersøgt personlighedens rolle i forbindelse med håndtering af høreforringelser (Andersson, 1995). Stephens (1980) anvendte Eysenck personlighedsinventar og fandt forhøjede niveauer af neuroticisme og introversion. Coren og Harland (1995) fandt, at nedsat hørelse var forbundet med øget neuroticisme.

Personligheden hos tinnituspatienter har også været genstand for en vis interesse (Gerber, Nehemkis, Charter, & Jones, 1985). For eksempel brugte Collet et al. (1990) Minnesota multiphasic personality inventory (MMPI) og fandt normale scorer generelt, med undtagelse af forhøjede depressionsscorer hos mænd.

Dispositionel optimisme, som vurderet ved hjælp af livsorienteringsskalaen (LOT); (Scheier & Carver, 1985), har vist sig at være positivt relateret til håndtering af hørenedsættelse (Scott, Lindberg, Melin, & Lyttkens, 1994), og negativt relateret til tinnitusklager (Andersson, 1996).

Personlig kontrol blev fundet at være et vigtigt aspekt af hørehæmmedes kommunikationssucces i en undersøgelse af Scott et al. (1994). Det er også en vigtig forudsigelse af tinnitusubehag og tilpasning (Scott, Lindberg, Melin, & Lyttkens, 1990). Budd og Pugh (1995) fandt signifikante sammenhænge mellem locus of control, tinnitus’ sværhedsgrad og følelsesmæssig nød hos tinnituspatienter.

Kyle, Jones og Wood (1985) beskrev den opfattelse, at individer normalt forsøger at kontrollere adgangsfunktionerne i den information, de modtager, ved personlig og social tilpasning, og at høretab forstyrrer den kontrol, som individet udøver. Ifølge Kyle et al. (1985) er der mindst tre løsninger til rådighed: (i) øge kontrolniveauet for enhver pris, (ii) acceptere eller forvente et reduceret kontrolniveau og informationsstrøm og (iii) afvise eller undgå situationer, hvor kontrolniveauet er truet.

En anden opfattelse af hørelse stammer fra Gibson (1986), som understregede, at vores opfattelser er rige og udførlige, fordi stimuli i vores omgivelser er rige på information, snarere end fordi vores tankeprocesser eller erfaringer giver rigdommen. Dette er en økologisk model. Inden for audiologien har Noble (1983) præsenteret en økologisk model, der anskuer hørelsen i forhold til de hørbare træk og karakteristika i den virkelige, daglige verden. Noble har især peget på den aktive rolle, som den, der opfatter, spiller. Med andre ord er hørelse mere end blot at opfatte lyde, det har også noget at gøre med, hvordan en person handler i et miljø. Noble og Hétu (1994) beskrev endvidere en økologisk tilgang til hørevanskeligheder, som tager særligt hensyn til interaktionerne mellem mennesker, miljøer og deres grænseflader. Den økologiske tilgang har været vigtig for at få opmærksomheden væk fra teknologiske og hen imod psykologiske og miljømæssige faktorer, der er involveret i rehabilitering. Så vidt vi ved, har ingen forskning endnu beskæftiget sig med en økologisk tilgang til tinnitus.

Skinners (1957) idéer giver mulighed for et andet syn på hørelse. Et tiltalende aspekt af Skinners arbejde var et fokus på kommunikation. Ifølge dette synspunkt kunne hørelse betragtes som en operant, dvs. som en adfærd, der klassificeres på grundlag af dens virkninger og også er under indflydelse af forstærkningskontingenser. I sine senere år udvidede Skinner sine teorier til at omfatte aldring i bogen Enjoy old age (Skinner & Vaughan, 1983), med nogle adfærdsmæssige råd om, hvordan man håndterer høretab. Skinner går ind for en assertiv tilgang, samtidig med at han stadig anerkender, når det er umuligt at høre: “Det er bedst at holde op med at forsøge at høre ting, når man har problemer. Du nyder sandsynligvis ikke det, der bliver sagt i et tv-program, hvis du anstrenger dig for at høre det” (Skinner & Vaughan, 1983, s. 44).

Et beslægtet perspektiv er den funktionelle tilgang. Anvendt på hørenedsættelse og kommunikationsvanskeligheder kan denne ses som et samspil mellem den enkeltes evner og det særlige opgavekrav, der stilles i kommunikationssituationen (Andersson & Melin, 1993). Funktionel analyse omhandler identifikation af vigtige, kausale og ideelt set kontrollerbare variabler, der gælder for et bestemt sæt af måladfærd for den pågældende patient (Haynes & O’Brien, 1990). Der lægges vægt på at betragte hver enkelt patient som unik og finde styrker såvel som behov.

I forbindelse med tinnitus-teori er nyere neurofysiologiske tilgange af den opfattelse, at tinnitus bedre kan konceptualiseres som et problem, hvor centrale processer er involveret (Jastreboff, Hazell, & Graham, 1994). Dette står i modsætning til tidligere modeller, som lagde vægt på de akustiske karakteristika og perifere årsager til tinnitus. Ifølge Jastreboff et al. (1994) og Jastreboff (1990) er tinnitus en fantomauditiv fornemmelse, og de har udviklet en dyremodel for at afprøve implikationerne af deres teori. Fremskridt inden for neurovidenskabelig forskning, f.eks. af Flor et al. (1995) om fantomsmerter og kortikal reorganisering, kan forbedre forståelsen af tinnitus ud fra et neuropsykologisk synspunkt. Interessant nok viste en casestudie af Salah, DeQuardo, Jibson, Carli og Tandon (1995), at tinnitus blev lindret af elektrokonvulsiv terapi hos en deprimeret patient. Selv om den er lovende, har forskning i fremkaldte potentialer hos tinnituspatienter (Attias, Urbach, Gold, & Sheemesh, 1993; Colding-Jorgensen, Lauritzen, Johnsen, Mikkelsen, & Saermark, 1992) endnu ikke givet konsistente resultater generelt; et lignende billede er fremkommet af arbejdet med auditive hjernestammereaktioner (Rosenhall & Axelsson, 1995).

Jastreboff og medarbejderes ideer om tinnitus er i overensstemmelse med en psykologisk tilvænningsmodel for tinnitusgener beskrevet af Hallam et al. (1984), hvor de teoretiserede, at den naturlige reaktion på tinnitus er at vænne sig til den. Denne oprindelige model er blevet udfordret (Carlsson & Erlandsson, 1991), men der er kun foretaget lidt forskning. Dishabituation kan være en anden måde at beskrive processen med at udvikle tinnitusrelateret uro på, eller at den følelsesmæssige farvning af tinnituslyden fortolkes som et advarselssignal, der kortslutter tilvænningsprocessen.